Trut i hornet
3.0
Emir Kusturicas kaotiske komedie "Sort kat hvid kat" er en rodet og uoverskuelig affære, men også morsom og sært charmerende.
I disse for Jugoslavien så svære tider er det rart, at i det mindste nogle af borgerne kan holde deres tanker fra krig og propaganda og beskæftige sig med noget langt mere vigtigt, nemlig film. Sarajevo-fødte Emir Kusturica brød igennem med "Malik - far er på forretningsrejse", der i 1989 vandt guldpalmer i Cannes, en succes Kusturica gentog med den tvetydige "Underground" i 1995. Med to af filmkunstens fornemmeste priser i rygsækken er Kusturica er en af sværvægterne, men med "Sort kat hvid kat" har han valgt at forlade "Underground"s dystre toner og kaste sig over et grotesk, humoristisk modbillede. Resultatet er ujævnt.
Mere på spil
Kusturicas film inviterer til tolkninger: Persongalleriet er så omfattende og iscenesættelsen så hæsblæsende mættet, at der hele tiden er mere på spil end en simpel historie. Problemet er bare, at det sjældent er klart, hvad der er på spil. "Underground" var tydeligvis en allegori over Jugoslaviens undergang, men præcis hvor den ville hen med alle sine mange billeder, forvirrede de fleste kritikere, og Kusturica blev da også fortørnet over modtagelsen. Filmen blev nogle steder læst som et forsvar for Milosevics politik. De samme problemer vil "Sort kat hvid kat" sikkert løbe ind i, for Kusturica er først og fremmest billedskaber, mens det mere intellektuelle indhold er særdeles rodet. Man skal da tage "Sort kat hvid kat"s allegori over Jugoslaviens umulige 'fornuftsægteskab' med et gran salt og i stedet nyde den, for det den først og fremmest er: Et absurd og trompettruttende kometnedslag af en komedie.
Små og store svindlere
Det vil på forhånd være en umulig opgave at genfortælle handlingens mange krinkelkroge, men den groteske historie handler mest om ægteskab og penge: Den fladpandede svindler Matko Destanov vil bortgifte sin søn Zare til forbryderen Dadan Karambolos grimme dværg af en søster for at afvikle gammel og ny gæld. Men Zare er forelsket i sigøjnerpigen Ida, som elsker ham tilbage, men for øvrigt er lovet væk til Dadan. Samtidig leder den gamle storgangster Grga Pitic efter en kone til sin uduelige søn, der ikke vil gifte sig, før han møder kærligheden ved første blik. Matkos gamle far, Zarije, har ikke tænkt sig at lade sønnen spolere sønnesønnens liv så let, og med sin gamle harmonika har han en plan. Altså er der lagt op til de helt store svindelnumre, når alle snyder alle for at score kassen og blive gift med den rigtige.
Basunengle på overarbejde
Filmen er forvirrende og ikke halvt så snurrigt intelligent, som den bilder sig ind at være, men Kusturicas evne til at skabe groteskt festligt kaos hæver mange scener op på et sublimt niveau. Man skal sent glemme den kokainsniffende Dadans adrenalinpumpede dansenumre til elendig eurodance eller den ultrafede sigøjnerkvinde, der kan hive søm ud med røven. Filmen er fyldt af disse overlæssede scenerier med horder af forvirrede gæs, et evigt tonsende hornorkester og dansende bryllupsgæster. "Sort kat hvid kat" lever på de overdådige løjer, men problemet er måske lidt, at den evige fest sådan set er mindst lige så vellykket i "Underground", som også havde meget andet at byde på. Selvom karaktererne er charmerende og energien upåklagelig, forekommer "Sort kat hvid kat" lidt tynd, og den allegoriske tråd tabes halvvejs og erstattes af en lidt tilfældig og ironisk happy end. Det er sjovt, men ikke helt sjovt nok.
I disse for Jugoslavien så svære tider er det rart, at i det mindste nogle af borgerne kan holde deres tanker fra krig og propaganda og beskæftige sig med noget langt mere vigtigt, nemlig film. Sarajevo-fødte Emir Kusturica brød igennem med "Malik - far er på forretningsrejse", der i 1989 vandt guldpalmer i Cannes, en succes Kusturica gentog med den tvetydige "Underground" i 1995. Med to af filmkunstens fornemmeste priser i rygsækken er Kusturica er en af sværvægterne, men med "Sort kat hvid kat" har han valgt at forlade "Underground"s dystre toner og kaste sig over et grotesk, humoristisk modbillede. Resultatet er ujævnt.
Mere på spil
Kusturicas film inviterer til tolkninger: Persongalleriet er så omfattende og iscenesættelsen så hæsblæsende mættet, at der hele tiden er mere på spil end en simpel historie. Problemet er bare, at det sjældent er klart, hvad der er på spil. "Underground" var tydeligvis en allegori over Jugoslaviens undergang, men præcis hvor den ville hen med alle sine mange billeder, forvirrede de fleste kritikere, og Kusturica blev da også fortørnet over modtagelsen. Filmen blev nogle steder læst som et forsvar for Milosevics politik. De samme problemer vil "Sort kat hvid kat" sikkert løbe ind i, for Kusturica er først og fremmest billedskaber, mens det mere intellektuelle indhold er særdeles rodet. Man skal da tage "Sort kat hvid kat"s allegori over Jugoslaviens umulige 'fornuftsægteskab' med et gran salt og i stedet nyde den, for det den først og fremmest er: Et absurd og trompettruttende kometnedslag af en komedie.
Små og store svindlere
Det vil på forhånd være en umulig opgave at genfortælle handlingens mange krinkelkroge, men den groteske historie handler mest om ægteskab og penge: Den fladpandede svindler Matko Destanov vil bortgifte sin søn Zare til forbryderen Dadan Karambolos grimme dværg af en søster for at afvikle gammel og ny gæld. Men Zare er forelsket i sigøjnerpigen Ida, som elsker ham tilbage, men for øvrigt er lovet væk til Dadan. Samtidig leder den gamle storgangster Grga Pitic efter en kone til sin uduelige søn, der ikke vil gifte sig, før han møder kærligheden ved første blik. Matkos gamle far, Zarije, har ikke tænkt sig at lade sønnen spolere sønnesønnens liv så let, og med sin gamle harmonika har han en plan. Altså er der lagt op til de helt store svindelnumre, når alle snyder alle for at score kassen og blive gift med den rigtige.
Basunengle på overarbejde
Filmen er forvirrende og ikke halvt så snurrigt intelligent, som den bilder sig ind at være, men Kusturicas evne til at skabe groteskt festligt kaos hæver mange scener op på et sublimt niveau. Man skal sent glemme den kokainsniffende Dadans adrenalinpumpede dansenumre til elendig eurodance eller den ultrafede sigøjnerkvinde, der kan hive søm ud med røven. Filmen er fyldt af disse overlæssede scenerier med horder af forvirrede gæs, et evigt tonsende hornorkester og dansende bryllupsgæster. "Sort kat hvid kat" lever på de overdådige løjer, men problemet er måske lidt, at den evige fest sådan set er mindst lige så vellykket i "Underground", som også havde meget andet at byde på. Selvom karaktererne er charmerende og energien upåklagelig, forekommer "Sort kat hvid kat" lidt tynd, og den allegoriske tråd tabes halvvejs og erstattes af en lidt tilfældig og ironisk happy end. Det er sjovt, men ikke helt sjovt nok.
19/11-2018