...Noget nyt, noget gammelt, noget brugt og noget blåt
1.0
Skuffende genforening af Blues-brødrene, med meget langt imellem de underholdende øjeblikke
Musikken svinger, som den gjorde, da Elwood for 18 år siden røg i spjældet, men ellers er der løbet meget vand i åen, som man siger. Jake (John Belushi) er død - mest fordi han er det i virkeligheden - og både Elwood (Dan Aykroyd) og resten af bandet gråner i toppen og har fugleben ved øjnene. Men ellers er alt ved det gamle, hatten, solbrillerne, jakkesættet og det udtryksløse stenansigt. Replikkerne er der ikke mange af, og det er også godt det samme. "Blues Brothers 2000", som mærkeligt nok kommer i 1998, er ikke særlig spændende. Retrospektivt var der ikke mange ben i den historie filmen fortalte i 1980, hvor personer og band var baseret på live-shows og senere TV-optræden fra 1970'erne, men der var gang i den og parrets "mission om at bringe blues og rock'n'roll tilbage til rødderne" blev en succes. Men længere er den ikke og i 1998 er det næsten umuligt at få kogt mere suppe ud til en efterfølger.
Elwood kommer ud af fængslet og i store træk er hans plan at samle de gamle gutter igen. Gutterne er kommet videre her i livet, med forskellige mere eller mindre lyssky forretninger og ingen af dem er særlig hooked på idéen. I Mack (John Goodman, et godt valg fordi han har samme jubelidiotiske udstråling som Aykroyd) og børnehjemsdrengen Buster, finder Elwood sine første tro væbnere. Men hvad er Blues Brothers uden eftersøgninger og biljagter? Elwood og co. får både politiet, russiske mafioso'er, militante fascister og børnehjemmets nonner på nakken, og så går den vilde jagt fra Chicago til "The Deep South".
"Blues Brothers 2000" er formodentlig guf for ukritiske fans, men har man ikke hæmningsløst dyrket kulten, men derimod registreret den gamle "Blue Brothers" film som værende rimelig sjov, er der ikke meget at komme efter. Det langsomme tempo, som var en provokerende stil og fungerede godt i 1980, virker distraherende, og har mistet sin virkning i disse tider med bevidst sammenblanding af stilarter. Dialoger er plat og Dan Aykroyd er direkte umorsom når han giver den som godtroende, musikelskende plattenslager.
"Blues Brothers 2000" kalder sig en musical og rigtigt er det også, at personerne kaster sig ud i sang og dansenumre. De musikalske indslag er desværre ikke en overgangsfri og naturlig del af handlingen, som i velfungerende musicals, men gumpetunge brud på forløbet, og man savner i den grad elegance og overraskelse. Til gengæld er J Evan Bonifant overraskende god som den 10-årige Buster. Han danser absolut bedst, og er både synlig og diskret i samspillet med de "rigtige" stjerner. Det kunne let være blevet en pinlig affære, for han spiller et stakkels børnehjemsbarn, men han ender faktisk med at blive den sjoveste figur, selvfølgelig iført en miniudgave af Blues Brothers-uniformen.
En enkel rose, men alt i alt et skuffende gensyn. Men man får mest ud af at anskaffe sig cd'en.
Musikken svinger, som den gjorde, da Elwood for 18 år siden røg i spjældet, men ellers er der løbet meget vand i åen, som man siger. Jake (John Belushi) er død - mest fordi han er det i virkeligheden - og både Elwood (Dan Aykroyd) og resten af bandet gråner i toppen og har fugleben ved øjnene. Men ellers er alt ved det gamle, hatten, solbrillerne, jakkesættet og det udtryksløse stenansigt. Replikkerne er der ikke mange af, og det er også godt det samme. "Blues Brothers 2000", som mærkeligt nok kommer i 1998, er ikke særlig spændende. Retrospektivt var der ikke mange ben i den historie filmen fortalte i 1980, hvor personer og band var baseret på live-shows og senere TV-optræden fra 1970'erne, men der var gang i den og parrets "mission om at bringe blues og rock'n'roll tilbage til rødderne" blev en succes. Men længere er den ikke og i 1998 er det næsten umuligt at få kogt mere suppe ud til en efterfølger.
Elwood kommer ud af fængslet og i store træk er hans plan at samle de gamle gutter igen. Gutterne er kommet videre her i livet, med forskellige mere eller mindre lyssky forretninger og ingen af dem er særlig hooked på idéen. I Mack (John Goodman, et godt valg fordi han har samme jubelidiotiske udstråling som Aykroyd) og børnehjemsdrengen Buster, finder Elwood sine første tro væbnere. Men hvad er Blues Brothers uden eftersøgninger og biljagter? Elwood og co. får både politiet, russiske mafioso'er, militante fascister og børnehjemmets nonner på nakken, og så går den vilde jagt fra Chicago til "The Deep South".
"Blues Brothers 2000" er formodentlig guf for ukritiske fans, men har man ikke hæmningsløst dyrket kulten, men derimod registreret den gamle "Blue Brothers" film som værende rimelig sjov, er der ikke meget at komme efter. Det langsomme tempo, som var en provokerende stil og fungerede godt i 1980, virker distraherende, og har mistet sin virkning i disse tider med bevidst sammenblanding af stilarter. Dialoger er plat og Dan Aykroyd er direkte umorsom når han giver den som godtroende, musikelskende plattenslager.
"Blues Brothers 2000" kalder sig en musical og rigtigt er det også, at personerne kaster sig ud i sang og dansenumre. De musikalske indslag er desværre ikke en overgangsfri og naturlig del af handlingen, som i velfungerende musicals, men gumpetunge brud på forløbet, og man savner i den grad elegance og overraskelse. Til gengæld er J Evan Bonifant overraskende god som den 10-årige Buster. Han danser absolut bedst, og er både synlig og diskret i samspillet med de "rigtige" stjerner. Det kunne let være blevet en pinlig affære, for han spiller et stakkels børnehjemsbarn, men han ender faktisk med at blive den sjoveste figur, selvfølgelig iført en miniudgave af Blues Brothers-uniformen.
En enkel rose, men alt i alt et skuffende gensyn. Men man får mest ud af at anskaffe sig cd'en.
19/11-2018
