Knald på Kuzco
3.0
"Kejserens nye flip" er en sjov film med fantastiske visuelle indfald, men meningen fortaber sig i biografmørket
Årets første Disney-film er en mærkelig oplevelse. Meget naturligt har den i Disney-sammenhæng debuterende instruktør, Mark Dindal, med "Kejserens nye flip" forsøgt at bryde med den skabelon, som man så godt som altid ser benyttet i film fra dette firma. Vel er der sang og musik (skrevet af Sting), men det holdes på et minimum. Historien om den store kærlighed eller det ubrydelige venskab skal man også lede længe efter. Faktisk er hovedpersonen ikke engang specielt sympatisk endsige heltemodig. Humoren er ikke rund og godmodig, men absurd, actionpræget og ofte med referencer til filmmediet selv. Faktisk ligner den langt mere noget fra et andet studie som for eksempel Warner Brothers, hvor man i årevis har haft et helt andet kærligt forhold til tegnefilm af denne art.
Masser humor, nul poesi
"Kejserens nye flip" sprudler af fantastiske visuelle indfald og et vildt billedsprog, en sjov og moderne dialog - måske lige på grænsen til det irriterende - og en absurd humor. Der er meget at se på og le ad i de 77 minutter filmen varer. Desværre mangler filmen noget helt essentielt: en god historie. Fortællingen om den smarte, selvfede og egoistiske kejser Kuzco fra en navnløs præcolumbiansk kultur, der på grund af en fyret rådgivers hævntørst forvandles til en lama, må på synopsplanet have fyldt mindre end kolofonen i en gennemsnitlig pixibog. Handlingen er ingenting i sig selv, men fungerer blot som en affyringsrampe for de løjer og gags, der alligevel gør filmen seværdig. Ligeledes er "Kejserens nye flip" klinisk renset for logik og poesi.
Vangsø vinder ved nærmere bekendtskab
I rollen som Kejser Kuzcos danske stemme er "Big Brother"-aktuelle Mads Vangsø til at begynde med rasende irriterende med sin sprøde drengerøst og notorisk dårlige diktion. Men som filmen skrider frem, sker der det forunderlige, at Vangsøs fortræffelige timing i flere og flere scener tager stikket hjem. Oh, hvilke sarkasmer. Sjovt nok følger dette fænomen Kuzcos udvikling fra umenneske til menneske (på flere planer), og resultatet bliver, at man kommer til at holde af såvel Kuzco som Vangsø. I hvert fald lidt.
"Kejserens nye flip" er imidlertid nok et nummer i rækken af Disney-film, som er hurtigt glemt. Det er tomme kalorier serveret i en sjov og funky indpakning. Man mores i mørket og har glemt den igen, før chokofantposen har ramt bunden af papirkurven.
Årets første Disney-film er en mærkelig oplevelse. Meget naturligt har den i Disney-sammenhæng debuterende instruktør, Mark Dindal, med "Kejserens nye flip" forsøgt at bryde med den skabelon, som man så godt som altid ser benyttet i film fra dette firma. Vel er der sang og musik (skrevet af Sting), men det holdes på et minimum. Historien om den store kærlighed eller det ubrydelige venskab skal man også lede længe efter. Faktisk er hovedpersonen ikke engang specielt sympatisk endsige heltemodig. Humoren er ikke rund og godmodig, men absurd, actionpræget og ofte med referencer til filmmediet selv. Faktisk ligner den langt mere noget fra et andet studie som for eksempel Warner Brothers, hvor man i årevis har haft et helt andet kærligt forhold til tegnefilm af denne art.
Masser humor, nul poesi
"Kejserens nye flip" sprudler af fantastiske visuelle indfald og et vildt billedsprog, en sjov og moderne dialog - måske lige på grænsen til det irriterende - og en absurd humor. Der er meget at se på og le ad i de 77 minutter filmen varer. Desværre mangler filmen noget helt essentielt: en god historie. Fortællingen om den smarte, selvfede og egoistiske kejser Kuzco fra en navnløs præcolumbiansk kultur, der på grund af en fyret rådgivers hævntørst forvandles til en lama, må på synopsplanet have fyldt mindre end kolofonen i en gennemsnitlig pixibog. Handlingen er ingenting i sig selv, men fungerer blot som en affyringsrampe for de løjer og gags, der alligevel gør filmen seværdig. Ligeledes er "Kejserens nye flip" klinisk renset for logik og poesi.
Vangsø vinder ved nærmere bekendtskab
I rollen som Kejser Kuzcos danske stemme er "Big Brother"-aktuelle Mads Vangsø til at begynde med rasende irriterende med sin sprøde drengerøst og notorisk dårlige diktion. Men som filmen skrider frem, sker der det forunderlige, at Vangsøs fortræffelige timing i flere og flere scener tager stikket hjem. Oh, hvilke sarkasmer. Sjovt nok følger dette fænomen Kuzcos udvikling fra umenneske til menneske (på flere planer), og resultatet bliver, at man kommer til at holde af såvel Kuzco som Vangsø. I hvert fald lidt.
"Kejserens nye flip" er imidlertid nok et nummer i rækken af Disney-film, som er hurtigt glemt. Det er tomme kalorier serveret i en sjov og funky indpakning. Man mores i mørket og har glemt den igen, før chokofantposen har ramt bunden af papirkurven.
19/11-2018
