En tynd kop tango
2.0
"Tango" er en film om, hvordan tangoens rytmer er tilstede i alle dele af det argentinske liv - både individuelt, socialt og politisk.
"It takes tiles to tango," bliver Rudolf Valentino citeret for i Billy Wilders "Sunset Boulevard" (1950). Stumfilmens førsteelsker Valentino gjorde selv tangoen berømt for snart firs år siden i "The Four Horsemen of the Apocalypse" (1921). Den fallerede stjerne Norma Desmond forsøgte at forføre den misforståede manuskriptforfatter Joe Gillis med tangoens hjælp i Wilders film. Og senest er det Sally Potter, som i "Tango Lesson" (1997) lod sig forføre af tangoen.
Og nu er turen kommet til den spanske instruktør-veteran Carlos Saura i filmen, der kort og godt hedder "Tango". Filmen, som handler om en instruktør, der er ved at lave en film om tango, er en fejende flot hyldest til dansen, som den danses i Argentina. Men for de hvis største rytmiske udfoldelse er at vrikke med lilletåen, når Spice Girls spiller på P3, så er filmens fascination af tangoen et langt sejt træk.
Kærlighedserklæring til tangoen
Tangoen vil for altid være knyttet til de brølende tyvere, hvor verden kørte i højeste gear, og børskrakket i 1929 endnu ikke havde taget kapitalismens uskyld. Og denne uskyldens tidsalder spiller en stor rolle i Sauras "Tango". Det Argentina, som ligger udenfor filmstudiernes tidløse intethed har knap nok ændret sig siden tyverne. Pengemændene bag instruktøren Mario Suarez (Miguel Angelo Sola) forestilling er som hentet fra den amerikanske underverden, og danserestauranternes tango-mestre har aldrig forladt den strålende fortid.
Filmen er en kærlighedserklæring til tangoen, og rammefortællinger er underordnet i denne kærlighed. Plottet med den midaldrende instruktør Mario og hans problematiske kærlighed til tangoen og kvinder er tyndt. Og det er krydret med en dybsindighed, der overstiger det, filmen har til hensigt at viderebringe til publikum.
Både filmen og filmen i filmen forsøger at skabe bro mellem Argentinas smertefulde fortid og tangoen, der indfanger den argentinske folkesjæl. Instruktøren Mario forsøger at omdanne den sensuelle og forførende tango til et billede på den tortur og undertrykkelse, som argentinernes fortid har budt på. Skiftende diktatorers systematiske ødelæggelse af landet og dets befolkning bliver til en del af filmen i filmen, og filmens tre producenter fremstår som afbildninger af de generaler, der holdt landets befolkning i et jerngreb.
Samfundskritisk tango
Filmens midaldrende instruktør er for nylig blevet forladt af sin kone og har flyttet sin madras ind i filmstudiet i et forsøg på at undslippe minderne i deres tidligere fælles lejlighed. Her i de isolerede filmstudier kan han effektivt lukke virkeligheden ude og skabe sin egen vision af fortid og nutid - en verden hvor hans drømme og virkeligheden smelter sammen til en tango-forestilling med et samfundskritisk indhold.
Mario er omgivet af medløbere og rygklappere, der ikke stillet spørgsmålstegn ved hans visioner. Mødet med den purunge Elena (Mia Maestro), som er en af pengemændenes elskerinde, tegner til at blive en fatal "tango jalousi" - man piller ikke ved sine små-kriminelle bagmænds elskerinder. Men meget betegnende for filmen er det, at det ikke bliver fatalt for nogen af dem. Og da Marios samfundskritiske forestilling udfordrer det stadig magtfulde militær, bliver konflikten kun antydet, og det hele ender i et storstilet tango-optrin.
Filmens spanske instruktør Carlos Saura har siden sin debut i 1956 instrueret mere end 30 film. Og det er ikke første gang, at han frådende kaster sig over dans. Han kendes blandt andet fra sin flamenco-udgave af "Carmen" (1983) og filmen "Flamenco" (1995). "Tango" er blændende fotograferet af den tre-dobbelt Oscarvinder Vittorio Storaro, som også vandt den tekniske pris i Cannes 1998 for sine tango-billeder. De medrivende billederne ledsages af den argentinske komponist Lalo Schifrins tango-musik, hvis fråsende violiner leder tankerne hen på Bernard Herrmanns musik til "Psycho" (1960).
Men trods de gode intentioner om at drage paralleller mellem landets fortid og nutid og tangoen, så er der for meget tango og for lidt handling i filmen til en forfrossen dansk anmelder. Derfor får filmen kun to øjne. Der er selvfølgelig de tango-elskere, som vil hævde, at filmen har fortjent mere end det. De har muligvis også ret.
