Blodrus
2.0
"Blood and Wine" er instruktøren Bob Rafelson og superstjernen Jack Nicholsons seneste samarbejde. Et velfungerende men skuffende drama. Især set i lyset af fælles bedrifter som "Five Easy Pieces" fra 1970 og thrillerhittet "Postmanden ringer altid to gange" fra 1981.
"Blood and Wine" er en af disse klassiske Hollywooddramaer, hvor man aldrig går helt galt i byen, men hvor man alligevel ikke kan lade være med at synes at man har set det hele før. Med velkomponerede, stemningfulde solopgangsbilleder, og let og energisk tempo, indleder Bob Rafelson den tredie film i hvad han selv omtaler som en uofficiel trilogi om problematiske familieforhold. (De to andre er henholdsvis "Five Easy Pieces", også med Nicholson, og "The King of Marvin Gardens".)
Og der ER tale om problematiske familieforhold for hovedpersonen Alex, spillet med vanligt pokerfjæs af Jack Nicholson, har mistet lysten til sin let drikfældige kone Suzanne (Judy Davis), for til gengæld at udvise kåd og ungdommelig interesse for nanny'en Gabriella (Jennifer Lopez). Hans forhold til stedsønnen Jason (Stephen Dorff) er en katastrofe og har vist været det alle årene siden Alex gjorde sin entré i familiens liv. "Blood and Wine" handler nu ikke om alle de år, der er gået, men om nu og her. Alligevel fornemmer man hurtigt de dårlige vibrationer og mange års misforståelser.
Alex tjener hurtige penge ved at sælge vin til Florida Keys overklasse og han bruger formuen i samme tempo på sin ekstravagante livsstil og sin unge elskerinde. Da kassen efterhånden bliver slunken opsøger han Victor.
Victor (Michael Caine) er pengeskabsekspert, særdeles voldelig og ved at hoste lungerne op på grund af sit ekstreme cigaretforbrug. Han er en rigtig væmmelig type og Caine er glimrende med sin kvabsede skikkelse og sit blodsprængte blik. Den engelske accent dækker over det han egentlig er, nemlig en afdanket mestertyv med én fod i graven. Alex og Victor forener deres profesionelle kunnen ved at opsøge et indholdsrigt pengeskab hos en af Alex's kunder. Men som det altid sker i denne slags fortællinger, ender rovets udbytte, en diamantkæde, tilfældigvis i de forkertes hænder. Under et skænderi slår Suzanne Alex bevidstløs, og flygter sammen med Jason. Forudsigeligt nok ligger diamantkæden i deres hurtigt pakkede kuffert. Nu går den vilde skattejagt og hvad der startede med småproblemer ender med en hel families undergang.
"Blood and Wine" er mere ligegyldig end den er egentlig dårlig. Den er bygget op med et klassisk forfølgelsestema, hvor de forskellige personer, af divergerende grunde, prøver at få fat på det værdifulde smykke. Jo, jagten er spændende, tiden knap og forhindringerne mange. Alle snyder alle, helt som vi forventer og det er der jo ikke noget nyt i.
Filmens absolute force er samspillet mellem Nicholson og Caine. De svinger gevaldigt på lærredet og det er en fryd at se hvodan Nicholson, i scenerne med Caine, lægger sit fjogede "womanizer"udtryk fra sig og bliver en person og ikke en karikatur. Alex og Victor er både venner og fjender, og det er både ømhed og had, der holder gang i samarbejdet. Samme intensitet opstår aldrig mellem filmens resterende rolleindehavere, som dog, den ros skal de have, hver især lægger store kræfter i skuespillet. Når plottet hverken er raffineret eller overraskende, og de fleste figurer er af pap, er det svært at se "Blood and Wine" som andet end endnu et gennemsnitligt amerikansk drama.
"Blood and Wine" er en af disse klassiske Hollywooddramaer, hvor man aldrig går helt galt i byen, men hvor man alligevel ikke kan lade være med at synes at man har set det hele før. Med velkomponerede, stemningfulde solopgangsbilleder, og let og energisk tempo, indleder Bob Rafelson den tredie film i hvad han selv omtaler som en uofficiel trilogi om problematiske familieforhold. (De to andre er henholdsvis "Five Easy Pieces", også med Nicholson, og "The King of Marvin Gardens".)
Og der ER tale om problematiske familieforhold for hovedpersonen Alex, spillet med vanligt pokerfjæs af Jack Nicholson, har mistet lysten til sin let drikfældige kone Suzanne (Judy Davis), for til gengæld at udvise kåd og ungdommelig interesse for nanny'en Gabriella (Jennifer Lopez). Hans forhold til stedsønnen Jason (Stephen Dorff) er en katastrofe og har vist været det alle årene siden Alex gjorde sin entré i familiens liv. "Blood and Wine" handler nu ikke om alle de år, der er gået, men om nu og her. Alligevel fornemmer man hurtigt de dårlige vibrationer og mange års misforståelser.
Alex tjener hurtige penge ved at sælge vin til Florida Keys overklasse og han bruger formuen i samme tempo på sin ekstravagante livsstil og sin unge elskerinde. Da kassen efterhånden bliver slunken opsøger han Victor.
Victor (Michael Caine) er pengeskabsekspert, særdeles voldelig og ved at hoste lungerne op på grund af sit ekstreme cigaretforbrug. Han er en rigtig væmmelig type og Caine er glimrende med sin kvabsede skikkelse og sit blodsprængte blik. Den engelske accent dækker over det han egentlig er, nemlig en afdanket mestertyv med én fod i graven. Alex og Victor forener deres profesionelle kunnen ved at opsøge et indholdsrigt pengeskab hos en af Alex's kunder. Men som det altid sker i denne slags fortællinger, ender rovets udbytte, en diamantkæde, tilfældigvis i de forkertes hænder. Under et skænderi slår Suzanne Alex bevidstløs, og flygter sammen med Jason. Forudsigeligt nok ligger diamantkæden i deres hurtigt pakkede kuffert. Nu går den vilde skattejagt og hvad der startede med småproblemer ender med en hel families undergang.
"Blood and Wine" er mere ligegyldig end den er egentlig dårlig. Den er bygget op med et klassisk forfølgelsestema, hvor de forskellige personer, af divergerende grunde, prøver at få fat på det værdifulde smykke. Jo, jagten er spændende, tiden knap og forhindringerne mange. Alle snyder alle, helt som vi forventer og det er der jo ikke noget nyt i.
Filmens absolute force er samspillet mellem Nicholson og Caine. De svinger gevaldigt på lærredet og det er en fryd at se hvodan Nicholson, i scenerne med Caine, lægger sit fjogede "womanizer"udtryk fra sig og bliver en person og ikke en karikatur. Alex og Victor er både venner og fjender, og det er både ømhed og had, der holder gang i samarbejdet. Samme intensitet opstår aldrig mellem filmens resterende rolleindehavere, som dog, den ros skal de have, hver især lægger store kræfter i skuespillet. Når plottet hverken er raffineret eller overraskende, og de fleste figurer er af pap, er det svært at se "Blood and Wine" som andet end endnu et gennemsnitligt amerikansk drama.
19/11-2018
