Mørkets hjerte
4.0
En 8 mm bred og x mm lang filmstrimmel er den blodrøde tråd i Joel Schumachers og Nicolas Cages rejse ind i mørkets hjerte. En rystende ondskabsfuld historie, der efter 2 timer slukker ethvert håbets lys. Grænseoverskridende og triviel.
"8mm" er ikke bare en almindelig thrillerfilm om et mord, der skal opklares. Dem går der en snes af på dusinet. "Otte millimeter" er mere end otte millimeter foran dem. Den er som "Se7en": dyster, ulækker, håbløs og fyldt til randen med ren og skær ondskab. Og ligesom "Se7en" er filmen skrevet af Andrew Kevin Walker, der vist ikke ser lige så lyst på tilværelsen som de fleste.
Hart = Heart = Hard...?
Nicolas Cage spiller privatdetektiven Tom Welles (aka Tom Hart), der befinder sig midt på den gule murstensvej: næsten nybagt familiefar med kone og datter, god karriere, pænt hus i det fredelige Pennsylvania. Den rige enke Mrs. Christian beder ham om at undersøge om pigen i en snuff-film faktisk er blevet myrdet - mod en klækkelig betaling naturligvis. Og det er penge der får møllen til at køre rundt. Penge og sadisme.
Turen går til Cleveland og derfra videre til Hollywood Boulevard of Broken Dreams og videre til New Yorks allermest skumle kvarterer. Hvad der sker undervejs, skal forblive uskrevet, men lad det være sagt, at det er den rigtig grimme bagside af USA, der vises.
Menneskets indre monster
Hele filmens morbide univers illustreres ved forfaldne bygninger, røgfyldte rum, alskens satanistiske torturredskaber og -genstande på væggene, og regnvåde hullede industrigrunde, som Gud må have forladt siden disse grusomheder kan finde sted. På musiksiden understreges dette ved en arabiskklingende eksotisk musik, der til tider i sig selv er mere urovækkende end billederne.
"Hvis du danser med Djævlen, er det ikke dig, der forandrer Djævlen, men Djævlen, der forandrer dig" siger Welles' hjælper Max (Joaquin Phoenix) på et tidspunkt. Og sandt nok, Welles dykker dybt ned i sit eget indre og forandres i løbet af filmen. På mange punkter er historien ret triviel. Det drejer sig om penge, om mord og magt, om at beskytte sin familie og den amerikanske middelklasses værdier, og flere scener er ikke videre originale. Det originale i filmen, som instruktøren Joel Schumacher har formået at få frem, er atmosfæren. Langsomheden, overbevisningen i både Cages og de stereotypiske skurkes (James Gandolfini og Peter Stomare) skuespil hæver filmen op på et seværdigt niveau.
"8mm" er en film, der har givet både Schumacher og Cage mulighed for at vise deres kunstneriske dybde indenfor Hollywoodregi. Den tilhører en kategori film, der viser menneskets indre monster, som ikke altid lader sig dræbe, men som godt kan forvandle den gode til den onde. Men den giver ingen forklaring, for den afspejler ikke bare det amerikanske samfunds hykleri og dobbeltmoral, men hele verdens. En moderne Joseph Conrad i storbyen.
"8mm" er ikke bare en almindelig thrillerfilm om et mord, der skal opklares. Dem går der en snes af på dusinet. "Otte millimeter" er mere end otte millimeter foran dem. Den er som "Se7en": dyster, ulækker, håbløs og fyldt til randen med ren og skær ondskab. Og ligesom "Se7en" er filmen skrevet af Andrew Kevin Walker, der vist ikke ser lige så lyst på tilværelsen som de fleste.
Hart = Heart = Hard...?
Nicolas Cage spiller privatdetektiven Tom Welles (aka Tom Hart), der befinder sig midt på den gule murstensvej: næsten nybagt familiefar med kone og datter, god karriere, pænt hus i det fredelige Pennsylvania. Den rige enke Mrs. Christian beder ham om at undersøge om pigen i en snuff-film faktisk er blevet myrdet - mod en klækkelig betaling naturligvis. Og det er penge der får møllen til at køre rundt. Penge og sadisme.
Turen går til Cleveland og derfra videre til Hollywood Boulevard of Broken Dreams og videre til New Yorks allermest skumle kvarterer. Hvad der sker undervejs, skal forblive uskrevet, men lad det være sagt, at det er den rigtig grimme bagside af USA, der vises.
Menneskets indre monster
Hele filmens morbide univers illustreres ved forfaldne bygninger, røgfyldte rum, alskens satanistiske torturredskaber og -genstande på væggene, og regnvåde hullede industrigrunde, som Gud må have forladt siden disse grusomheder kan finde sted. På musiksiden understreges dette ved en arabiskklingende eksotisk musik, der til tider i sig selv er mere urovækkende end billederne.
"Hvis du danser med Djævlen, er det ikke dig, der forandrer Djævlen, men Djævlen, der forandrer dig" siger Welles' hjælper Max (Joaquin Phoenix) på et tidspunkt. Og sandt nok, Welles dykker dybt ned i sit eget indre og forandres i løbet af filmen. På mange punkter er historien ret triviel. Det drejer sig om penge, om mord og magt, om at beskytte sin familie og den amerikanske middelklasses værdier, og flere scener er ikke videre originale. Det originale i filmen, som instruktøren Joel Schumacher har formået at få frem, er atmosfæren. Langsomheden, overbevisningen i både Cages og de stereotypiske skurkes (James Gandolfini og Peter Stomare) skuespil hæver filmen op på et seværdigt niveau.
"8mm" er en film, der har givet både Schumacher og Cage mulighed for at vise deres kunstneriske dybde indenfor Hollywoodregi. Den tilhører en kategori film, der viser menneskets indre monster, som ikke altid lader sig dræbe, men som godt kan forvandle den gode til den onde. Men den giver ingen forklaring, for den afspejler ikke bare det amerikanske samfunds hykleri og dobbeltmoral, men hele verdens. En moderne Joseph Conrad i storbyen.
19/11-2018
