En tilfældig dag i maj
4.0
Der er stil på drengen i Anders Rønnow Klarlunds debutfilm om menneskeskæbner på dagen for EU-afstemningen, den attende maj 1993.
I udkanten af de begivenheder, man først vil tænke på, når den attende maj 1993 bringes frem i erindringen, vendes der skæbner i tre menneskers liv. De repræsenterer den majoritet, som ikke var der, på Nørrebro ved Sankt Hans Torv. I stedet drejer de i filmen rundt om dette brændende torv som små kloder, sangeren Ulla (Sanne Graulund), sælgeren Michael (Niels Anders Thorn) og den måske gale Jens (Rasmus Botoft), mens tilfældet sender dem imod hinanden, eller til hver deres side. Under alle omstændigheder er intet som det plejer, når dagen slutter.
Filmen om %u201CDen Attende%u201D er skåret som et drama-dokumentarisk tværsnit tre forskellige steder i København. Den handler ikke direkte om valget eller om Nørrebro, men er bygget rundt om datoen, så at forventningerne omkring et Ja eller Nej til Europa påvirker de tre hovedpersoners liv. Sælgeren Michael må således se en fed kontrakt med et par italienske kunder gå i vasken, da hans to medbragte call-girls på restauranten genkendes af nogle unge KU%u2019ere, som har svært ved at styre EU-festens berusende virkning. Valgresultatet ville sikkert have gjort kontrakten umulig alligevel, men sådan går det netop ikke i denne film. Ja eller Nej, Carlsberg eller Tuborg, betyder ikke det fjerneste i denne sammenhæng.
Jens bryder ud af sin psykiatriske forvaring for at besøge sin kæreste. Med sig har han den tavse Pernille (Lotte Bergstrøm), en medpatient fra hospitalet, der svæver igennem handlingen som en hypnotiseret engel med sin Strauss-musik i Walkman%u2019en og et par rulleskøjter i nærmest organisk kontakt med fødderne. Politiet er imidlertid på sporet af de undvegne, og da parrets flugt fører dem ind i optøjerne på Nørrebro, skydes Jens i benet. 'Skyd efter benene%u2019 er vist det uforsigtige råb, som filmen gør til virkelighed.
Flugten har desværre også mere end strejfet Ullas liv. Det skulle ellers have været en festdag for hende, men midt under aftenens optræden på scenen med mikrofoner direkte ud til radioens lyttere forvandles dagen til et mareridt af et telefonopkald. Hendes datter er blevet kørt ned af en ukendt flugtbilist, nemlig Jens. På vej til hospitalet samler Ulla den sårede Jens op uden at kende til sammenhængen. Således mødes personerne her i filmen bagom det synlige. Den ene hjælper den anden på tværs af de tråde, som binder 'offer%u2019 og gerningsmand sammen.
I dagens anledning
Filmen lægger sig tæt ind under de markører, som gør dagligdagens univers genkendeligt. Radioavisen skyder sig ind, når fokus skifter imellem de tre hovedpersoner, og diverse offentlige 'kændiser%u2019 er blevet engageret til at spille sig selv, f.eks. Hans Engell og Anders Fogh Rasmussen. At spille sig selv er åbenbart en svær opgave, når man som politiker tvinges til lidt selv-refleksion.
Ellers er der masser af godt skuespil i filmen, ikke de store armbevægelser, men en stille og utilsløret realisme, som gør filmen nærværende hele vejen. At Klarlund tilhører den nye generation af instruktører bør man samtidig ikke være i tvivl om. Palle Kjærulf Schmidt er en vandkanal på Mars når Klarlund sætter filtre, lys og skæve vinkler sammen på rad og række. Der er kort sagt meget 'film%u2019 i filmen, og selvom det visse steder kan virke anstrengende, er det mit personlige indtryk, at Klarlund er sluppet godt fra sin ekspressive stil.
Samtidig er det befriende, at filmen ikke har ambitioner om at være kritisk i forhold til den attende maj. Datoen er en anledning i filmen, ikke et politisk tema, og det kunne man godt have brug for oven på undersøgelserne af undersøgelserne til under... De ved hvad jeg mener. Den vender blikket udad mod periferien, væk fra den overbelyste begivenhed, mod tre mennesker, for hvem den attende ikke var EU-valg og Nørrebro, men en fyring, en flugt og et uigenkaldeligt tab. Det er deres anledning til at huske %u201CDen Attende%u201D. Sé den - en bedre anledning findes ikke.
