Ensom herre, 40 år
1.0
Colin Nutley forlader Englegården og maler en meget lille fortælling med den helt brede pensel.
Den engelskfødte Colin Nutley fik i 1992 et kæmpe hit med den sympatiske, letvægtssatiriske folkekomedie "Englegård", hvor Helena Bergström spillede en fandenivoldsk storbypige, der vendte op og ned på en flok tilbagestående, svenske bønder. I Nutleys nyeste film "Under solen" finder vi igen Helena Bergström som en storbypige, der kommer til landet. Men denne gang er stemningen en ganske anden, for Nutley vil gerne fortælle en opbyggelig og rørstrømsk historie om ægte kærlighed. Det bliver en ualmindeligt langstrakt affære.
Olof havde en bondegård
I 50'ernes Sverige langt, langt ude på landet bor den godmodige og noget langsommelige Olof (Rolf Lassgård). Han har boet der altid og har hverken lært at læse eller skrive; han passer bare sin gård med heste, får og høns, efter hans elskede moder gik bort for ni år siden. Hans eneste ven er den unge rock'n'roll-begejstrede Erik (Johan Widerberg) - en værre pralhals, der mener, han har set hele verden og i øvrigt er den rette til at tage sig af Olofs økonomi og indkøb. Erik er tilfreds med arrangementet, der muligvis tillader ham at skrabe ikke så lidt sammen til sig selv og sin væddeløbshest, men Olof er træt af at være ensom. Så en dag sætter han en annonce i avisen, hvor han søger en husholderske, men naturligvis er det kærlighed, han er ude efter.
Den smukke Helena
Det siger sig selv, at det er Helena Bergström, der i skikkelse af den smukke Ellen svarer på annoncen. Olof bliver himmelhenrykt over at få så strålende selskab på sin faldefærdige gård, men Erik er mistænksom. Der må stikke noget under, når en så smuk kvinde frivilligt vælger at bo sammen med en halvgammel, fed idiot. Ellen er dog på sin side tilfreds og vil i stedet gerne se lidt nærmere på Eriks håndtering af Olofs financer, og desuden er hun smigret over Olofs kluntede tilnærmelser. Men gengælder hun hans følelser, eller hvad er egentlig hendes motiver?
En fremmed kommer til byen
Det er en historie, der er set ikke så få gange før - en fremmed kommer til byen og vender alt på hovedet. Men med lidt held kunne der være kommet en fin og lavmælt menneskeskildring ud af oplægget til "Under solen" - eller en skræmmende fortælling om det degenererede liv på landet, som fx "Jægerne" (96) forsøgte. Imidlertid lykkes ingen af delene.
Nutley arbejder som en elefant i en porcelænsbutik og de scener, der skulle være subtile antydninger af følelser under overfladen, tærsker i stedet langhalm på mere og endnu mere af det samme. Olof ser på Ellen, Ellen ser på Olof, solen skinner, Olof overrasker Ellen, mens hun skifter tøj, solen skinner, Olof lærer med sine stærke hænder Ellen at malke køer, nu regner det, Ellen ser skræmt på Olof, der hugger hovedet af en høne, nu skinner solen igen, Ellen hælder med sigende bevægelser et glas saftevand op til Olof, mens de sveder over arbejdet i marken, osv, osv. Imens spiller Paddy Moloneys påtrængende sækkepibe, og billederne driver af evig, svensk midsommer.
Kom med historien, for pokker!
Det tager alt, alt for lang tid at få afsløret Ellens forudsigeligt skumle fortid, og da det endelig sker, går stormen over som en prut i et svømmebassin. Man sidder tilbage med alle de spørgsmål, man egentlig gerne ville have besvaret: Hvordan kan det lade sig gøre, at en smuk, ung kvinde falder for en sneglelangsom bonde med en moderbinding? Hvem er egentlig Ellen og Erik? Begge forbliver de figurer, der skal drive plottet, men man kommer aldrig ind til kernen og de overbeviser aldrig. Kun Rolf Lassgårds generte Olof kan aftvinge en vis medleven, hvis man ellers kan skære sig igennem den forlorne indpakning af "er det ikke sødt og sympatisk og tænk at han bare bor der helt alene og alligevel er så bundreel". "Under solen" bliver aldrig sød eller farlig, selvom den gerne vil lidt af begge dele.
