Kærlighed på kanten
5.0
Nick Cassavetes har instrueret sin fars manuskript om et dommedagsforhold og Sean Penn har fortjent modtaget de gyldne palmer 1997 for bedste mandlige hovedrolle
"She's So Lovely" indledes med Björks "It's oh so quiet". En sang om et turbulent kærlighedsforhold, der bølger op og ned. Eddie (Sean Penn) har været væk i tre dage og Maureen (Robin Wright Penn) hans gravide kone, drikker sig fuld med naboen Kiefer. Kiefer har bagtanker, det kan man se det øjeblik Maureen sætter sig hos ham i stambaren. Så det kommer ikke som et chok at Kiefer vil i seng med Maureen. Da Eddie kommer tilbage fra sin sviptur og finder Maureen forslået efter aftenen med Kiefer, tager han ikke til takke med hendes historie om, at hun er faldet på sine høje hæle. Det gør hun ellers hele tiden. Maureen lyver for Eddie, og det kan han ikke bære. Det slår klik for ham, og hun ringer til det sindsygehospital, hvor han har været indlagt før. Da redderne fra anstalten tropper op i stambaren, skyder Eddie den ene i maven, muligvis ved et uheld, muligvis i et anfald af sindsyge. Han ender i spændetrøje og kommer først ud ti år senere. Maureen har giftet sig med Joey (John Travolta) og har både født Eddies datter og siden Joeys to døtre. Men Maureen og Eddie hører sammen. "Jeg elsker dig Joey, men jeg elsker ham mere," siger Maureen.
Desperation og selvopofrelse
Både Maureen og Eddie er svage sjæle, men sammen er de kærlighedsstærke på den mærkværdige facon som elskende i en Cassavetes-film kan være. De handler irrationelt, men det giver alligevel mening i deres skæve univers. Man bliver forført af den inciterende klang af Eddie og Maureen. Det er de to mod resten af verden. Den slags kærlighedsforhold er film med til at romantisere og som man både kan drømme om og frygte at ende i.
Citatet "Love is that kindness, so rarely kind, and never at all proper" af B.R. Diguin skrevet i 1892, beskriver ligesom Björks sang det umulige. "Jeg vil skærer begge arme af for din skyld," siger Eddie og man ved, han mener det bogstaveligt.
Ligesom "Minnie og Moskowitch" (skrevet og instrueret af John Cassavetes i 1971) er Eddie og Maureen dømt til at være sammen.
Fra søn til far
Nick Cassavetes debutfilm "Unhook the Stars" var hans ode til sin mor (Gena Rowlands). Med "She's So Lovely" har han instrueret sin fars 20 år gamle manuskript, og det så nænsomt at man tydeligt fornemmer John Cassavetes, den store manuskriptforfatter, lige bag billederne. John Cassavetes var med til at indføre cirkulær dramaturgi på film, som er en kredsen om historien til forskel fra Hollywoods lineære fortælling med start, midte og slutning. I Nick Cassavetes 90'er-film er det som om det strikse Hollywood møder den mere indfølende fortællestil. Dramaet er ført up to date, uden at have mistet sin intensitet undervejs.
Palmer til Penn
Robin Wright Penn - jo hun er gift med Sean - spiller Maureen og gør det så sødmefyldt og sart-råt at man bliver nødt til at se på hendes forslåede ynkelige fjæs. Og selv om det var Sean Penn der fik palmerne for sin præstation, har Robin Wrights modspil været afgørende, lige som Susan Sarandons i "Dead Man Walking". Begge film viser Hr. Penn som sin generations bedste skuespiller, når det gælder dramaer på kanten af liv og død. I "She's So Lovely" dukker andre fænomenale skuespillere op, og er med til at fuldende dramaet. Gena Rowlands er kvinden der løslader Eddie, Harry Dean Stanton ("Paris, Texas") er Eddies bedste ven Shorty, og som et lille kuriosum er Cola Light-manden med som hippielæge for en kort bemærkning.
She's d'lovely
"She's So Lovely" er omtrent så uforudsigelig og "d'elskelig" som en Cassavetesfilm plejer at være. Personerne gør ikke som "man" plejer, for de er netop gledet ud over kanten. På vej ned i dybet er det kun kærligheden, der kan redde dem, hvor fatal den end måtte være. Figurerne synes uforståelige som tonerne i en melodi spillet baglæns. Men man bliver nødt til at elske den sære harmoni. "She's So Lovely" er en ballade, som bliver ved med at ringe for det indre øre.
