Festlig, funky og fornøjelig
4.0
Livet går sin gang i forstadspensionatet, den store dyreetniske smeltedigel, hvor alle Muppetvennerne holder til, men kanonkongen og den evige vovehals Gonzo er begyndt at få sære drømme, der tvinger ham til at stille sig selv nogle alvorlige spørgsmål. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra?
Gonzo er klar til at gå ombord på Noahs ark. Men han er alene og kan ikke fortælle den gamle patriark, hvilken art han tilhører. Derfor kommer han ikke om bord. Det er selvfølgelig bare en drøm, men for Gonzo er det begyndelsen til en eksistentiel krise. Alle de andre Muppetvenner kender deres baggrund, men Gonzo den krumnæbbede ... ja, hvad er han egentlig? Da hans bogstavformede cornflakes opfordrer ham til at holde øje med himlen, og et par kosmiske fisk giver ham en ud-af-kroppen oplevelse, sætter det for alvor tankerne i gang. Da han skriver "I am here" på græsplænen med sin plæneklipper og i tv-programmet "UFOMania" hævder, at han har slægtninge i det ydre rum, påkalder han sig opmærksomhed fra regeringens hemmelige ufo-overvågningsagenter. Gonzo og rottevennen Rizzo kommer i kløerne på agenterne, som vil udsætte dem for laboratorieforsøg. Og så må vennerne tage affære.
Tilbage til rødderne og nutiden
Efter et par film med Muppetudgaver af klassikere, "Muppets juleeventyr" (1991) og "Muppets skatteø" (1996), vender holdet med den sjette Muppetfilm tilbage til udgangspunktet, hvor dukkerne spiller sig selv. Samtidig er formen opdateret. Vi får science fiction og agentparodi i en mere tidssvarende indpakning i stedet for de mere antikverede Hollywoodgenrer, mens musical-evergreens er erstattet af 70'er-funk (Earth, Wind and Fire, Commodores og George Clinton). Spielbergs "Nærkontakt af tredje grad" (1977) og "Men In Black" (1997) er oplagte referencepunkter, men ellers er filmen ikke så sci fi, som titlen måske kunne give én anledning til tro.
De gamle kendinge trækker læsset
Da Kermit, Miss Piggy, Fonzie og Animal begiver sig af sted på deres redningsmission, forfalder fortællingen lejlighedsvis til løsninger, der er mere bekvemme end elegante. Nu hører det jo nærmest til spoof-genrens natur, at historien primært er en undskyldning for fjollede indslag, og en stor del af fornøjelsen ved "Muppets fra rummet" er netop de mange sidehistorier og unødvendige detaljer - Piggys intrigante kamp for at avancere fra kaffegris til tv-vært, Rizzos fitnessøvelser med en musefælde og rottefængslet i forsøgslaboratoriet. Traditionen tro tæller filmen også en række gæsteoptrædener fra aktører af kød og blod (Jeffrey Tambor, David Arquette, Andie McDowell), men disse bidrag hører til historiens svageste led. Mest levende er det, når Muppetfigurerne selv styrer festen som i den kaotiske morgenscene i pensionatet.
Gonzo viser, at han magter en hovedrolle, mens Kermit og Piggy spiller fint andenviolin. Bjørnen Bobo, der er agenthåndlanger, opfinderen Dr. Phil Van Neuter og især rejen Pepe er velkomne nye skabninger i Muppet-universet.
Nostalgi, spoof og Muppetmagi
Budskabet er selvfølgelig lige så velkendt, som det er banalt, men dukkernes udskejelser er ikke mindre underholdende af den grund. Det handler om venskab og fællesskab mellem skabninger med forskellig baggrund fremfor eksistensfilosofiske betragtninger. Nogen vil givetvis rynke på næsen af Muppetskabernes forsøg på at gøre de gamle dukker cool, men moderniseringen lykkes ganske fint. Moderne indstillede nostalgikere vil glæde sig over gensynet med favoritterne fra senhalvfjersernes klassiske tv-shows. Samtidig vil yngre biografgængere, der er vokset op med spoof-film, more sig over de talrige filmreferencer, mens der er nok af umiddelbar Muppetmagi til, at de mest uskyldige filmøjne vil føle sig underholdt.
