En lille smutter med store konsekvenser

2.0
En uventet graviditet, og de problemer den medfører, er omdrejningpunktet i ny romantiske komedie med Hugh Grant.

"Ni Måneder" tilhører dén genre, som filmselskabernes pressefolk betegner som 'romantisk komedie'. Det vil sige, at alle de medvirkende er søde og charmerende, ja selv 'the bad guys' er ikke rigtig slemme. Forviklingerne og problemerne bliver aldrig større, end at vi alle sammen godt ved, at de bliver løst til sidst på en sød, sjov og romantisk måde.

Samuel (Hugh Grant) og Rebecca (Julianne Moore) er parret, der har alt. De har været sammen i fem år og er stadig forelskede. De har begge gode jobs, ingen økonomiske bekymringer, en lækker lejlighed og Samuel har oven i købet lige fået en ny, smart sportsvogn. Alligevel føler Rebecca, at der mangler et eller andet i det ellers så perfekte liv og parforhold. Og hvad kan det så være? Et barn naturligvis. Så hun bliver gravid ved et uheld - eller er det med vilje?

Samuel er ikke særlig begejstret for at blive far, men indvilliger modstræbende. Så meget kan det vel ikke forandre - tror han. Men sandheden begynder at gå op for ham, da han indser, at hans nye, smarte, tosædede sportsvogn nødvendigvis må skiftes ud med en fornuftig familiebil. Samuel og Rebecca må igennem et par kriser, før de sammen kan blive lykkelige forældre.

Fransk remake
"Ni måneder" er endnu én i rækken af amerikanske remakes af franske film. Denne er baseret på "Neuf Mois" af Patrick Braoude. Tidligere har amerikanerne omgjort "Tre mand og en baby", "Kodenavn: Nina" og "Sommersby". Man kan så forarges over, at amerikanere er for dovne til at læse undertekster. Men det er danskerne tilsyneladende også, hvis det drejer sig om undertekster på franske og ikke på amerikanske film.

Selve historien i "Ni måneder" er mildest talt tynd. Det kan godt være, at den har mere at sige til mennesker, der på den ene eller anden måde har været involveret i en graviditet, og derfor kan genkende sig selv i episoderne. Men for alle andre mangler historien substans og kunne være overstået på en halv time.

I erkendelse af dette, er filmen da også blevet peppet op med diverse underholdende bipersoner og morsomme episoder. Der er det velmenende, men temmelig utålelige, børnerige ægtepar Gail og Marty, spillet af Joan Cusack og Tom Arnold. Der er Robin Williams som en russisk fødselslæge, der mest har erfaring med dyr. Der er slagsmål i en legetøjsbutik og en halsbrækkende (eller rettere benbrækkende) biltur til hospitalet. Bipersonerne og -episoderne virker gennemgående påklistrede og unødvendige for handlingen, men det tilgiver man, for de er faktisk morsomme, og filmen ville have været uudholdelig uden.

"Ni måneder" er instrueret af Chris Columbus. Han har tidligere lavet "Alene Hjemme" -filmene, hvis store succes altid har stået som en gåde for mig. Ikke fordi de er direkte dårlige - de er såmænd meget søde. De er bare så uendeligt ligegyldige og intetsigende. Det samme kan siges om "Ni måneder".
Ni måneder