En De Palma på det jævne
3.0
Brian De Palmas "Snake Eyes" har, tiltrods for nogle rigtig gode passager, et stort strukturelt problem: Den spiller ganske simpelt sine gode kort for hurtigt ud.
Det starter ellers så godt. Vi befinder os i en gevaldig boksehal, hvor en større boksebegivenhed finder sted, som den amerikanske forsvarsminister har valgt at overvære. Den småkorrupte politimand Rick Santoro (spillet med vanlig hyper energi af Nicolas Cage), har fået tjansen at passe på ministeren sammen med vennen og politikollegaen Kevin Dunne (Gary Sinise). Med sin sans for at etablere et scenarium præsenteres vi for det boksearenaens kaotiske univers af lyssky væddemål og rygklapperi; det hele i én 20 minutter lang kamerakørsel. I alle andre unge hot-shot instruktørers hænder ville dette være blevet en omgang ligegyldig kamera lir, men De Palma har en gudsbenådet evne til at gøre det relevant i historien.
Det går hverken værre eller bedre end den stakkels minister må lade livet og pludselig står politiet med 14.000 mistænkte. Det viser sig at flere højtstående personer har haft mere end en finger med i spillet, og vennen Kevin Dunne viser sig at være en ikke helt uvæsentlig brik i det spil.
En rigtig god time
I filmens første del er dialogen skarp, rap og meget velskrevet og det hele afleveres i De Palmas velkendte blanding af lækre billeder og tempofyldt fortællestil. Der er et par meget originale plot-twists mens ideen med at vi får løsningen præsenteret gennem informative tilbageblik fungerer ganske godt. Desuden er Cage ganske glimrende som energibundtet, der har mange jern i ilden, mens det det er lidt for oplagt hvem der er skurk.
En halvtimes tomgang
Filmens åbenlyse problem er, at De Palma ikke hurtigt nok kan få afsløret det indviklede komplot, som er baggrunden for mordet. I stedet for at trække spændingen ud til sidste scene, afsløres alt en time inde i filmen, og vi er efterladt med en halv times tomgang om hvorvidt Rick gå moralens vej, eller forblive korrupt politimand uden et gran af ærefølelse. Man forsøger desuden at bløde det hele op med en ligegyldig kærlighedshistorie mellem Rick og pigen Julia (Carla Gugino), der foruden at være den sidste, som snakkede med ministeren, også er en del af årsagen til mordet.
Det er synd og skam at filmen fuldstændig taber pusten, og det er en smule beskæmmende at en gammel rotte som De Palma har forvaltet sit manuskript så skidt. Der er dog tilpas meget gods i den første del af filmen til at den bestemt ikke kan kaldes mislykket.
Det starter ellers så godt. Vi befinder os i en gevaldig boksehal, hvor en større boksebegivenhed finder sted, som den amerikanske forsvarsminister har valgt at overvære. Den småkorrupte politimand Rick Santoro (spillet med vanlig hyper energi af Nicolas Cage), har fået tjansen at passe på ministeren sammen med vennen og politikollegaen Kevin Dunne (Gary Sinise). Med sin sans for at etablere et scenarium præsenteres vi for det boksearenaens kaotiske univers af lyssky væddemål og rygklapperi; det hele i én 20 minutter lang kamerakørsel. I alle andre unge hot-shot instruktørers hænder ville dette være blevet en omgang ligegyldig kamera lir, men De Palma har en gudsbenådet evne til at gøre det relevant i historien.
Det går hverken værre eller bedre end den stakkels minister må lade livet og pludselig står politiet med 14.000 mistænkte. Det viser sig at flere højtstående personer har haft mere end en finger med i spillet, og vennen Kevin Dunne viser sig at være en ikke helt uvæsentlig brik i det spil.
En rigtig god time
I filmens første del er dialogen skarp, rap og meget velskrevet og det hele afleveres i De Palmas velkendte blanding af lækre billeder og tempofyldt fortællestil. Der er et par meget originale plot-twists mens ideen med at vi får løsningen præsenteret gennem informative tilbageblik fungerer ganske godt. Desuden er Cage ganske glimrende som energibundtet, der har mange jern i ilden, mens det det er lidt for oplagt hvem der er skurk.
En halvtimes tomgang
Filmens åbenlyse problem er, at De Palma ikke hurtigt nok kan få afsløret det indviklede komplot, som er baggrunden for mordet. I stedet for at trække spændingen ud til sidste scene, afsløres alt en time inde i filmen, og vi er efterladt med en halv times tomgang om hvorvidt Rick gå moralens vej, eller forblive korrupt politimand uden et gran af ærefølelse. Man forsøger desuden at bløde det hele op med en ligegyldig kærlighedshistorie mellem Rick og pigen Julia (Carla Gugino), der foruden at være den sidste, som snakkede med ministeren, også er en del af årsagen til mordet.
Det er synd og skam at filmen fuldstændig taber pusten, og det er en smule beskæmmende at en gammel rotte som De Palma har forvaltet sit manuskript så skidt. Der er dog tilpas meget gods i den første del af filmen til at den bestemt ikke kan kaldes mislykket.
19/11-2018