Hvis man på noget tidspunkt har haft en svaghed for Muppetuniversets bizarre skabninger, så skal man ikke være bange for at vove pelsen med "Muppets fra rummet". Forældre kan samtidig glæde sig over, at Muppetpensionatet ikke bare geografisk ligger lysår fra en vis underskole i South Park.
Gonzo er klar til at gå ombord på Noahs ark. Men han er alene og kan ikke fortælle den gamle patriark, hvilken art han tilhører. Derfor kommer han ikke om bord. Det er selvfølgelig bare en drøm, men for Gonzo er det begyndelsen til en eksistentiel krise. Alle de andre Muppetvenner kender deres baggrund, men Gonzo den krumnæbbede ... ja, hvad er han egentlig? Da hans bogstavformede cornflakes opfordrer ham til at holde øje med himlen, og et par kosmiske fisk giver ham en ud-af-kroppen oplevelse, sætter det for alvor tankerne i gang. Da han skriver "I am here" på græsplænen med sin plæneklipper og i tv-programmet "UFOMania" hævder, at han har slægtninge i det ydre rum, påkalder han sig opmærksomhed fra regeringens hemmelige ufo-overvågningsagenter. Gonzo og rottevennen Rizzo kommer i kløerne på agenterne, som vil udsætte dem for laboratorieforsøg. Og så må vennerne tage affære.
Tilbage til rødderne og nutiden
Efter et par film med Muppetudgaver af klassikere, "Muppets juleeventyr" (1991) og "Muppets skatteø" (1996), vender holdet med den sjette Muppetfilm tilbage til udgangspunktet, hvor dukkerne spiller sig selv. Samtidig er formen opdateret. Vi får science fiction og agentparodi i en mere tidssvarende indpakning i stedet for de mere antikverede Hollywoodgenrer, mens musical-evergreens er erstattet af 70'er-funk (Earth, Wind and Fire, Commodores og George Clinton). Spielbergs "Nærkontakt af tredje grad" (1977) og "Men In Black" (1997) er oplagte referencepunkter, men ellers er filmen ikke så sci fi, som titlen måske kunne give én anledning til tro.
De gamle kendinge trækker læsset
Da Kermit, Miss Piggy, Fonzie og Animal begiver sig af sted på deres redningsmission, forfalder fortællingen lejlighedsvis til løsninger, der er mere bekvemme end elegante. Nu hører det jo nærmest til spoof-genrens natur, at historien primært er en undskyldning for fjollede indslag, og en stor del af fornøjelsen ved "Muppets fra rummet" er netop de mange sidehistorier og unødvendige detaljer - Piggys intrigante kamp for at avancere fra kaffegris til tv-vært, Rizzos fitnessøvelser med en musefælde og rottefængslet i forsøgslaboratoriet. Traditionen tro tæller filmen også en række gæsteoptrædener fra aktører af kød og blod (Jeffrey Tambor, David Arquette, Andie McDowell), men disse bidrag hører til historiens svageste led. Mest levende er det, når Muppetfigurerne selv styrer festen som i den kaotiske morgenscene i pensionatet.
Gonzo viser, at han magter en hovedrolle, mens Kermit og Piggy spiller fint andenviolin. Bjørnen Bobo, der er agenthåndlanger, opfinderen Dr. Phil Van Neuter og især rejen Pepe er velkomne nye skabninger i Muppet-universet.
Nostalgi, spoof og Muppetmagi
Budskabet er selvfølgelig lige så velkendt, som det er banalt, men dukkernes udskejelser er ikke mindre underholdende af den grund. Det handler om venskab og fællesskab mellem skabninger med forskellig baggrund fremfor eksistensfilosofiske betragtninger. Nogen vil givetvis rynke på næsen af Muppetskabernes forsøg på at gøre de gamle dukker cool, men moderniseringen lykkes ganske fint. Moderne indstillede nostalgikere vil glæde sig over gensynet med favoritterne fra senhalvfjersernes klassiske tv-shows. Samtidig vil yngre biografgængere, der er vokset op med spoof-film, more sig over de talrige filmreferencer, mens der er nok af umiddelbar Muppetmagi til, at de mest uskyldige filmøjne vil føle sig underholdt.
Hvis man på noget tidspunkt har haft en svaghed for Muppetuniversets bizarre skabninger, så skal man ikke være bange for at vove pelsen med "Muppets fra rummet". Forældre kan samtidig glæde sig over, at Muppetpensionatet ikke bare geografisk ligger lysår fra en vis underskole i South Park.
19/11-2018
