Bragende barsk og belastet
4.0
Gary Oldmans selvbiografiske "Tilværelsens Bagside" er en rå og usødet socialrealistisk fortælling, hvor barske barndomsoplevelser med alkoholisme, vold og dope udstilles hjerteskærende ærligt.
I et arbejderkvarter i udkanten af London, hvor alkoholisme, småkriminalitet og dope er hverdagskost, følger vi en arbejderfamilies kamp for at overleve. Vi følger den fysiske kamp mod dopens og alkoholismens magtovertagelse, og den psykiske kamp for at opretholde sig selv i en familie, hvor alle er følelsesmæssigt belastede og mere eller mindre utilregnelige.
Et skræmmende voldsscenarie
Hovedpersonen Raymond (Ray Winstone) er den stærkt alkoholiserede far i familien, som får penge til sprut ved at sælge dope og være småkriminel. Han er totalt styret af sit alkoholmisbrug, og når hans sociale barometer er bedøvet tilstrækkeligt, flipper han umotiveret voldeligt ud. Han er faretruende ondskabsfuld og gennembanker jævnligt familien, når ikke han er på druktur med vennerne. Hans gravide kone Valerie (Kathy Burke), hendes junkie-lillebror Billy (Charlie Creed-Miles) og den lille datter Michelle (Leah Fitzgerald) er ofre for hans umotiverede vold og hensynsløshed. Når hans kone bliver banket, kan de andre kun resignere ved at se på - rædselsslagne og bange. En dag stiger Raymonds sindssyge voldelighed ham til hovedet, og konsekvensen bliver, at Valerie ender på hospitalet med en ufrivillig abort. Samtidig pisker lillebroderen Billy rundt på gaderne, og praktiserer sine paniske smårapserier for at få penge til heroin, alt imens mormoren krampagtigt forsøger at holde sammen på resten af familien. Og sådan fortsætter den dysfunktionelle families kamp for at overleve.
Alkoholismens ondskabsfulde ansigt
Filmens hovedakse er centreret om alkoholismen og dens destruktive konsekvenser. Raymond er fremstillet som den gennemførte ondskabsfulde satan, hvis selskab man aldrig kan føle sig tryg i. Ovenpå hans voldelige udskejelser angrer han og fornægter i samme stund, men han formår aldrig at erkende sin perverterede opførsel. Der lægges ikke fingre imellem i Oldmans røntgenklare tilbageblik, tværtimod. Alkoholismens mørke sider udstilles som den destruktive drivkraft, der kan smadre og mærke enhver familie for livet. Kvindebilledet i filmen er derimod fremstillet ret positivt - de er alle nedslidte ofre, som til stadighed formår at have deres næstekærlighed i behold. Det giver dem en overvejende entydighed, selvom det også kan tænkes, at det rent faktisk var sådan, at Oldman oplevede dem midt i sit skræmmende barndomsfængsel.
Konsekvent, ubarmhjertig og universel
Oldman har skrevet sine oplevelser ind i en tilfældig arbejderfamilie, hvor ingen af personerne refererer direkte til ham. Med det valg har han gjort "Tilværelsens Bagside" almengyldig, og publikum rammes endnu stærkere af dens budskab. Filmens styrke ligger i det nærgående kamera og skuespillernes evne til at spille overvældende indlevet og stærkt. Ulykkeligheden fortælles konsekvent og ubarmhjertigt, og det giver stof til eftertanke. "Tilværelsens Bagside" viser ingen vej ud af hverdagens mareridtsagtige tilstand, men skildrer personernes ubarmhjertige liv nøgternt - dag for dag. Oldman forfalder aldrig til en dyrkelse af mindernes sentimentalitet, og hans spillefilmsdebut er en stærk pendant til den engelske socialrealismes store instruktører Ken Loach og Mike Leigh, hvor realismens skurrende nærvær altid er i højsædet
I et arbejderkvarter i udkanten af London, hvor alkoholisme, småkriminalitet og dope er hverdagskost, følger vi en arbejderfamilies kamp for at overleve. Vi følger den fysiske kamp mod dopens og alkoholismens magtovertagelse, og den psykiske kamp for at opretholde sig selv i en familie, hvor alle er følelsesmæssigt belastede og mere eller mindre utilregnelige.
Et skræmmende voldsscenarie
Hovedpersonen Raymond (Ray Winstone) er den stærkt alkoholiserede far i familien, som får penge til sprut ved at sælge dope og være småkriminel. Han er totalt styret af sit alkoholmisbrug, og når hans sociale barometer er bedøvet tilstrækkeligt, flipper han umotiveret voldeligt ud. Han er faretruende ondskabsfuld og gennembanker jævnligt familien, når ikke han er på druktur med vennerne. Hans gravide kone Valerie (Kathy Burke), hendes junkie-lillebror Billy (Charlie Creed-Miles) og den lille datter Michelle (Leah Fitzgerald) er ofre for hans umotiverede vold og hensynsløshed. Når hans kone bliver banket, kan de andre kun resignere ved at se på - rædselsslagne og bange. En dag stiger Raymonds sindssyge voldelighed ham til hovedet, og konsekvensen bliver, at Valerie ender på hospitalet med en ufrivillig abort. Samtidig pisker lillebroderen Billy rundt på gaderne, og praktiserer sine paniske smårapserier for at få penge til heroin, alt imens mormoren krampagtigt forsøger at holde sammen på resten af familien. Og sådan fortsætter den dysfunktionelle families kamp for at overleve.
Alkoholismens ondskabsfulde ansigt
Filmens hovedakse er centreret om alkoholismen og dens destruktive konsekvenser. Raymond er fremstillet som den gennemførte ondskabsfulde satan, hvis selskab man aldrig kan føle sig tryg i. Ovenpå hans voldelige udskejelser angrer han og fornægter i samme stund, men han formår aldrig at erkende sin perverterede opførsel. Der lægges ikke fingre imellem i Oldmans røntgenklare tilbageblik, tværtimod. Alkoholismens mørke sider udstilles som den destruktive drivkraft, der kan smadre og mærke enhver familie for livet. Kvindebilledet i filmen er derimod fremstillet ret positivt - de er alle nedslidte ofre, som til stadighed formår at have deres næstekærlighed i behold. Det giver dem en overvejende entydighed, selvom det også kan tænkes, at det rent faktisk var sådan, at Oldman oplevede dem midt i sit skræmmende barndomsfængsel.
Konsekvent, ubarmhjertig og universel
Oldman har skrevet sine oplevelser ind i en tilfældig arbejderfamilie, hvor ingen af personerne refererer direkte til ham. Med det valg har han gjort "Tilværelsens Bagside" almengyldig, og publikum rammes endnu stærkere af dens budskab. Filmens styrke ligger i det nærgående kamera og skuespillernes evne til at spille overvældende indlevet og stærkt. Ulykkeligheden fortælles konsekvent og ubarmhjertigt, og det giver stof til eftertanke. "Tilværelsens Bagside" viser ingen vej ud af hverdagens mareridtsagtige tilstand, men skildrer personernes ubarmhjertige liv nøgternt - dag for dag. Oldman forfalder aldrig til en dyrkelse af mindernes sentimentalitet, og hans spillefilmsdebut er en stærk pendant til den engelske socialrealismes store instruktører Ken Loach og Mike Leigh, hvor realismens skurrende nærvær altid er i højsædet
19/11-2018
