Havneland
4.0
En usædvalig og barsk dansk film om to brødres hårde liv i Ålborg
At betegne en film som 'interesant' er ofte det samme som at sige, at den egentlig er kedelig, men at det vist nok bare er en selv, der ikke rigtig forstår den. Det er imidlertid ikke for at skubbe %u201CPortland%u201D hen i det hjørne, at jeg siger, at den er en interessant film. Den er interessant, fordi den er en dansk film, der tør være anderledes. En film, der tør være rå. Det er en rå historie, og den er råt fortalt.
Janus (Anders Wodskou Berthelsen) er lige blevet løsladt fra fængslet, og bliver hentet af sin lillebror Jakob (Michael Müller), der er stukket af fra familiepleje. Janus har oparbejdet en gæld i fængslet, som han nu skal arbejde af for rockerlederen Lasse (Ulrich Thomsen). Hans arbejde består i at skaffe piller til videresalg. Janus har et fast leverandørgrundlag af pensionister med rundhåndede læger og pengemangel. Historien udspiller sig i spændingsfeltet mellem de to brødre. Den forhærdede pillespisende Janus, som dyrekøbt erfaring har lært at være hård og kold. Den blødere og mere følsomme Jakob, som Janus ser som sin opgave at oplære, så han kan overleve i en verden, hvor der ikke er plads til svagheder.
Det er sådant set en meget banal historie - en som er fortalt før. Men filmens styrke er, at den formår at fortælle historien på en alt andet end banal måde. %u201CPortland%u201D fortælles i kornede, ofte gulligt tintede billeder, nattebilleder fra en mørk og dyster by, hvor kun enkelte lys, ofte fra fabriksbygninger, lyser som små gule klatter, fotograferet i skæve subjektive vinkler.
Rockernes verden er sort og brutal. Hos de pensionister, som brødrene køber piller af, er farvetonen nærmest lortebrun med kronhjorte på væggene og giro 413 i radioen. Det er et meget stiliseret univers, men paradoksalt kommer det til at virke mere realistisk end i de fleste danske film, der er så pæne, rene og nydelige, at det er til at brække sig over.
Udansk og usentimental
I den typiske danske film falder hver eneste replik tungt og betydningsladet til jorden. Sådan er der simpelthen ikke nogen mennesker, der taler. %u201CPortland%u201D er ikke helt fri for den slags replikker, men generelt fungerer den på det niveau. Gennemgående siger personerne ikke særlig meget. Især er kvinderne næsten stumme. Janus%u2019 og Jakobs mor (Birthe Neumann) siger ikke et eneste ord i hele filmen, selvom hun optræder adskillige gange.
"Portland" fortjener al den ros den overhovedet kan få, for at den tør være anderledes. Den er befriende renset for den form for socialrådgiverrealisme, som præger danske film, når de beskæftiger sig med menneskelige og sociale problemer af en hver art. Når det så er sagt skal det også siges, at den ikke er hundrede procent vellykket. Det kan knibe med at holde interessen fanget for historien hele vejen igennem. Enkelte af personerne, som f.eks rockerlederen Lasse, tangerer karrikaturen. Anders Wodskou Berthelsen er fremragende som den desperate Janus, mens lillebror Jakob til tider er lovlig tuttenuttet og uskyldig.
Jeg har på fornemmelsen, at "Portland" er en af den slags film, der skiller vandene. Halvdelen af dem, der ser den, vil synes den er fremragende, og den anden halvdel vil synes, den er dårlig. Denne anmelder synes - med enkelte forbehold - at den er fremragende.
At betegne en film som 'interesant' er ofte det samme som at sige, at den egentlig er kedelig, men at det vist nok bare er en selv, der ikke rigtig forstår den. Det er imidlertid ikke for at skubbe %u201CPortland%u201D hen i det hjørne, at jeg siger, at den er en interessant film. Den er interessant, fordi den er en dansk film, der tør være anderledes. En film, der tør være rå. Det er en rå historie, og den er råt fortalt.
Janus (Anders Wodskou Berthelsen) er lige blevet løsladt fra fængslet, og bliver hentet af sin lillebror Jakob (Michael Müller), der er stukket af fra familiepleje. Janus har oparbejdet en gæld i fængslet, som han nu skal arbejde af for rockerlederen Lasse (Ulrich Thomsen). Hans arbejde består i at skaffe piller til videresalg. Janus har et fast leverandørgrundlag af pensionister med rundhåndede læger og pengemangel. Historien udspiller sig i spændingsfeltet mellem de to brødre. Den forhærdede pillespisende Janus, som dyrekøbt erfaring har lært at være hård og kold. Den blødere og mere følsomme Jakob, som Janus ser som sin opgave at oplære, så han kan overleve i en verden, hvor der ikke er plads til svagheder.
Det er sådant set en meget banal historie - en som er fortalt før. Men filmens styrke er, at den formår at fortælle historien på en alt andet end banal måde. %u201CPortland%u201D fortælles i kornede, ofte gulligt tintede billeder, nattebilleder fra en mørk og dyster by, hvor kun enkelte lys, ofte fra fabriksbygninger, lyser som små gule klatter, fotograferet i skæve subjektive vinkler.
Rockernes verden er sort og brutal. Hos de pensionister, som brødrene køber piller af, er farvetonen nærmest lortebrun med kronhjorte på væggene og giro 413 i radioen. Det er et meget stiliseret univers, men paradoksalt kommer det til at virke mere realistisk end i de fleste danske film, der er så pæne, rene og nydelige, at det er til at brække sig over.
Udansk og usentimental
I den typiske danske film falder hver eneste replik tungt og betydningsladet til jorden. Sådan er der simpelthen ikke nogen mennesker, der taler. %u201CPortland%u201D er ikke helt fri for den slags replikker, men generelt fungerer den på det niveau. Gennemgående siger personerne ikke særlig meget. Især er kvinderne næsten stumme. Janus%u2019 og Jakobs mor (Birthe Neumann) siger ikke et eneste ord i hele filmen, selvom hun optræder adskillige gange.
"Portland" fortjener al den ros den overhovedet kan få, for at den tør være anderledes. Den er befriende renset for den form for socialrådgiverrealisme, som præger danske film, når de beskæftiger sig med menneskelige og sociale problemer af en hver art. Når det så er sagt skal det også siges, at den ikke er hundrede procent vellykket. Det kan knibe med at holde interessen fanget for historien hele vejen igennem. Enkelte af personerne, som f.eks rockerlederen Lasse, tangerer karrikaturen. Anders Wodskou Berthelsen er fremragende som den desperate Janus, mens lillebror Jakob til tider er lovlig tuttenuttet og uskyldig.
Jeg har på fornemmelsen, at "Portland" er en af den slags film, der skiller vandene. Halvdelen af dem, der ser den, vil synes den er fremragende, og den anden halvdel vil synes, den er dårlig. Denne anmelder synes - med enkelte forbehold - at den er fremragende.
19/11-2018
