Øje for øje
4.0
Er det ene mord rigtigere end det andet? Spørgsmålet stilles og besvares negativt i Tim Robbins film om dødsstraf
Jeg bliver altid meget tilbageholdende, når jeg får færten af en 'budskabsfilm' - ganske enkelt fordi de ofte kommer til at skære deres budskab ud i (for tyk) pap. Nuancer og gråtoner ofres for tydelighedens skyld. Når man så kombinerer dette med selvhøjtideligheden, så står jeg som regel af. Et godt eksempel er en film som "Boyz 'N' the Hood", der i min lille sorte bog primært klarede sig igennem til karakteren 'jævn' grundet et par gode skuespilpræstationer.
Så jeg havde mine forbehold, inden jeg skulle se "Dead Man Walking". Ville emnets alvor gøre hele filmen så stiv og sort/hvid, at jeg ville være ude af stand til at indleve mig i den? Svaret blev et ubetinget nej - til trods for, at filmen er et utvetydigt angreb på dødsstraffen, falder den ikke for fristelsen til at presse sit budskab igennem. Som tilskuer får man både forståelse for filmens tilhængere og modstandere af dødsstraf.
Medmenneskelighed
Filmens hovedpersoner er den dødsdømte rod Matthew Poncelet og nonnen Helen Prejean, hans sjælesørger og spirituelle sparringspartner i den håbløse kamp mod henrettelsen. Den flotteste satsning i filmen er, at gøre Sean Penn, som Poncelet, til en figur, det er meget svært at have medfølelse endsige sympati for. Han er udover at være racist, sandsynligvis medskyldig i voldtægten af en 17-årig pige og drabet på hende og hendes jævnaldrende kæreste.
Men han er nu engang et af vore medmennesker, og filmens budskab er da også, at det under alle omstændigheder er forkert at tage et menneskes liv. Det bliver ikke bedre af, at det er staten, der lidenskabsløst, effektivt og upersonligt gør det. Selv når en henrettelse er så 'human' som en dødelig indsprøjtning, er det en rystende oplevelse - en oplevelse, som filmen kraftfuldt får videregivet til tilskueren.
Lige kyniske mord
Jeg blev, ganske som Tim Robbins har tilsigtet det, rystet over den pedantiske rationalitet en henrettelse udføres med. Når den dødsdømte f.eks. får en indsprøjtning med antihistamin et par timer inden henrettelsen, for at undgå en eventuel allergisk reaktion overfor dødseliksiren, virker det lige så umenneskeligt, som når vi oplever forbrydelsen Poncelet er dømt for.
Både Sean Penn og Susan Sarandon er fremragende (Sarandon fik årets Oscar for 'Bedste kvindelige hovedrolle', Penn fik en sølvbjørn ved Berlin Film Festival for 'Bedste mandlige hovedrolle'). Det er faktisk svært decideret at kritisere filmen for noget. Havde man været en amerikansk dødsstraftilhænger, ville man nok kunne beskylde Tim Robbins for at være en politisk korrekt, venstreorienteret lov-og-orden-nedbryder, men det sædvanlige argument om blødsødenhed overfor forbryderen fremfor hensynstagen til ofrets efterladte, ville være svær at kaste på bordet. Filmen magter både at give tilskueren en forståelse for begge sider i polemikken - og at tage stilling.
Det er ikke just en film man skal se på en depri-dag, men selvom emnet ikke er lige så brændende aktuelt her i dødsstraffrie Danmark, er det en film, man 'bør' se - om ikke andet, så fordi det er en god film.
Jeg bliver altid meget tilbageholdende, når jeg får færten af en 'budskabsfilm' - ganske enkelt fordi de ofte kommer til at skære deres budskab ud i (for tyk) pap. Nuancer og gråtoner ofres for tydelighedens skyld. Når man så kombinerer dette med selvhøjtideligheden, så står jeg som regel af. Et godt eksempel er en film som "Boyz 'N' the Hood", der i min lille sorte bog primært klarede sig igennem til karakteren 'jævn' grundet et par gode skuespilpræstationer.
Så jeg havde mine forbehold, inden jeg skulle se "Dead Man Walking". Ville emnets alvor gøre hele filmen så stiv og sort/hvid, at jeg ville være ude af stand til at indleve mig i den? Svaret blev et ubetinget nej - til trods for, at filmen er et utvetydigt angreb på dødsstraffen, falder den ikke for fristelsen til at presse sit budskab igennem. Som tilskuer får man både forståelse for filmens tilhængere og modstandere af dødsstraf.
Medmenneskelighed
Filmens hovedpersoner er den dødsdømte rod Matthew Poncelet og nonnen Helen Prejean, hans sjælesørger og spirituelle sparringspartner i den håbløse kamp mod henrettelsen. Den flotteste satsning i filmen er, at gøre Sean Penn, som Poncelet, til en figur, det er meget svært at have medfølelse endsige sympati for. Han er udover at være racist, sandsynligvis medskyldig i voldtægten af en 17-årig pige og drabet på hende og hendes jævnaldrende kæreste.
Men han er nu engang et af vore medmennesker, og filmens budskab er da også, at det under alle omstændigheder er forkert at tage et menneskes liv. Det bliver ikke bedre af, at det er staten, der lidenskabsløst, effektivt og upersonligt gør det. Selv når en henrettelse er så 'human' som en dødelig indsprøjtning, er det en rystende oplevelse - en oplevelse, som filmen kraftfuldt får videregivet til tilskueren.
Lige kyniske mord
Jeg blev, ganske som Tim Robbins har tilsigtet det, rystet over den pedantiske rationalitet en henrettelse udføres med. Når den dødsdømte f.eks. får en indsprøjtning med antihistamin et par timer inden henrettelsen, for at undgå en eventuel allergisk reaktion overfor dødseliksiren, virker det lige så umenneskeligt, som når vi oplever forbrydelsen Poncelet er dømt for.
Både Sean Penn og Susan Sarandon er fremragende (Sarandon fik årets Oscar for 'Bedste kvindelige hovedrolle', Penn fik en sølvbjørn ved Berlin Film Festival for 'Bedste mandlige hovedrolle'). Det er faktisk svært decideret at kritisere filmen for noget. Havde man været en amerikansk dødsstraftilhænger, ville man nok kunne beskylde Tim Robbins for at være en politisk korrekt, venstreorienteret lov-og-orden-nedbryder, men det sædvanlige argument om blødsødenhed overfor forbryderen fremfor hensynstagen til ofrets efterladte, ville være svær at kaste på bordet. Filmen magter både at give tilskueren en forståelse for begge sider i polemikken - og at tage stilling.
Det er ikke just en film man skal se på en depri-dag, men selvom emnet ikke er lige så brændende aktuelt her i dødsstraffrie Danmark, er det en film, man 'bør' se - om ikke andet, så fordi det er en god film.
19/11-2018
