When Indy met Buffy

1.0
Ny romantisk komedie for det unge publikum er grum, kedelig og aldeles charmeforladt.

Der er ikke meget uimodståeligt over "Simply Irresistible". Det skulle da lige være maden, som ikke ser helt uspiselig ud. Og mad er en vigtig ingrediens i denne film af Mark Tarlov, der søger at overbevise os om, at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave. Ligesom i så mange andre film understreger den også, at mads erotiske og sensuelle kræfter ikke skal undervurderes.

Man kunne få den idé, at nogle filmfolk havde sat sig for at lave en madversion af "You've Got M@il" (98) for et ungt og knap så kvalitetsbevidst publikum. Men det er gået skidt med at erstatte Woody Allensk storbystemning og Hanks/Ryan-kemien med stormagasin-eskapader og sammenstødet mellem Sean Patrick Flanery og Sarah Michelle Gellar - bedre kendt som Young Indiana Jones og Buffy the Vampire Slayer. Derudover kan forsøget på at genskabe en atmosfære af 40'ernes Hollywoodfilm, samt at blande magisk realisme med amerikansk ungdomsfilm, kun karakteriseres som mislykket.

Kokamok
Sarah Michelle Gellar spiller den forældreløse Amanda, der har arvet en restaurant efter sin mor, men som desværre mangler selvtillid og madlavningsevner. Hun er til gengæld både sød og moden, og så er hendes yndlingspåklædning, når hun står og kokkererer, en lille guldlamé-top. Som en anden Molly Ringwald er hun fattig og har en aparte tøjstil, men hun er samtidig frejdig og pretty i pink. Der var bid i Gellar som kynisk forførerske i "Sex Games" (99), men her bliver det kun til en højlydt smasken som romantisk kokkepige.

En engel sendes ned på jorden af mor i det høje, og en krabbe fortryller Amandas madretter, så de bringer heftige følelser frem i de indebrændte mennesker, der spiser dem. Det er også tilfældet med den tjekkede karrierefyr Tom (Sean Patrick Flanery), som er i gang med at indrette en fashionabel restaurant i et eksklusivt stormagasin. De to unge falder for hinanden, men da Tom er bange for at give sig hen til fortryllelsen og kærligheden, afviser han Amanda. Han er med andre ord bange for at binde sig. På bunden er han nu god nok, for han samler på papirflyvere og afslører dermed, at også han er en drømmer. Som det ofte hænder, når Amor er på spil i amerikanske film, er enden god - men alting er absolut ikke godt.

De eneste lyspunkter i denne sødladne og forudsigelige affære er Patricia Clarkson og Dylan Baker, der formår at give kunstigt åndedræt til et par af de modne birollefigurer. Mage til makværk skal man kigge længe efter i bunken af romantiske komedier og magiske madfilm