Uimodståeligt og inerverende!
"She's So Lovely" indledes med Björks "It's oh so quiet". En sang om et turbulent kærlighedsforhold, der bølger op og ned. Eddie (Sean Penn) har været væk i tre dage og Maureen (Robin Wright Penn) hans gravide kone, drikker sig fuld med naboen Kiefer. Kiefer har bagtanker, det kan man se det øjeblik Maureen sætter sig hos ham i stambaren. Så det kommer ikke som et chok at Kiefer vil i seng med Maureen. Da Eddie kommer tilbage fra sin sviptur og finder Maureen forslået efter aftenen med Kiefer, tager han ikke til takke med hendes historie om, at hun er faldet på sine høje hæle. Det gør hun ellers hele tiden. Maureen lyver for Eddie, og det kan han ikke bære. Det slår klik for ham, og hun ringer til det sindsygehospital, hvor han har været indlagt før. Da redderne fra anstalten tropper op i stambaren, skyder Eddie den ene i maven, muligvis ved et uheld, muligvis i et anfald af sindsyge. Han ender i spændetrøje og kommer først ud ti år senere. Maureen har giftet sig med Joey (John Travolta) og har både født Eddies datter og siden Joeys to døtre. Men Maureen og Eddie hører sammen. "Jeg elsker dig Joey, men jeg elsker ham mere," siger Maureen.
Desperation og selvopofrelse
Både Maureen og Eddie er svage sjæle, men sammen er de kærlighedsstærke på den mærkværdige facon som elskende i en Cassavetes-film kan være. De handler irrationelt, men det giver alligevel mening i deres skæve univers. Man bliver forført af den inciterende klang af Eddie og Maureen. Det er de to mod resten af verden. Den slags kærlighedsforhold er film med til at romantisere og som man både kan drømme om og frygte at ende i.
Citatet "Love is that kindness, so rarely kind, and never at all proper" af B.R. Diguin skrevet i 1892, beskriver ligesom Björks sang det umulige. "Jeg vil skærer begge arme af for din skyld," siger Eddie og man ved, han mener det bogstaveligt.
Ligesom "Minnie og Moskowitch" (skrevet og instrueret af John Cassavetes i 1971) er Eddie og Maureen dømt til at være sammen.
Fra søn til far
Nick Cassavetes debutfilm "Unhook the Stars" var hans ode til sin mor (Gena Rowlands). Med "She's So Lovely" har han instrueret sin fars 20 år gamle manuskript, og det så nænsomt at man tydeligt fornemmer John Cassavetes, den store manuskriptforfatter, lige bag billederne. John Cassavetes var med til at indføre cirkulær dramaturgi på film, som er en kredsen om historien til forskel fra Hollywoods lineære fortælling med start, midte og slutning. I Nick Cassavetes 90'er-film er det som om det strikse Hollywood møder den mere indfølende fortællestil. Dramaet er ført up to date, uden at have mistet sin intensitet undervejs.
Palmer til Penn
Robin Wright Penn - jo hun er gift med Sean - spiller Maureen og gør det så sødmefyldt og sart-råt at man bliver nødt til at se på hendes forslåede ynkelige fjæs. Og selv om det var Sean Penn der fik palmerne for sin præstation, har Robin Wrights modspil været afgørende, lige som Susan Sarandons i "Dead Man Walking". Begge film viser Hr. Penn som sin generations bedste skuespiller, når det gælder dramaer på kanten af liv og død. I "She's So Lovely" dukker andre fænomenale skuespillere op, og er med til at fuldende dramaet. Gena Rowlands er kvinden der løslader Eddie, Harry Dean Stanton ("Paris, Texas") er Eddies bedste ven Shorty, og som et lille kuriosum er Cola Light-manden med som hippielæge for en kort bemærkning.
She's d'lovely
"She's So Lovely" er omtrent så uforudsigelig og "d'elskelig" som en Cassavetesfilm plejer at være. Personerne gør ikke som "man" plejer, for de er netop gledet ud over kanten. På vej ned i dybet er det kun kærligheden, der kan redde dem, hvor fatal den end måtte være. Figurerne synes uforståelige som tonerne i en melodi spillet baglæns. Men man bliver nødt til at elske den sære harmoni. "She's So Lovely" er en ballade, som bliver ved med at ringe for det indre øre.
Uimodståeligt og inerverende!
19/11-2018
