Helt ærligt
2.0
Kærlighed handler om ærlighed. Og for at være helt ærlig, så mangler denne film både kærlighed og ærlighed. Men den har et par gode pointer.
Det er lidt kompliceret. Som kærlighed for det meste er. Victor (Douglas Henshall) har været sin kæreste Sylvia (Lena Headey) utro, men han har været ærlig nok til at fortælle hende om det. Konsekvensen er, at hun går fra ham, møder Dave (Mark Strong) i et fitnesscenter, og nu skal giftes med ham, hvilket Victor desperat modsætter sig. Victor er parat til at tage sit eget liv, og møder af uransagelige grunde et par spanske skraldemænd, der på magisk vis får skruet tiden tilbage, så Victor kan rette op på den værste fejltagelse han nogensinde har begået. Ny tid, ny chance. Victor afbryder sin affære og retter opmærksomheden mod Sylvia, kun for at opdage, at skæbnen ikke lader sig styre. Nu er rollerne byttet om, og det er hendes tur til at begå sit livs fejltagelse.
Two wrongs don't make a right
Filmens idé er fin nok, kærlighed er bestemt ikke en naturkraft, der er til at styre, men filmens udførelse er det blevet så som så med. Vi ønsker alle at skrue tiden tilbage og gøre situationen om. Sige noget andet, gøre noget andet. De to magiske skraldemænd skurrer uvirkeligt i filmens univers, der ellers ikke lægger op til overnaturligheder som sådan et par tidsbanditter. Endvidere er det meget hurtigt temmelig tydeligt, at vi skal udsættes for hele Victors historie igen, blot med Sylvia som hovedrolle. Det gør filmen ret forudsigelig, for ikke at sige dens slutning, for meningen er jo, at hovedpersonerne skal lære af deres fejltagelser. At se den samme fejltagelse blive begået to gange gør bestemt ikke filmens historie bedre.
Marlon fucking Brando
Victor er prototypen på en ung, arbejdsløs, selvmedlidende og selvoptaget skuespiller, der opfører sig som ovennævnte. Så meget, at man får lyst til at banke lidt fornuft ind i hovedet på ham. Men han nægter at lytte, hvilket hans ven Freddy påpeger skarpsindigt, selvom resten af hans råd er lige så hjernelamme som ham selv. Douglas Henshall spiller overbevisende, men som mange af de andre roller i filmen kunne den godt være mindre stereotyp. Her er der ikke plads til mere end en grov skitse. Enkle scener mellem Victor og Sylvia viser en gnist mellem dem, takket være hendes store, mørke øjne og lidende ansigtsmimik, men Victors møde med Louise (Penélope Cruz) afslører bestemt ikke den store kærlighed. Snarere blot to tilfældige mennesker, der kysser lidt og skændes lidt, men som ikke har fundet den eneste ene i hinanden. Filmen samler dog alle tråde sammen til sidst, så der ikke er nogle løse ender.
Alligevel mangler der noget. En ny chance for Victor og Sylvia afslører uoverenstemmelser mellem selve handlingen og historiens muligheder og deres karakterer. Sylvia og Dave lader til at gå godt i spænd, og intet taler for, at hun kunne begå Victors fejltagelser på samme måde som ham. Hun er trods alt et andet menneske. Derfor kan det undre, at hun sidder tilbage som taberen i kærlighedens spil, mens Victor skal giftes med Louise. Især fordi Victors udvikling i filmen virker ufærdig. Han siger, at han har forandret sig, men er han virkelig blevet så voksen og moden? Det er her, filmen ikke er ærlig overfor sig selv og sin historie. I øvrigt er Sylvia bedre tjent uden ham, for hun er tilsyneladende lysår foran ham i sin personlige udvikling.
Filmen savner kongruens mellem personer og handling, men den stiller et par interessante spørgsmål. Hvis vi kunne skrue tiden tilbage, ville det kunne ændre noget? Kærlighed kan jo ikke kontrolleres. Hvorfor være ærlig, hvis man ved, at det vil såre den, man elsker? Er ærligheden det vigtigste i et forhold? Og filmens pointe: spiller skæbnen en rolle? Er skæbnen i virkeligheden kærlighed? Og endelig, hvorfor skal det være så forbandet svært?
