Grader af sindssyge
4.0
Ny amerikansk dokumentarfilm skildrer den dybt forskruede tegneserietegner Robert Crumb med stor finesse
Dokumentarfilmen har de sidste fem år (siden "Roger & Me" - om General Motors direktøren Roger Smith) fået comeback som film i spillefilmslængde, især på filmfestivaler, men også af og til i almindelig biografdistribution. Især i USA, hvor den brede underholdningsfilm typisk ikke har særligt meget med den virkelige verden at gøre, er det en genre, som giver filmskaberen mulighed for at skildre sociale forhold og sære personer, som aldrig ellers ville komme til filmlærredet, fordi de ikke passer ind i Hollywoods skabeloner.
Især den tre timer lange basketballfilm "Hoop Dreams" og filmen om Orson Welles, "The one man band", har gjort indtryk. Også herhjemme lever genren, f.eks. i den Bodil-nominerede Dreyer-film (se anmeldelsen af "Carl Th. Dreyer - Min metier"), og især i Thomas Gisslasons Jørgen Leth-dokumentar "Fra hjertet til hånden". Sidstnævnte er et klassisk eksempel på, at en dokumentarfilm næsten ikke kan undgå at blive interessant, hvis man skildrer en stor kunstner, der samtidig har en lettere sindssyg personlighed. Men dem der synes Jørgen Leths vanvittige rejse-fobier er noget, har med garanti ikke set Terry Zwigoffs "Crumb", der byder på det rene og skære vanvid.
Kulttegneseriens syge far
"Crumb" handler om den amerikanske tegneserietegner Robert Crumb. Det er ham, der har tegnet serier som "Keep on truckin'", "Fritz the Cat" og "Hr. Naturli'". Hans figurer er opfundet i tresserne under indflydelse af LSD. Tegningerne er absurde og psykedeliske, og selve historierne racistiske, tabubrydende og frem for alt dybt sexistiske. Og Robert Crumb er lige sådan - en underlig, kikset mand, hamrende asocial, ude af stand til at acceptere sin egen krop, og på samme tid uhyggelig besat af og dybt fremmedgjort overfor kvinder og sin egen seksualitet. Og det mest utrolige er, at han ikke alene er den midterste af tre brødre - han er også den mest normale!
Filmen graver ned i Roberts familieforhold. Faderen var voldelig marinesoldat, og moderen begyndte at tage amfetamin for at holde sin vægt nede - i dag er hun dybt paranoid og sindsyg. Alle brødrene var nærmest fra fødslen ekstremt intelligente, begavet med et enormt talent for at tegne, samt dybt underlige. Robert og hans storebror tegnede fra de var ganske små deres egne tegneserier sammen, i evig konkurrence. Men broderen blev sindsyg som teenager, og filmen viser ham som voksen boende på et lille værelse hos den sindsyge moder, ude at stand til at gå uden for huset, og dybt begravet i indviklede filosofibøger. Også den yngste bror blev sindssyg, og lever nu som maler, dybt medicineret, efter at have chikaneret kvinder på åben gade. Kun Crumb undgik den direkte sindssyge, og bliver nu hyldet af kunstkritikere som "Det tyvende århundredes Breughel".
Crumb'ernes kranke skæbne
Filmen veksler mellem interview med Robert Crumb, hans familie, hans kone og eks-kærester og kritikere, og så forbilledelige eksempler på han tegneserier, som virkelig er noget helt for sig selv. Og det er en fremragende film. Man skiftevis griner og bliver dybt skræmt over det afgrundsdybe selv- og kvindehad, som Crumb lægger for dagen. Filmen er rig på virtuose visuelle detaljer og den gamle musik, som Robert Crumb samler på.
Hele skildringen af den ældste broder er mildest talt rystende - hans tiltagende sindssyge er bevaret i ham og Roberts gamle hjemmelavede tegneseriehæfter, hvor de naive figurer først begynder at blive tegnet i striber, derefter bliver mindre og mindre i forhold til tekstboblerne, for til sidst helt at forsvinde til fordel for teksten, der ender som bog efter bog med skrå streger i stedet for ord. Også Roberts barndomstraumer findes som tegneserier, men i mere forståelig form, for han har skildret sin baggrund i serie efter serie, der i filmen ofte lægger billedside til hans beretning.
Hele Crumb-familiens skæbne lægges frem for tilskueren, så vi selv kan danne os en mening om personerne, men samtidig med en underliggende forståelse og respekt for, at det trods alt er lykkes Robert Crumb at bevare en flig af sund fornuft. Hvis man er interesseret i tegneserier, seksualitet eller menneskesindets krinkelkroge, må man simpelthen ikke snyde sig selv for denne film.
