De gode gamle
3.0
Det er de gamle drenges vagtparade i Robert Bentons afdæmpede, nostalgiske og yderst velspillede kriminalfilm "Sandhedens time"
Der er tydelig forskel på, når yngre instruktører udfolder deres nostalgiske kærlighedserklæringer til gamle genrer, og når de garvede drenge giver deres bud. De senere år har vist hvordan unge instruktører, ganske naturligt, opdaterer gamle genretræk i et nutidigt og ofte hæsblæsende filmsprog. Velkendte stereotyper buldrer ofte frem med samme finesse som den berømte elefant i porcelænsbutikken. Og det kan der komme en særdeles energisk omgang underholdning ud af, så som Renny Harlins piratfilms hyldest "Cutthroat Island"(1995). Men instruktørens ubønhørlige og bastante insisteren på at vise sit kendskab til genrens stereotyper, kan også ende i larmende og lumsk kedelige stiløvelser, som Martin Campbells seneste Zorro udladning. For de fleste af den ældre generations instruktører, er genrekonventioner noget, der er placeret på rygraden. Tempoet er mere sindigt, nostalgien er mindre anmasende og filmene virker i det hele taget mere som en hyldest end som en trend i tiden. Til denne gruppe hører Robert Benton og hans seneste kriminalfilm "Sandhedens time".
Af den gamle skole
Den pensionerede privatdetektiv Harry Ross (Paul Newman) får en tilsyneladende rutineopgave af hans velhavende venner, ægteparret Ames (Susan Sarandon og Gene Hackman). Pludselig står han med et lig på hånden og en bunke oplysninger, der vækker et par spøgelser i Ames-parrets fortid. Specielt viser der sig at være et par løse ender i forbindelse med Catherine Ames tidligere mands død. Ross får uventet hjælp fra en gammel politikollega Raymond Hope (James Garner), der viser sig at have noget grumset mel i posen.
Som det sikkert fremgår er vi dykket godt og grundigt ned i det noir'ske smudsige univers, hvor intet er som det ser ud til, og hvor man som anmelder skal vare sig med at afsløre for meget.
Egentlig har handlingen mere til fælles med de amerikanske kriminalfilm fra 60'erne og 70'erne hvor både Newman og Hackman boltrede sig som privatdetektiver i bl.a. "Harper" (1966) og "Night Moves" (1975). Det skyldes dog ikke udelukkende tilstædeværelsen af de to gamle kæmper, men fordi Robert Benton har ramt en atmosfære af rigmandsdekadence, som specielt var fremtrædende i den periode.
Der er flere positive ting at sige om "Sandhedens time". Det er en sand fryd at se de tre gamle gutter boltre sig; specielt når dialogen er så veloplagt skrevet som den er her. Tempoet er forfriskende afdæmpet samtidig med at den langtfra er genremæssigt anmasende uden at tabe sin tydelige kriminalfilms atmosfære. Dens åbenlyse problemer ligger i plottet. Det er ganske enkelt for velkendt, og er som støvsuget for overraskelser og originale indfald. Man kan mistænke Benton for at bruge plottet, som et spinkelt afsæt til et ganske underholdende three-man show
Der er tydelig forskel på, når yngre instruktører udfolder deres nostalgiske kærlighedserklæringer til gamle genrer, og når de garvede drenge giver deres bud. De senere år har vist hvordan unge instruktører, ganske naturligt, opdaterer gamle genretræk i et nutidigt og ofte hæsblæsende filmsprog. Velkendte stereotyper buldrer ofte frem med samme finesse som den berømte elefant i porcelænsbutikken. Og det kan der komme en særdeles energisk omgang underholdning ud af, så som Renny Harlins piratfilms hyldest "Cutthroat Island"(1995). Men instruktørens ubønhørlige og bastante insisteren på at vise sit kendskab til genrens stereotyper, kan også ende i larmende og lumsk kedelige stiløvelser, som Martin Campbells seneste Zorro udladning. For de fleste af den ældre generations instruktører, er genrekonventioner noget, der er placeret på rygraden. Tempoet er mere sindigt, nostalgien er mindre anmasende og filmene virker i det hele taget mere som en hyldest end som en trend i tiden. Til denne gruppe hører Robert Benton og hans seneste kriminalfilm "Sandhedens time".
Af den gamle skole
Den pensionerede privatdetektiv Harry Ross (Paul Newman) får en tilsyneladende rutineopgave af hans velhavende venner, ægteparret Ames (Susan Sarandon og Gene Hackman). Pludselig står han med et lig på hånden og en bunke oplysninger, der vækker et par spøgelser i Ames-parrets fortid. Specielt viser der sig at være et par løse ender i forbindelse med Catherine Ames tidligere mands død. Ross får uventet hjælp fra en gammel politikollega Raymond Hope (James Garner), der viser sig at have noget grumset mel i posen.
Som det sikkert fremgår er vi dykket godt og grundigt ned i det noir'ske smudsige univers, hvor intet er som det ser ud til, og hvor man som anmelder skal vare sig med at afsløre for meget.
Egentlig har handlingen mere til fælles med de amerikanske kriminalfilm fra 60'erne og 70'erne hvor både Newman og Hackman boltrede sig som privatdetektiver i bl.a. "Harper" (1966) og "Night Moves" (1975). Det skyldes dog ikke udelukkende tilstædeværelsen af de to gamle kæmper, men fordi Robert Benton har ramt en atmosfære af rigmandsdekadence, som specielt var fremtrædende i den periode.
Der er flere positive ting at sige om "Sandhedens time". Det er en sand fryd at se de tre gamle gutter boltre sig; specielt når dialogen er så veloplagt skrevet som den er her. Tempoet er forfriskende afdæmpet samtidig med at den langtfra er genremæssigt anmasende uden at tabe sin tydelige kriminalfilms atmosfære. Dens åbenlyse problemer ligger i plottet. Det er ganske enkelt for velkendt, og er som støvsuget for overraskelser og originale indfald. Man kan mistænke Benton for at bruge plottet, som et spinkelt afsæt til et ganske underholdende three-man show
19/11-2018