Det er lidt kompliceret. Som kærlighed for det meste er. Victor (Douglas Henshall) har været sin kæreste Sylvia (Lena Headey) utro, men han har været ærlig nok til at fortælle hende om det. Konsekvensen er, at hun går fra ham, møder Dave (Mark Strong) i et fitnesscenter, og nu skal giftes med ham, hvilket Victor desperat modsætter sig. Victor er parat til at tage sit eget liv, og møder af uransagelige grunde et par spanske skraldemænd, der på magisk vis får skruet tiden tilbage, så Victor kan rette op på den værste fejltagelse han nogensinde har begået. Ny tid, ny chance. Victor afbryder sin affære og retter opmærksomheden mod Sylvia, kun for at opdage, at skæbnen ikke lader sig styre. Nu er rollerne byttet om, og det er hendes tur til at begå sit livs fejltagelse.
Two wrongs don't make a right
Filmens idé er fin nok, kærlighed er bestemt ikke en naturkraft, der er til at styre, men filmens udførelse er det blevet så som så med. Vi ønsker alle at skrue tiden tilbage og gøre situationen om. Sige noget andet, gøre noget andet. De to magiske skraldemænd skurrer uvirkeligt i filmens univers, der ellers ikke lægger op til overnaturligheder som sådan et par tidsbanditter. Endvidere er det meget hurtigt temmelig tydeligt, at vi skal udsættes for hele Victors historie igen, blot med Sylvia som hovedrolle. Det gør filmen ret forudsigelig, for ikke at sige dens slutning, for meningen er jo, at hovedpersonerne skal lære af deres fejltagelser. At se den samme fejltagelse blive begået to gange gør bestemt ikke filmens historie bedre.
Marlon fucking Brando
Victor er prototypen på en ung, arbejdsløs, selvmedlidende og selvoptaget skuespiller, der opfører sig som ovennævnte. Så meget, at man får lyst til at banke lidt fornuft ind i hovedet på ham. Men han nægter at lytte, hvilket hans ven Freddy påpeger skarpsindigt, selvom resten af hans råd er lige så hjernelamme som ham selv. Douglas Henshall spiller overbevisende, men som mange af de andre roller i filmen kunne den godt være mindre stereotyp. Her er der ikke plads til mere end en grov skitse. Enkle scener mellem Victor og Sylvia viser en gnist mellem dem, takket være hendes store, mørke øjne og lidende ansigtsmimik, men Victors møde med Louise (Penélope Cruz) afslører bestemt ikke den store kærlighed. Snarere blot to tilfældige mennesker, der kysser lidt og skændes lidt, men som ikke har fundet den eneste ene i hinanden. Filmen samler dog alle tråde sammen til sidst, så der ikke er nogle løse ender.
Alligevel mangler der noget. En ny chance for Victor og Sylvia afslører uoverenstemmelser mellem selve handlingen og historiens muligheder og deres karakterer. Sylvia og Dave lader til at gå godt i spænd, og intet taler for, at hun kunne begå Victors fejltagelser på samme måde som ham. Hun er trods alt et andet menneske. Derfor kan det undre, at hun sidder tilbage som taberen i kærlighedens spil, mens Victor skal giftes med Louise. Især fordi Victors udvikling i filmen virker ufærdig. Han siger, at han har forandret sig, men er han virkelig blevet så voksen og moden? Det er her, filmen ikke er ærlig overfor sig selv og sin historie. I øvrigt er Sylvia bedre tjent uden ham, for hun er tilsyneladende lysår foran ham i sin personlige udvikling.
Filmen savner kongruens mellem personer og handling, men den stiller et par interessante spørgsmål. Hvis vi kunne skrue tiden tilbage, ville det kunne ændre noget? Kærlighed kan jo ikke kontrolleres. Hvorfor være ærlig, hvis man ved, at det vil såre den, man elsker? Er ærligheden det vigtigste i et forhold? Og filmens pointe: spiller skæbnen en rolle? Er skæbnen i virkeligheden kærlighed? Og endelig, hvorfor skal det være så forbandet svært?
19/11-2018