Dokumentarfilmen har de sidste fem år (siden "Roger & Me" - om General Motors direktøren Roger Smith) fået comeback som film i spillefilmslængde, især på filmfestivaler, men også af og til i almindelig biografdistribution. Især i USA, hvor den brede underholdningsfilm typisk ikke har særligt meget med den virkelige verden at gøre, er det en genre, som giver filmskaberen mulighed for at skildre sociale forhold og sære personer, som aldrig ellers ville komme til filmlærredet, fordi de ikke passer ind i Hollywoods skabeloner.
Især den tre timer lange basketballfilm "Hoop Dreams" og filmen om Orson Welles, "The one man band", har gjort indtryk. Også herhjemme lever genren, f.eks. i den Bodil-nominerede Dreyer-film (se anmeldelsen af "Carl Th. Dreyer - Min metier"), og især i Thomas Gisslasons Jørgen Leth-dokumentar "Fra hjertet til hånden". Sidstnævnte er et klassisk eksempel på, at en dokumentarfilm næsten ikke kan undgå at blive interessant, hvis man skildrer en stor kunstner, der samtidig har en lettere sindssyg personlighed. Men dem der synes Jørgen Leths vanvittige rejse-fobier er noget, har med garanti ikke set Terry Zwigoffs "Crumb", der byder på det rene og skære vanvid.
Kulttegneseriens syge far
"Crumb" handler om den amerikanske tegneserietegner Robert Crumb. Det er ham, der har tegnet serier som "Keep on truckin'", "Fritz the Cat" og "Hr. Naturli'". Hans figurer er opfundet i tresserne under indflydelse af LSD. Tegningerne er absurde og psykedeliske, og selve historierne racistiske, tabubrydende og frem for alt dybt sexistiske. Og Robert Crumb er lige sådan - en underlig, kikset mand, hamrende asocial, ude af stand til at acceptere sin egen krop, og på samme tid uhyggelig besat af og dybt fremmedgjort overfor kvinder og sin egen seksualitet. Og det mest utrolige er, at han ikke alene er den midterste af tre brødre - han er også den mest normale!
Filmen graver ned i Roberts familieforhold. Faderen var voldelig marinesoldat, og moderen begyndte at tage amfetamin for at holde sin vægt nede - i dag er hun dybt paranoid og sindsyg. Alle brødrene var nærmest fra fødslen ekstremt intelligente, begavet med et enormt talent for at tegne, samt dybt underlige. Robert og hans storebror tegnede fra de var ganske små deres egne tegneserier sammen, i evig konkurrence. Men broderen blev sindsyg som teenager, og filmen viser ham som voksen boende på et lille værelse hos den sindsyge moder, ude at stand til at gå uden for huset, og dybt begravet i indviklede filosofibøger. Også den yngste bror blev sindssyg, og lever nu som maler, dybt medicineret, efter at have chikaneret kvinder på åben gade. Kun Crumb undgik den direkte sindssyge, og bliver nu hyldet af kunstkritikere som "Det tyvende århundredes Breughel".
Crumb'ernes kranke skæbne
Filmen veksler mellem interview med Robert Crumb, hans familie, hans kone og eks-kærester og kritikere, og så forbilledelige eksempler på han tegneserier, som virkelig er noget helt for sig selv. Og det er en fremragende film. Man skiftevis griner og bliver dybt skræmt over det afgrundsdybe selv- og kvindehad, som Crumb lægger for dagen. Filmen er rig på virtuose visuelle detaljer og den gamle musik, som Robert Crumb samler på.
Hele skildringen af den ældste broder er mildest talt rystende - hans tiltagende sindssyge er bevaret i ham og Roberts gamle hjemmelavede tegneseriehæfter, hvor de naive figurer først begynder at blive tegnet i striber, derefter bliver mindre og mindre i forhold til tekstboblerne, for til sidst helt at forsvinde til fordel for teksten, der ender som bog efter bog med skrå streger i stedet for ord. Også Roberts barndomstraumer findes som tegneserier, men i mere forståelig form, for han har skildret sin baggrund i serie efter serie, der i filmen ofte lægger billedside til hans beretning.
Hele Crumb-familiens skæbne lægges frem for tilskueren, så vi selv kan danne os en mening om personerne, men samtidig med en underliggende forståelse og respekt for, at det trods alt er lykkes Robert Crumb at bevare en flig af sund fornuft. Hvis man er interesseret i tegneserier, seksualitet eller menneskesindets krinkelkroge, må man simpelthen ikke snyde sig selv for denne film.
19/11-2018
