Kingpin

Det så sjovt ud på papiret

I komedie er timing alt - det ved enhver komiker. Hvis ikke en vittighed leveres med passende mimik og situationsfornemmelse, kan selv den bedste joke mislykkes. Det sker ofte i "Kingpin".

Historien er tilpas bizar: Bowlinghåbet Roy Munson (Woody Harrelson), fik som ung mand ødelagt højre hånd og dermed sin chance for en glorværdig karriere. Sytten år senere møder vi ham som falleret og fordrukken has-been, der lever af at sælge nytteløst udstyr til bowlinghaller. Men det lysner for Roy, da han møder talentet Ishmael (Randy Quaid), som desværre tilhører en Amish-koloni, og derfor kun må spille bowling i smug.
Roy ser muligheden for at få hævn over bowling-konkurrenten Ernie McCracken (Bill Murray), som i sin tid kostede ham hånden, og samtidig vinde en million dollars ved turneringen i Reno, Nevada. Ishmael skal bare lokkes væk fra sin amish-familie og optrænes. Men på vejen til Reno kan alt ske.

Blow-jobber en tyr
Det usandsynlige er et godt udgangspunkt for en komedie, og synet af Woody Harrelson med skaldepande og klo-hånd er faktisk morsomt. Men "Kingpin" evner overhovedet ikke at blæse liv i idéerne eller persontegningen.

Roy Munson har levet som drukkenbolt i 17 år, men virker ikke forbitret, og har ikke det mindste problem med at lægge sprutten på hylden. Muligheden for at skabe en rigtig dejligt ubehagelig person udnyttes ikke: Istedet er Roy blot tydeligvis gode gamle Woody, som vi kender ham fra "Sams bar", med en falsk skaldepande, en klo-handske og en pude på maven. Humoren overlades til nogle af de mest platte og letkøbte jokes lærredet endnu har set. Selv ikke "Dum og Dummere" (1994) kan følge med, når Roy i uvidenhed blow-jobber en tyr, fordi han tror, det er en malkeko, der blot skal stimuleres.

Langstrakt parodi
Der er ikke noget galt med idiot-humor, men brødrene Farrelly mangler i den grad tæft og timing. Det kommer tydeligst til udtryk i en meget langstrakt parodi på den berømte lade-rejsnings sekvens i "Vidnet" (Peter Weir, 1986), der ligesom en del af "Kingpin" foregik blandt de dybt religiøse amish'er.
Her er joken, at Roy kigger lidt for meget på de søde amish-piger, og lader laden falde, da madklokken ringer. Manglen på fornemmelse understreges af den gyselige popmusik, som ligger under sekvensen og totalt punkterer parodien.

Randy Quaid og Woody Harrelson har heller ikke Jim Carreys og Jeff Daniels godmodige stupiditet, og det var i høj grad de tos troværdige dumhed, der gjorde "Dum og Dummere" udholdelig.
Plathederne tårner sig op, og man griner ofte med, ikke fordi det er morsomt i sig selv, men snarere i vantro over, at man tør fyre den slags brandere af. Ydermere forsøger man, at blande en sentimental åre ind i historie, så vi rent faktisk skal både grine og græde. Det er simpelthen for billigt.

Der er et par gode jokes indimellem, men alt for få til at få næsten to timer til at løbe rundt. Det grimme bowlertøj er sjovt, og der er tilpas meget stød i Bill Murray som stjernen Ernie "Big Ern" McCracken. Egentlig er historien meget god, men leveringen holder slet ikke vand. Synes man, det er sjovt, at nogen er så dum, at de kan finde på at skide i en pissoirkumme, bør man give "Kingpin" en chance.