Nosser som et båthorn

Sidse Babett Knudsen beviser i "Den eneste ene" det, som man længe har anet: at dansk film i hende har en skuespiller med potentiale til at blive den helt store kvindelige stjerne.

Emsige Lizzie er gift med den blide køkkenmontør Niller, og vil gerne adoptere som følge af Nillers usædvanligt ringe sædkvalitet. Sus er derimod gift med italieneren Andrea, som hun ganske vist kalder Sonny, og han har ingen problemer med sædkvaliteten. Men Sus er bare ikke sikker på, at det er nu, hun skal have børn. De to par lever i lykkelig uvidenhed om hinanden og hinandens forskellige planer om familieforøgelse. Men begge par må sande, at det er sin sag at være vordende forældre, og hver især og på forskellige måder bliver deres ægteskaber sendt til tælling.

Heldigvis står Sus og har brug for et køkken, og således møder hun køkkenelementernes ukronede konge, Niller, der ved et og andet om låger og hængsler. Dette møde skal vise sig at kaste et romantisk skær over Sus' morgenkvalme og give Niller energi til bøvlet med den strikse paragrafrytter fra adoptionskontoret. Fra sidelinien hepper Nillers muntre montørmakker, Knud, og Sus' usikre og frustrerede veninde fra beautybiksen, Stella.

"Den eneste ene" er en moderne dansk filmkomedie, som lykkes med det, som alle komedier tilstræber: at more. Og den gør det oven i købet overordentligt godt. Instruktøren Susanne Bier må siges at have taget revanche for den lidt fade gyser "Sekten", for hun har fået rigtig meget godt ud af Kim Fupz Aakesons manuskript, som ganske vist rummer guldrandede oneliners nok til en hel håndfuld gennemsnitskomedier, men som måske ikke lige er den helt store historie. Med stor sans for timing leverer Bier varen, så mindelser om den svenske succesfilm "Adam og Eva" dukker op i erindringen.

De bærende kræfter i filmen leverer første klasses komediespil. Sidse Babett Knudsen er i rollen som den umodne og overfladiske kosmetolog Sus aldeles ubetalelig. Hendes register er så stort, og hendes sans for replikker er så udtalt, at det er umuligt ikke at overgive sig til hende. Hun besidder både sødme og charme, samtidigt med at der er en god portion skurvogn i hende. Niels Olsen er som Niller så krammesød og god uden at forfalde til det vatnissede. Han er fantastisk til at finde balancen mellem at spille komedie og skabe en troværdig figur. Søs Egelind er lige i øjet som den (med Knuds ord) "røvirriterende, røvdominerende og røv-for-meget" Lizzie.

Bifigurerne i "Den eneste ene" er derimod langt mere karikerede og todimensionelle. Det gør dem nu ikke kedeligere, tværtimod. Sofie Gråbøl f.eks. spiller for en gangs skyld helt mod sin type. Godt polstret med skumgummiridelår og skæve bongopatter er hun guld værd som emsige Lizzies ikke mindre insisterende psykologaspirantlillesøster, som vil have Niller for sig selv. Gråbøls talent for arytmisk dans er en showstopper.

De fleste biografgængere vil nok længe huske kammesjukken Knud (Lars Kaalund), som nok taler gennem bøvser (eller sådan virker det i hvert fald), men til gengæld har alle filmens fedeste oneliners. Hvem kan f.eks. glemme en jubelabsurditet som "hvis dine nosser var et båthorn, hvordan ville de så lyde?"? Men samtidig er figuren Knud én af "Den eneste ene"s svagheder. Han er så at sige karikeret op i en krog med sin ama'rkanske dialekt og sine flyttemand Olsenattituder, og til tider virker han så utroværdig, at man har det som om, han skulle have været med i en Olsen-bandefilm og gik forkert, da han kom ud af sminkerummet. Med denne og andre mindre roller virker filmen som om, at den ikke rigtig kan bestemme sig til, hvilken komediestil, den skal forsøge at ramme. En komedie med meget genkendelighed i figurerne eller en farce med groft karikerede og todimensionelle figurer. Her kunne man måske nok have ønsket sig en stærkere instruktion.

Men dette er en lille detalje, som ikke overskygger fornøjelsen ved filmen. "Den eneste ene" er en moderne, velturneret, velspillet dansk komedie, der helt sikkert har alle chancer for at gå rent ind hos et stort publikum.