I udkanten af de begivenheder, man først vil tænke på, når den attende maj 1993 bringes frem i erindringen, vendes der skæbner i tre menneskers liv. De repræsenterer den majoritet, som ikke var der, på Nørrebro ved Sankt Hans Torv. I stedet drejer de i filmen rundt om dette brændende torv som små kloder, sangeren Ulla (Sanne Graulund), sælgeren Michael (Niels Anders Thorn) og den måske gale Jens (Rasmus Botoft), mens tilfældet sender dem imod hinanden, eller til hver deres side. Under alle omstændigheder er intet som det plejer, når dagen slutter.
Filmen om %u201CDen Attende%u201D er skåret som et drama-dokumentarisk tværsnit tre forskellige steder i København. Den handler ikke direkte om valget eller om Nørrebro, men er bygget rundt om datoen, så at forventningerne omkring et Ja eller Nej til Europa påvirker de tre hovedpersoners liv. Sælgeren Michael må således se en fed kontrakt med et par italienske kunder gå i vasken, da hans to medbragte call-girls på restauranten genkendes af nogle unge KU%u2019ere, som har svært ved at styre EU-festens berusende virkning. Valgresultatet ville sikkert have gjort kontrakten umulig alligevel, men sådan går det netop ikke i denne film. Ja eller Nej, Carlsberg eller Tuborg, betyder ikke det fjerneste i denne sammenhæng.
Jens bryder ud af sin psykiatriske forvaring for at besøge sin kæreste. Med sig har han den tavse Pernille (Lotte Bergstrøm), en medpatient fra hospitalet, der svæver igennem handlingen som en hypnotiseret engel med sin Strauss-musik i Walkman%u2019en og et par rulleskøjter i nærmest organisk kontakt med fødderne. Politiet er imidlertid på sporet af de undvegne, og da parrets flugt fører dem ind i optøjerne på Nørrebro, skydes Jens i benet. 'Skyd efter benene%u2019 er vist det uforsigtige råb, som filmen gør til virkelighed.
Flugten har desværre også mere end strejfet Ullas liv. Det skulle ellers have været en festdag for hende, men midt under aftenens optræden på scenen med mikrofoner direkte ud til radioens lyttere forvandles dagen til et mareridt af et telefonopkald. Hendes datter er blevet kørt ned af en ukendt flugtbilist, nemlig Jens. På vej til hospitalet samler Ulla den sårede Jens op uden at kende til sammenhængen. Således mødes personerne her i filmen bagom det synlige. Den ene hjælper den anden på tværs af de tråde, som binder 'offer%u2019 og gerningsmand sammen.
I dagens anledning
Filmen lægger sig tæt ind under de markører, som gør dagligdagens univers genkendeligt. Radioavisen skyder sig ind, når fokus skifter imellem de tre hovedpersoner, og diverse offentlige 'kændiser%u2019 er blevet engageret til at spille sig selv, f.eks. Hans Engell og Anders Fogh Rasmussen. At spille sig selv er åbenbart en svær opgave, når man som politiker tvinges til lidt selv-refleksion.
Ellers er der masser af godt skuespil i filmen, ikke de store armbevægelser, men en stille og utilsløret realisme, som gør filmen nærværende hele vejen. At Klarlund tilhører den nye generation af instruktører bør man samtidig ikke være i tvivl om. Palle Kjærulf Schmidt er en vandkanal på Mars når Klarlund sætter filtre, lys og skæve vinkler sammen på rad og række. Der er kort sagt meget 'film%u2019 i filmen, og selvom det visse steder kan virke anstrengende, er det mit personlige indtryk, at Klarlund er sluppet godt fra sin ekspressive stil.
Samtidig er det befriende, at filmen ikke har ambitioner om at være kritisk i forhold til den attende maj. Datoen er en anledning i filmen, ikke et politisk tema, og det kunne man godt have brug for oven på undersøgelserne af undersøgelserne til under... De ved hvad jeg mener. Den vender blikket udad mod periferien, væk fra den overbelyste begivenhed, mod tre mennesker, for hvem den attende ikke var EU-valg og Nørrebro, men en fyring, en flugt og et uigenkaldeligt tab. Det er deres anledning til at huske %u201CDen Attende%u201D. Sé den - en bedre anledning findes ikke.
19/11-2018