I skovens dødstille ro

3.0
Sam Raimi har lagt de legesyge manerer på hylden og i stedet brugt energien på en meget voksen og moralsk skæbnefortælling

Hvad nu hvis Den amerikanske drøm, i form af en taske med 4,5 millioner dollars, dumpede ned fra himlen i en vildfaren flyvemaskine, og der var en god chance for, at ingen ville lede efter pengene. Ville du gribe chancen for at forsøde resten af tilværelsen, eller ville dit overjeg straks gå i selvsving, og få dig til at aflevere kontanterne til nærmeste, rare politimand? Et svært dilemma, men hovedpersonerne i "En simpel plan" er parate til at tage chancen og overhører trodsigt bemærkningen - og filmens løftede pegefinger: "Man arbejder for den amerikanske drøm, man stjæler den ikke". Dermed har Fanden fået rakt den lillefinger, der kan få så skæbnesvangre konsekvenser.

Moral på glatis

Lige så snart beslutningen om at gemme den indholdsrige taske er taget, spreder mistroen sig mellem de tre medsammensvorne, brødrene Hank og Jacob samt vennen Lou. I en lille snedækket flække i USA kan en lavine af blodige begivenheder tage sin begyndelse, men det sker uden brug af Sam Raimis typiske splattereffekter fra "Evil Dead" filmene, og der er også lagt låg på de ekvilibristiske kamerature, som for eksempel kunne ses i hans sidste film "The Quick and the Dead" (1995). Man skulle tro at Raimi snarere har skævet en del til vennernes (Coen brødrene) "Fargo", dog uden at benytte sig af denne films forløsende humor.

Bill Paxton og Billy Bob Thornton spiller de to brødre mens Brent Briscoe tager sig af den usympatiske drukkenbolt Lou. Bill Paxtons Hank er den respekterede bedsteborger, der for hver uforudset begivenhed får tilbagevendende moralske forkvabbelser, men han støttes gennem hele forløbet af sin skarpsindige kone (Bridget Fonda), og skøjter derfor gladeligt videre ud ad sin kriminelle løbebane. Det er dog den eminente Billy Bob Thornton, der som den småtbegavede storebror har fået fornøjelsen af filmens mest interessante figur. Han leverer indgangsbilletten til en dybere forståelse af Hank og de omstændigheder, der har formet de to brødres sind. Hos denne taber lurer også forræderiet, og Billy Bob har en imponerende evne til at blive ét med sine ekstreme eksistenser på filmlærredet. I "En simpel plan" hjælpes han godt på vej af en rustik retro-brille og en besnærende frisure.

Less Is More (But It's a Bore?)

På trods af de endeløse muligheder for at kaste sit publikum rundt i en labyrint af løgn af bedrag har Raimi valgt at lave en meget simpel film om almindelige mennesker, der ikke kan overskue konsekvenserne af et enkelt fejltrin. Man bliver derfor en anelse skuffet, hvis man (som denne anmelder) sætter næsen op efter en intrige med masser af twists og krøller på halen. Det psykologiske drama udfylder ikke i tilstrækkelig grad tomrummet efter de manglende overraskelsesmomenter, og som en dyne af nyfalden sne lægger der sig en overrumplende afdæmpethed over hele filmen. Tragedie eller ej, mon ikke det moralske dilemma ville være lige så svært, hvis nu sådan en taske pludselig endte på et biografsæde - lige ved siden af dig?
En simpel Plan