Alt for Roseanna
3.0
Dødens ulidelige lethed
Når en lidenskablig mand vil opfylde sin kones sidste ønske tages alle midler i brug.
Enten er jeg et knudemenneske, eller også bevæger Alt for Roseanna sig på kanten af, hvad der egentlig er sjovt. I hvert fald i lang tid af gangen. Efter hvad filmen siger, er det faktisk en smal sag at dø, eller sætte træskoene, tage billetten og andre sådanne humoristiske udtryk som passer bedre i filmens jargon. Med en lethed af utrolige dimensioner følger vi Marcello, spillet med sydlandsk temperament af Jean Reno, mens han med alfaderlig iver prøver at forhindre sin landsbys indbyggere i at dø. På alle måder et nobelt træk, der selvfølgelig ligger helt andre og dybere årsager til. Marcellos elskede kone Roseanna, den henrivende Mercedes Ruehl, ligger for døden, og det eneste, hun ønsker sig, er en plads på byens kirkegård. Problemet er (ja, udover at hun skal dø, hvilket vi helt glemmer at begræde), at der kun er få gravsteder tilbage, og at der er rift om pladserne.
Lige lovligt muntert
Marcello har altså nok at se til, og det er alt sammen meget muntert, måske en tand for muntert til sidst. Nuvel, der er smukke scener fra byen Trivento, det oser langt væk af italiensk idyl i Marcellos lille trattoria, og både Roseanna og hendes søster Cecilia (Polly Walker) er bedårende sensuelle væsner. Og der er faktisk kostelige scener med Marcello i rollen som den sunde levevis' håndhæver og hele byens redningsmand. Med andre ord "Alt for Roseanna" er en udmærket film. Det er en skrupelløs hyldest til den store kærlighed, hvilket er både dejligt og livsbekræftigende. Men måske derfor kræver filmens næsten sorgløse omgang med døden og det at miste én man elsker en stærk tro på reinkarnation eller den endelige genforening i himlen. Sydlandsk temperament eller ej. Jeg blev mere beklemt end egentlig rørt, men trods alt også underholdt.
Når en lidenskablig mand vil opfylde sin kones sidste ønske tages alle midler i brug.
Enten er jeg et knudemenneske, eller også bevæger Alt for Roseanna sig på kanten af, hvad der egentlig er sjovt. I hvert fald i lang tid af gangen. Efter hvad filmen siger, er det faktisk en smal sag at dø, eller sætte træskoene, tage billetten og andre sådanne humoristiske udtryk som passer bedre i filmens jargon. Med en lethed af utrolige dimensioner følger vi Marcello, spillet med sydlandsk temperament af Jean Reno, mens han med alfaderlig iver prøver at forhindre sin landsbys indbyggere i at dø. På alle måder et nobelt træk, der selvfølgelig ligger helt andre og dybere årsager til. Marcellos elskede kone Roseanna, den henrivende Mercedes Ruehl, ligger for døden, og det eneste, hun ønsker sig, er en plads på byens kirkegård. Problemet er (ja, udover at hun skal dø, hvilket vi helt glemmer at begræde), at der kun er få gravsteder tilbage, og at der er rift om pladserne.
Lige lovligt muntert
Marcello har altså nok at se til, og det er alt sammen meget muntert, måske en tand for muntert til sidst. Nuvel, der er smukke scener fra byen Trivento, det oser langt væk af italiensk idyl i Marcellos lille trattoria, og både Roseanna og hendes søster Cecilia (Polly Walker) er bedårende sensuelle væsner. Og der er faktisk kostelige scener med Marcello i rollen som den sunde levevis' håndhæver og hele byens redningsmand. Med andre ord "Alt for Roseanna" er en udmærket film. Det er en skrupelløs hyldest til den store kærlighed, hvilket er både dejligt og livsbekræftigende. Men måske derfor kræver filmens næsten sorgløse omgang med døden og det at miste én man elsker en stærk tro på reinkarnation eller den endelige genforening i himlen. Sydlandsk temperament eller ej. Jeg blev mere beklemt end egentlig rørt, men trods alt også underholdt.
19/11-2018
