Glam & glimmer
3.0
Musik, seksualitet og nostalgi er blot nogle af elementerne i et pailletbesat filmisk tilbageblik
En snørklet beretning om 70ernes engelske glamrock periode med udgangspunkt i New York anno 1984 - instrueret og skrevet af amerikaneren Todd Haynes. Det klinger ikke af mainstream, og er det absolut heller ikke. "Velvet Goldmine" kan ses som en hyldest til den helt specielle form for teatralsk rock, der dominerede i England i begyndelsen af 70erne. Her var kunstigheden i højsædet, og man dyrkede det opstyltede, stiliserede og androgyne ved hjælp af heftig sminke, outrerede kostumer og tonsvis af glitter.
Todd Haynes tredje spillefilm har en meget independent feeling, men benytter en gammelkendt rammestruktur for at holde sammen på løjerne. I bedste "Citizen Kane" stil får journalisten og eksilenglænderen Arthur (Christian Bale) besked på at skrive en artikel til sin amerikanske avis. Han skal efterforske glamrock stjernen Brian Slades forsvinden ti år tidligere og må dermed også modvilligt dykke tilbage i sin egen fortid som ung, inkarneret glamrock fan. I forsøget på at komme bag om stjernen og myten opsøges blandt andre Slades ekskone (Toni Collette) og hans muse og elsker - den amerikanske rocksanger Curt Wild (Ewan McGregor). Slade (Jonathan Rhys Meyers) er en David Bowie inspireret figur, der med sin androgyne udstråling, findes tiltrækkende af idolhungrende teenagere af begge køn. Omstændeligt og nølende oprulles Brian Slades berømmelse og fald, og der tegner sig et billede af en stræbende kamæleon, som låner med arme og tunge af andres originalitet og kunstneriske udtryk.
Myte med mere
Som det hører sig til i forbindelse med myter, opnår hverken publikum eller Arthur at komme i nærheden af en endegyldig sandhed om Slade. I lighed med virkeligheden findes der mange forskellige, men rammende sandheder om os alle. "Velvet Goldmine" er en forfriskende og usædvanlig film, der forsøger at fange et tidsbillede og en tidsånd gennem periodens musik og idoler. Der mangler dog lidt kød på Arthurs personlige og traumatiske rejse tilbage i tiden, og det er også med en moderat følelse af spænding, at man følger hans detektivarbejde.
Ewan McGregor skal fremhæves for sit insisterende portræt af den Iggy Pop-inspirerede Curt Wild. Den skotske skuespiller, der også er filmaktuel i "Nightwatch", synes at yde sit optimale i skæve og hærgede roller, hvor livet leves stærkt og intenst. Ligesom Jonathan Rhys Meyers har han selv lagt stemme til flere af filmens musikalske optrin. Todd Haynes prøvede forgæves (han er selv ved at lave glamrockfilm) at få David Bowies tilladelse til at benytte hans sange i filmen, så soundtracket består af andre musikeres originale bidrag til æraen samt nyt materiale med den rigtige sound. Filmen får højst sandsynlig en ekstra nostalgisk dimension, hvis der kan nikkes genkendende til både musikken og tidsbilledet. Er det ikke tilfældet, kan hele den glamourøse historie godt føles en fjerboa eller to for lang.
En snørklet beretning om 70ernes engelske glamrock periode med udgangspunkt i New York anno 1984 - instrueret og skrevet af amerikaneren Todd Haynes. Det klinger ikke af mainstream, og er det absolut heller ikke. "Velvet Goldmine" kan ses som en hyldest til den helt specielle form for teatralsk rock, der dominerede i England i begyndelsen af 70erne. Her var kunstigheden i højsædet, og man dyrkede det opstyltede, stiliserede og androgyne ved hjælp af heftig sminke, outrerede kostumer og tonsvis af glitter.
Todd Haynes tredje spillefilm har en meget independent feeling, men benytter en gammelkendt rammestruktur for at holde sammen på løjerne. I bedste "Citizen Kane" stil får journalisten og eksilenglænderen Arthur (Christian Bale) besked på at skrive en artikel til sin amerikanske avis. Han skal efterforske glamrock stjernen Brian Slades forsvinden ti år tidligere og må dermed også modvilligt dykke tilbage i sin egen fortid som ung, inkarneret glamrock fan. I forsøget på at komme bag om stjernen og myten opsøges blandt andre Slades ekskone (Toni Collette) og hans muse og elsker - den amerikanske rocksanger Curt Wild (Ewan McGregor). Slade (Jonathan Rhys Meyers) er en David Bowie inspireret figur, der med sin androgyne udstråling, findes tiltrækkende af idolhungrende teenagere af begge køn. Omstændeligt og nølende oprulles Brian Slades berømmelse og fald, og der tegner sig et billede af en stræbende kamæleon, som låner med arme og tunge af andres originalitet og kunstneriske udtryk.
Myte med mere
Som det hører sig til i forbindelse med myter, opnår hverken publikum eller Arthur at komme i nærheden af en endegyldig sandhed om Slade. I lighed med virkeligheden findes der mange forskellige, men rammende sandheder om os alle. "Velvet Goldmine" er en forfriskende og usædvanlig film, der forsøger at fange et tidsbillede og en tidsånd gennem periodens musik og idoler. Der mangler dog lidt kød på Arthurs personlige og traumatiske rejse tilbage i tiden, og det er også med en moderat følelse af spænding, at man følger hans detektivarbejde.
Ewan McGregor skal fremhæves for sit insisterende portræt af den Iggy Pop-inspirerede Curt Wild. Den skotske skuespiller, der også er filmaktuel i "Nightwatch", synes at yde sit optimale i skæve og hærgede roller, hvor livet leves stærkt og intenst. Ligesom Jonathan Rhys Meyers har han selv lagt stemme til flere af filmens musikalske optrin. Todd Haynes prøvede forgæves (han er selv ved at lave glamrockfilm) at få David Bowies tilladelse til at benytte hans sange i filmen, så soundtracket består af andre musikeres originale bidrag til æraen samt nyt materiale med den rigtige sound. Filmen får højst sandsynlig en ekstra nostalgisk dimension, hvis der kan nikkes genkendende til både musikken og tidsbilledet. Er det ikke tilfældet, kan hele den glamourøse historie godt føles en fjerboa eller to for lang.
19/11-2018