Den engelskfødte Colin Nutley fik i 1992 et kæmpe hit med den sympatiske, letvægtssatiriske folkekomedie "Englegård", hvor Helena Bergström spillede en fandenivoldsk storbypige, der vendte op og ned på en flok tilbagestående, svenske bønder. I Nutleys nyeste film "Under solen" finder vi igen Helena Bergström som en storbypige, der kommer til landet. Men denne gang er stemningen en ganske anden, for Nutley vil gerne fortælle en opbyggelig og rørstrømsk historie om ægte kærlighed. Det bliver en ualmindeligt langstrakt affære.
Olof havde en bondegård
I 50'ernes Sverige langt, langt ude på landet bor den godmodige og noget langsommelige Olof (Rolf Lassgård). Han har boet der altid og har hverken lært at læse eller skrive; han passer bare sin gård med heste, får og høns, efter hans elskede moder gik bort for ni år siden. Hans eneste ven er den unge rock'n'roll-begejstrede Erik (Johan Widerberg) - en værre pralhals, der mener, han har set hele verden og i øvrigt er den rette til at tage sig af Olofs økonomi og indkøb. Erik er tilfreds med arrangementet, der muligvis tillader ham at skrabe ikke så lidt sammen til sig selv og sin væddeløbshest, men Olof er træt af at være ensom. Så en dag sætter han en annonce i avisen, hvor han søger en husholderske, men naturligvis er det kærlighed, han er ude efter.
Den smukke Helena
Det siger sig selv, at det er Helena Bergström, der i skikkelse af den smukke Ellen svarer på annoncen. Olof bliver himmelhenrykt over at få så strålende selskab på sin faldefærdige gård, men Erik er mistænksom. Der må stikke noget under, når en så smuk kvinde frivilligt vælger at bo sammen med en halvgammel, fed idiot. Ellen er dog på sin side tilfreds og vil i stedet gerne se lidt nærmere på Eriks håndtering af Olofs financer, og desuden er hun smigret over Olofs kluntede tilnærmelser. Men gengælder hun hans følelser, eller hvad er egentlig hendes motiver?
En fremmed kommer til byen
Det er en historie, der er set ikke så få gange før - en fremmed kommer til byen og vender alt på hovedet. Men med lidt held kunne der være kommet en fin og lavmælt menneskeskildring ud af oplægget til "Under solen" - eller en skræmmende fortælling om det degenererede liv på landet, som fx "Jægerne" (96) forsøgte. Imidlertid lykkes ingen af delene.
Nutley arbejder som en elefant i en porcelænsbutik og de scener, der skulle være subtile antydninger af følelser under overfladen, tærsker i stedet langhalm på mere og endnu mere af det samme. Olof ser på Ellen, Ellen ser på Olof, solen skinner, Olof overrasker Ellen, mens hun skifter tøj, solen skinner, Olof lærer med sine stærke hænder Ellen at malke køer, nu regner det, Ellen ser skræmt på Olof, der hugger hovedet af en høne, nu skinner solen igen, Ellen hælder med sigende bevægelser et glas saftevand op til Olof, mens de sveder over arbejdet i marken, osv, osv. Imens spiller Paddy Moloneys påtrængende sækkepibe, og billederne driver af evig, svensk midsommer.
Kom med historien, for pokker!
Det tager alt, alt for lang tid at få afsløret Ellens forudsigeligt skumle fortid, og da det endelig sker, går stormen over som en prut i et svømmebassin. Man sidder tilbage med alle de spørgsmål, man egentlig gerne ville have besvaret: Hvordan kan det lade sig gøre, at en smuk, ung kvinde falder for en sneglelangsom bonde med en moderbinding? Hvem er egentlig Ellen og Erik? Begge forbliver de figurer, der skal drive plottet, men man kommer aldrig ind til kernen og de overbeviser aldrig. Kun Rolf Lassgårds generte Olof kan aftvinge en vis medleven, hvis man ellers kan skære sig igennem den forlorne indpakning af "er det ikke sødt og sympatisk og tænk at han bare bor der helt alene og alligevel er så bundreel". "Under solen" bliver aldrig sød eller farlig, selvom den gerne vil lidt af begge dele.
19/11-2018