Cyborg humanisme
2.0
Den faretruende konstellation af metervare-instruktøren Chris Columbus og en Robin Williams i sit livs sirupsperiode viser sig i "Robotmennesket" at være nøjagtig så storslem som frygtet
"Hvad er der dog sket med Robin Williams?" er blevet et af de senere års tilbagevendende spørgsmål blandt filmkritikere og filmentusiaster i al almindelighed. Efter i flere år at have været et af komediens koryfæer, er han efterhånden endt på den sorte liste over skuespillere, der har solgt ud. Det har man pinefuldt måttet konstatere i såvel "Mrs. Doubtfire" og specielt i sidste års "Patch Adams", der var et sandt orgie i klæbrig familiehumanisme. Og meget bedre bliver det ikke i Chris Columbus' tæerkrummende "Robotmennesket".
Robbie The Robot
På papiret lyder ideen ganske tilforladelig. En servicerobot Andrew (Robin Williams) er ved et uheld blevet fejlkonstrueret og viser sig pludselig at have meget menneskelignende karaktertræk. Familien, den er havnet hos, opdager det hurtigt og værner om dette særegne stykke blik og behandler ham efterhånden som et fuldgyldigt medlem af familien. Familiefaderen Sir (Sam Neill) betragter ham efterhånden som en ven, mens den yngste datter Little Miss (Hallie Kate Eisenberg) ser ham som sin soul-mate. Som tiden går og familiens medlemmer udskiftes, vokser Andrews frihedstrang sammen med et ønske om at blive erklæret for medlem af menneskeracen. Første skridt er en mere menneskelig krop, og han kontakter videnskabsmanden Rupert Burns (Oliver Platt), der giver ham et mere menneskeligt ydre. Men mere avler mere, og Andrew får efterhånden indopereret alt fra hjerte og et komplet sæt indvolde til en konstruktion, der med tiden ælder ham til han dør - altsammen i bestræbelserne på at blive et fuldgyldigt menneske. Efterhånden udvikler han sit følelsesregister i en sådan grad, at han forelsker sig i Portia (Embeth Davidtz), der viser sig at være Little Miss' granvoksne datter. Sidste forhindring er omverdenens accept af ham som menneske, og det opnår han til sidst, da han foran noget, der kunne minde om De Forenede Verdeners Råd, klager sin nød i en stort anlagt forsvarstale.
Luftsteg og vindboller
Med en lettere nuanceret og afdæmpet instruktør ved roret var der muligvis kommet en ganske acceptabel lille film ud af den historie, der er baseret på en roman af sci-fi forfatteren Issac Asimov. Men i Chris Columbus' store svulstige hænder bliver humanisme-knappen drejet helt over i det faretruende røde felt, hvor sukkervandet driver. Det står hurtigt ganske klart, at man er kommet i selskab med en klam omgang kaloriefattig familiehygge pakket nydeligt ind i pænt konstruerede billeder. Et af de helt store problemer ved "Robotmennesket" er, at den tager sig selv så inderligt alvorligt i sit forsøg på at sprede sit almengyldige humanistiske budskab med store brede armbevægelser. Alt imens kører Robin Williams lystigt med på vognen og forstærker kun den svulstige og unuancerede følelsessuppe, der koger løs i næsten to og en halv time. Omend Embeth Davidtz er indbegrebet af sødme som Portia, og Sam Neill spiller familiefar som kun Sam Neill kan, så gør disse to nuancerede portrætter ikke den store forskel, når regningen i sidste ende skal gøres op.
"Hvad er der dog sket med Robin Williams?" er blevet et af de senere års tilbagevendende spørgsmål blandt filmkritikere og filmentusiaster i al almindelighed. Efter i flere år at have været et af komediens koryfæer, er han efterhånden endt på den sorte liste over skuespillere, der har solgt ud. Det har man pinefuldt måttet konstatere i såvel "Mrs. Doubtfire" og specielt i sidste års "Patch Adams", der var et sandt orgie i klæbrig familiehumanisme. Og meget bedre bliver det ikke i Chris Columbus' tæerkrummende "Robotmennesket".
Robbie The Robot
På papiret lyder ideen ganske tilforladelig. En servicerobot Andrew (Robin Williams) er ved et uheld blevet fejlkonstrueret og viser sig pludselig at have meget menneskelignende karaktertræk. Familien, den er havnet hos, opdager det hurtigt og værner om dette særegne stykke blik og behandler ham efterhånden som et fuldgyldigt medlem af familien. Familiefaderen Sir (Sam Neill) betragter ham efterhånden som en ven, mens den yngste datter Little Miss (Hallie Kate Eisenberg) ser ham som sin soul-mate. Som tiden går og familiens medlemmer udskiftes, vokser Andrews frihedstrang sammen med et ønske om at blive erklæret for medlem af menneskeracen. Første skridt er en mere menneskelig krop, og han kontakter videnskabsmanden Rupert Burns (Oliver Platt), der giver ham et mere menneskeligt ydre. Men mere avler mere, og Andrew får efterhånden indopereret alt fra hjerte og et komplet sæt indvolde til en konstruktion, der med tiden ælder ham til han dør - altsammen i bestræbelserne på at blive et fuldgyldigt menneske. Efterhånden udvikler han sit følelsesregister i en sådan grad, at han forelsker sig i Portia (Embeth Davidtz), der viser sig at være Little Miss' granvoksne datter. Sidste forhindring er omverdenens accept af ham som menneske, og det opnår han til sidst, da han foran noget, der kunne minde om De Forenede Verdeners Råd, klager sin nød i en stort anlagt forsvarstale.
Luftsteg og vindboller
Med en lettere nuanceret og afdæmpet instruktør ved roret var der muligvis kommet en ganske acceptabel lille film ud af den historie, der er baseret på en roman af sci-fi forfatteren Issac Asimov. Men i Chris Columbus' store svulstige hænder bliver humanisme-knappen drejet helt over i det faretruende røde felt, hvor sukkervandet driver. Det står hurtigt ganske klart, at man er kommet i selskab med en klam omgang kaloriefattig familiehygge pakket nydeligt ind i pænt konstruerede billeder. Et af de helt store problemer ved "Robotmennesket" er, at den tager sig selv så inderligt alvorligt i sit forsøg på at sprede sit almengyldige humanistiske budskab med store brede armbevægelser. Alt imens kører Robin Williams lystigt med på vognen og forstærker kun den svulstige og unuancerede følelsessuppe, der koger løs i næsten to og en halv time. Omend Embeth Davidtz er indbegrebet af sødme som Portia, og Sam Neill spiller familiefar som kun Sam Neill kan, så gør disse to nuancerede portrætter ikke den store forskel, når regningen i sidste ende skal gøres op.
19/11-2018
