På stop med en politiker
4.0
Mens sexskandalerne for alvor truer Bill Clintons position som politisk leder, er en historie, der i påfaldende grad minder om hans færd mod præsidentembedet, nu foreviget på film i "Præsidentkandidaten"
At magtens mænd bedriver udenomsægteskabelig lagengymnastik, er efterhånden ikke noget, der afføder mange løftede øjenbryn. Det kan dog godt undre, at amerikanske politikere med ambitioner om at nå helt til tops i dobbeltmoralens eget land, ikke er en smule mere påpasselige, når den søde kløe melder sig. Sandsynligheden for, at offentligheden delagtiggøres i diverse eskapader, synes i vore dage at være skræmmende stor, og de saftige detaljer er alt for økonomisk indbringende til at ligge upressede hen.
Disse ubehagelige udsigter har åbenbart ikke holdt Bill Clinton tilbage, ligesom det heller ikke bremser den fremadstormende guvernør Jack Stanton i Mike Nichols film, der er baseret på en roman af journalisten Joe Klein. Nichols har før ladet sig inspirere af autentiske forlæg i film som "Silkwood" og "Smil - vi er på", og med "Præsidentkandidaten" er det lykkedes at lave et morsomt drama, der vil mere end blot at behage. Der er langt mere bid i denne blotlægning af politik og media management end i Barry Levinsons "Når halen logrer med hunden", som havde premiere tidligere på året. Ved at bevæge sig væk fra farcen og den politiske satire får Nichols chancen for at give et nuanceret portræt af, hvordan politik føres, vindes og tabes. Og vigtigst af alt, at komme med et bud på, hvad der driver et stærkt par af Clinton-kaliberen.
Idealist på afveje
Nichols får kvalificeret hjælp til persontegningen af et stærkt skuespillerteam. Umiddelbart virker valget af John Travolta til rollen som Clinton-look alike pudsigt, men i gråhåret og kvabset tilstand udfylder han fint Jack Stanton figuren. Man fornemmer den karismatiske folkeforfører og livsnyder, der med sin vindende personlighed tiltrækker vælgere, dedikerede medarbejdere og uheldige kvindebekendtskaber. Emma Thompson spiller Jacks lige så ambitiøse og dårligt klædte bedre halvdel, der godt nok langer lussinger ud til højre og venstre i frustration over sin mands sidespring, men derefter ufortrødent fortsætter deres fælles rejse mod en plads i historiebøgerne. Billy Bob Thornton og Kathy Bates gør deres til at give staben omkring Stanton-parret en god portion kulør og gennemslagskraft.
Ind i denne hvepserede af drevne mediestrateger og politiske rådgivere lander den sorte kampagneleder Henry Burton (den ukendte, engelske Adrian Lester). Publikum hægtes på denne unge idealists indtræden i det politiske cirkus og hans søgen efter sin tids JFK - en værdig politiker, der fortjener at blive troet på og kæmpet for. Desillusion og moralske knubs er selvfølgelig resultatet efter de første runder i den politiske "premier league". Magtens sødme fordærver, ingen tvivl om det, men Burton og filmen kommer uden lette mellemregninger frem til et sikkert sandsynligt facit. Oprigtigt politisk arbejde kræver en magtfuld position, der kun kan opnås ved at spille "spillet", med alt hvad det indebærer af manipulation, mudderkastning og en moral, som hænger i laser.
"Præsidentkandidaten" er en lang film, men den er fikst og fængende skruet sammen med passende temposkift. Den bidrager ikke med hidtil ukendte aspekter af amerikansk politik eller graverende nye afsløringer om Bill og Hillary. Hvad der gør indtryk, er derimod fremstillingen af magtens mekanismer og de mennesker, som har evnen til at benytte sig af disse.
Mike Nichols inviterer publikum til, i følgeskab med Henry Burton, at kigge ind i den fagre voksne verden af politik og manipulation, og det er absolut ikke et syn for børn eller naive sjæle. Men spændende er det nu.
At magtens mænd bedriver udenomsægteskabelig lagengymnastik, er efterhånden ikke noget, der afføder mange løftede øjenbryn. Det kan dog godt undre, at amerikanske politikere med ambitioner om at nå helt til tops i dobbeltmoralens eget land, ikke er en smule mere påpasselige, når den søde kløe melder sig. Sandsynligheden for, at offentligheden delagtiggøres i diverse eskapader, synes i vore dage at være skræmmende stor, og de saftige detaljer er alt for økonomisk indbringende til at ligge upressede hen.
Disse ubehagelige udsigter har åbenbart ikke holdt Bill Clinton tilbage, ligesom det heller ikke bremser den fremadstormende guvernør Jack Stanton i Mike Nichols film, der er baseret på en roman af journalisten Joe Klein. Nichols har før ladet sig inspirere af autentiske forlæg i film som "Silkwood" og "Smil - vi er på", og med "Præsidentkandidaten" er det lykkedes at lave et morsomt drama, der vil mere end blot at behage. Der er langt mere bid i denne blotlægning af politik og media management end i Barry Levinsons "Når halen logrer med hunden", som havde premiere tidligere på året. Ved at bevæge sig væk fra farcen og den politiske satire får Nichols chancen for at give et nuanceret portræt af, hvordan politik føres, vindes og tabes. Og vigtigst af alt, at komme med et bud på, hvad der driver et stærkt par af Clinton-kaliberen.
Idealist på afveje
Nichols får kvalificeret hjælp til persontegningen af et stærkt skuespillerteam. Umiddelbart virker valget af John Travolta til rollen som Clinton-look alike pudsigt, men i gråhåret og kvabset tilstand udfylder han fint Jack Stanton figuren. Man fornemmer den karismatiske folkeforfører og livsnyder, der med sin vindende personlighed tiltrækker vælgere, dedikerede medarbejdere og uheldige kvindebekendtskaber. Emma Thompson spiller Jacks lige så ambitiøse og dårligt klædte bedre halvdel, der godt nok langer lussinger ud til højre og venstre i frustration over sin mands sidespring, men derefter ufortrødent fortsætter deres fælles rejse mod en plads i historiebøgerne. Billy Bob Thornton og Kathy Bates gør deres til at give staben omkring Stanton-parret en god portion kulør og gennemslagskraft.
Ind i denne hvepserede af drevne mediestrateger og politiske rådgivere lander den sorte kampagneleder Henry Burton (den ukendte, engelske Adrian Lester). Publikum hægtes på denne unge idealists indtræden i det politiske cirkus og hans søgen efter sin tids JFK - en værdig politiker, der fortjener at blive troet på og kæmpet for. Desillusion og moralske knubs er selvfølgelig resultatet efter de første runder i den politiske "premier league". Magtens sødme fordærver, ingen tvivl om det, men Burton og filmen kommer uden lette mellemregninger frem til et sikkert sandsynligt facit. Oprigtigt politisk arbejde kræver en magtfuld position, der kun kan opnås ved at spille "spillet", med alt hvad det indebærer af manipulation, mudderkastning og en moral, som hænger i laser.
"Præsidentkandidaten" er en lang film, men den er fikst og fængende skruet sammen med passende temposkift. Den bidrager ikke med hidtil ukendte aspekter af amerikansk politik eller graverende nye afsløringer om Bill og Hillary. Hvad der gør indtryk, er derimod fremstillingen af magtens mekanismer og de mennesker, som har evnen til at benytte sig af disse.
Mike Nichols inviterer publikum til, i følgeskab med Henry Burton, at kigge ind i den fagre voksne verden af politik og manipulation, og det er absolut ikke et syn for børn eller naive sjæle. Men spændende er det nu.
19/11-2018