"It takes tiles to tango," bliver Rudolf Valentino citeret for i Billy Wilders "Sunset Boulevard" (1950). Stumfilmens førsteelsker Valentino gjorde selv tangoen berømt for snart firs år siden i "The Four Horsemen of the Apocalypse" (1921). Den fallerede stjerne Norma Desmond forsøgte at forføre den misforståede manuskriptforfatter Joe Gillis med tangoens hjælp i Wilders film. Og senest er det Sally Potter, som i "Tango Lesson" (1997) lod sig forføre af tangoen.
Og nu er turen kommet til den spanske instruktør-veteran Carlos Saura i filmen, der kort og godt hedder "Tango". Filmen, som handler om en instruktør, der er ved at lave en film om tango, er en fejende flot hyldest til dansen, som den danses i Argentina. Men for de hvis største rytmiske udfoldelse er at vrikke med lilletåen, når Spice Girls spiller på P3, så er filmens fascination af tangoen et langt sejt træk.
Kærlighedserklæring til tangoen
Tangoen vil for altid være knyttet til de brølende tyvere, hvor verden kørte i højeste gear, og børskrakket i 1929 endnu ikke havde taget kapitalismens uskyld. Og denne uskyldens tidsalder spiller en stor rolle i Sauras "Tango". Det Argentina, som ligger udenfor filmstudiernes tidløse intethed har knap nok ændret sig siden tyverne. Pengemændene bag instruktøren Mario Suarez (Miguel Angelo Sola) forestilling er som hentet fra den amerikanske underverden, og danserestauranternes tango-mestre har aldrig forladt den strålende fortid.
Filmen er en kærlighedserklæring til tangoen, og rammefortællinger er underordnet i denne kærlighed. Plottet med den midaldrende instruktør Mario og hans problematiske kærlighed til tangoen og kvinder er tyndt. Og det er krydret med en dybsindighed, der overstiger det, filmen har til hensigt at viderebringe til publikum.
Både filmen og filmen i filmen forsøger at skabe bro mellem Argentinas smertefulde fortid og tangoen, der indfanger den argentinske folkesjæl. Instruktøren Mario forsøger at omdanne den sensuelle og forførende tango til et billede på den tortur og undertrykkelse, som argentinernes fortid har budt på. Skiftende diktatorers systematiske ødelæggelse af landet og dets befolkning bliver til en del af filmen i filmen, og filmens tre producenter fremstår som afbildninger af de generaler, der holdt landets befolkning i et jerngreb.
Samfundskritisk tango
Filmens midaldrende instruktør er for nylig blevet forladt af sin kone og har flyttet sin madras ind i filmstudiet i et forsøg på at undslippe minderne i deres tidligere fælles lejlighed. Her i de isolerede filmstudier kan han effektivt lukke virkeligheden ude og skabe sin egen vision af fortid og nutid - en verden hvor hans drømme og virkeligheden smelter sammen til en tango-forestilling med et samfundskritisk indhold.
Mario er omgivet af medløbere og rygklappere, der ikke stillet spørgsmålstegn ved hans visioner. Mødet med den purunge Elena (Mia Maestro), som er en af pengemændenes elskerinde, tegner til at blive en fatal "tango jalousi" - man piller ikke ved sine små-kriminelle bagmænds elskerinder. Men meget betegnende for filmen er det, at det ikke bliver fatalt for nogen af dem. Og da Marios samfundskritiske forestilling udfordrer det stadig magtfulde militær, bliver konflikten kun antydet, og det hele ender i et storstilet tango-optrin.
Filmens spanske instruktør Carlos Saura har siden sin debut i 1956 instrueret mere end 30 film. Og det er ikke første gang, at han frådende kaster sig over dans. Han kendes blandt andet fra sin flamenco-udgave af "Carmen" (1983) og filmen "Flamenco" (1995). "Tango" er blændende fotograferet af den tre-dobbelt Oscarvinder Vittorio Storaro, som også vandt den tekniske pris i Cannes 1998 for sine tango-billeder. De medrivende billederne ledsages af den argentinske komponist Lalo Schifrins tango-musik, hvis fråsende violiner leder tankerne hen på Bernard Herrmanns musik til "Psycho" (1960).
Men trods de gode intentioner om at drage paralleller mellem landets fortid og nutid og tangoen, så er der for meget tango og for lidt handling i filmen til en forfrossen dansk anmelder. Derfor får filmen kun to øjne. Der er selvfølgelig de tango-elskere, som vil hævde, at filmen har fortjent mere end det. De har muligvis også ret.
19/11-2018