Se, det er film

4.0
"Nattens Skygger" er en sanseligt nærgående og stor filmisk oplevelse skabt af en filmkunstner på toppen af sin ydeevne. Og det siger ikke så lidt, når hans navn er Martin Scorsese

Med "Nattens Skygger" genopliver Martin Scorsese New Yorks urbane inferno fra 70'ernes "Taxi Driver". Hell's Kitchen er uforandret. Pusherne har stadig held i sprøjten. Gadebanderne pisser igen deres territorier af med blod. Og fortovene befolkes endnu engang af "whores, skunk pussies, buggers, queens, fairies, dopers, and junkies".

Optikken er altså den samme ved første øjekast, men hvor "Taxi Driver" var en vred ung mands uforsonlige skildring af New York som helvedes forgård, da er "Nattens Skygger" et mildere og mere eftertænksomt storbyportæt fortalt af en moden filmskaber.

Mand på randen af nervøst sammenbrud
I "Taxi Driver" placerede Scorsese os på bagsædet hos taxachaufføren Travis Bickle. Herfra gik turen, først rundt i byens betændte underverden og senere ind i sindet på en psykopatisk helvedesengel. En kaotisk rundtur, der endte i et voldeligt rengøringstogt gennem byens kriminelle miljø. "Nattens Skygger" udspiller sig 20 år senere, og igen slår vi følge med dødens sendebud, men nu af den mere fredelige og forsonlige slags. Han hedder Frank Pierce og er en disillusioneret ambulancelæge, der hjemsøges af de menneskeliv, han ikke lykkes at redde fra døden. Han er en mand på randen af nervøst sammenbrud - og spilles uafrysteligt nærværende af Nicolas Cage i sin bedste rolle siden "Leaving Las Vegas".

Vidne til døden
Vi følger Frank Pierce på arbejde i tre nætter og to dage. Han hverken spiser eller sover. Holder sig gående på sprut, smøger og piller. Frank skelner ikke længere mellem arbejde og privatliv. At hjælpe andre er for ham en hjælp til selvhjælp. Han er imidlertid havnet i en stime af redningsaktioner, hvor patienterne kun dør mellem hænderne på ham. Han vil så gerne tilgive sig selv for denne utilstrækkelighed, og for at han ikke ejer guddommelige evner. Frank erkender derfor opgivende: "After a while, I grew to understand that my life was less about saving lives than about bearing witness. I was a grief mop. It was enough that I simply showed up".

Ligegyldighedens psykose
Franks mentale deroute tiltager stærkt i takt med den ene mislykkede redningsaktion efter den anden, godt hjulpet på vej af en række bizarre oplevelser med sine tre skiftende kolleger Larry, Marcus og Major Wolls. Alle tre er ligeså hårdt ramt af dødens nærvær som Frank, men de har lært sig selv at tackle den med hver deres form for ligegyldighed. En følelsesmæssig afstumpethed, der udarter sig i andre, men ligeså skræmmende psykoser. John Goodman, som Larry, tænker kun på mad. Ving Rhames, som Marcus, agerer Jesu forlængede arm. Og Tom Sizemore, som Major Wolls, udlever sin indre krigshelt.

Filmen omsluttes ganske vist af en klaustrofobisk stemning af sorg, død og dommedag. Men sekvenserne med Cage og Co. udstyres heldigvis med en befriende sort humor og intens dialog, knivskarpt skrevet af Paul Schrader og energisk leveret af fire storspillere i topform. Det hele virker så absurd, at man ikke ved, om man skal græde eller le. Men sjovt er det i hvert fald.

Audiovisuelt sansebombardement
Faktisk er "Nattens Skygger" uden egentlig plot. Ingen begyndelse, intet midterstykke og uden en rigtig slutning. Den er nemlig åben og fuld af dobbelthed. Hvilket nøjagtigt afspejler reddernes nattevagter som et arbejde uden mål. Det er en evig karruseltur rundt i helvedes forgård. Scorsese ruller derfor hele sit arsenal af filmiske våben ud. Vi sansebombarderes af et adrenalinpumpende audiovisuelt overdrive, som suger os gradvist ind i filmens surreelle univers. Se, det er filmkunst, når den er allerbedst.
Nattens skygger