Til lands, til fods og amoriner i luften
4.0
Manuel Poirier fik Juryens Specialpris i Cannes 1997 for sin utraditionelle venskabshistorie
"I enhver by er der mindst en kvinde til dig - og vi skal nok finde hende", siger Paco (Sergi Lopez) hjælpsomt til Nino (Sacha Bourdo). Og det kan han sagtens sige, for de er hinandens diamentrale modsætning i mange af livets forhold, og Paco har det bare lettere med kvinder. Alligevel holder de sammen i tykt og tyndt. Er man ikke bekendt med det tema, tænker man, og jo det er man - bare ikke på Manuel Poiriers måde.
Paco er omrejsende sælger i sko, og han samler Nino op ved et rent tilfælde. I virkeligheden er det den kvindelige blaffer i vejkanten, han vil hjælpe, men før Paco har set sig om, sidder Nino i bilen, og det er indledningsvis et glimrende hint om filmens tema. Paco er damernes ven, en sød spanskfødt scorekarl, mens Nino, en russisk immigrant, er en lille klæbende filosofisk type, der ikke rigtig kan det der med det modsatte køn. Man spekulerer på den symbolik, der ligger i de to venners herkomst. Don Juan kom jo fra Spanien og emmigrantstatus'en er jo i sig selv symbol på den rejsende - udflytteren til det franske vilde vesten.
Det er ikke ved deres første møde i bilen at venskabet opstår og det er et af Poiriers fortællemæssige scoops. Nino stjæler simpelthen bilen og så er det Paco, der står tilbage i vejkanten. Paco bliver taget op af en kvindelig bilist Marinette - som han hurtigt efter indleder en affære med. En dag støder han tilfældigves ind i Nino og han giver ham sådan et lag tærst at Nino ender på hospitalet. Med tyngende samvittighed besøger Paco Nino og snart er de de bedste af venner. Altimens har Marinette og Paco problemmer i forholdet og de laver en aftale om at Paco forsvinder i 3 uger, hvorefter de kan se om forholdet kan holde. Det er egentlig her filmens handling for alvor falder i karakter. Paco tager med Nino ud i Bretagnes flotte landskab, fotograferet i cinemascope-format, for at få tiden til at gå. På vej og til fods er de forvandlet til hovedpersoner i en road-movie, med hvad den genre indeholder af forhindringer. Ud over basale ting som træthed og sult er det deres forskellige opfattelse af verden, der skaber problemer. Paco følger kortet, når Nino følger lysten. Nino er på jagt efter kærligheden, men hver gang han har mødt en kvinde viser det sig, at det er Paco hun er interesseret i. Paco derimod savner, den kvinde han elsker, og flirter uinteresseret med tilfældige hunkønsvæsner. Det kan ikke undgå at skabe splid, men de to venner bliver også mere opmærksomme på hinandens måde at takle kærligheden på. Derfor iværksætter Paco en "find en kvinde til Nino"-aktion. Nino blomstrer op, mens Paco går i hundende. De nærmer sig hinanden for derefter at blive den anden - et regulært rolleskifte, hvor tøjstil og bevægelsesmønster også bytter ejermand. Det er raffineret og diskret lavet og psykologisk godt set. Western er de små virkemidlers film. Rolig og fattet på overfladen, men fyldig som en god årgangsvin. En charmerende utraditionel hyldest - både til kærligheden, venskabet og filmkunsten
"I enhver by er der mindst en kvinde til dig - og vi skal nok finde hende", siger Paco (Sergi Lopez) hjælpsomt til Nino (Sacha Bourdo). Og det kan han sagtens sige, for de er hinandens diamentrale modsætning i mange af livets forhold, og Paco har det bare lettere med kvinder. Alligevel holder de sammen i tykt og tyndt. Er man ikke bekendt med det tema, tænker man, og jo det er man - bare ikke på Manuel Poiriers måde.
Paco er omrejsende sælger i sko, og han samler Nino op ved et rent tilfælde. I virkeligheden er det den kvindelige blaffer i vejkanten, han vil hjælpe, men før Paco har set sig om, sidder Nino i bilen, og det er indledningsvis et glimrende hint om filmens tema. Paco er damernes ven, en sød spanskfødt scorekarl, mens Nino, en russisk immigrant, er en lille klæbende filosofisk type, der ikke rigtig kan det der med det modsatte køn. Man spekulerer på den symbolik, der ligger i de to venners herkomst. Don Juan kom jo fra Spanien og emmigrantstatus'en er jo i sig selv symbol på den rejsende - udflytteren til det franske vilde vesten.
Det er ikke ved deres første møde i bilen at venskabet opstår og det er et af Poiriers fortællemæssige scoops. Nino stjæler simpelthen bilen og så er det Paco, der står tilbage i vejkanten. Paco bliver taget op af en kvindelig bilist Marinette - som han hurtigt efter indleder en affære med. En dag støder han tilfældigves ind i Nino og han giver ham sådan et lag tærst at Nino ender på hospitalet. Med tyngende samvittighed besøger Paco Nino og snart er de de bedste af venner. Altimens har Marinette og Paco problemmer i forholdet og de laver en aftale om at Paco forsvinder i 3 uger, hvorefter de kan se om forholdet kan holde. Det er egentlig her filmens handling for alvor falder i karakter. Paco tager med Nino ud i Bretagnes flotte landskab, fotograferet i cinemascope-format, for at få tiden til at gå. På vej og til fods er de forvandlet til hovedpersoner i en road-movie, med hvad den genre indeholder af forhindringer. Ud over basale ting som træthed og sult er det deres forskellige opfattelse af verden, der skaber problemer. Paco følger kortet, når Nino følger lysten. Nino er på jagt efter kærligheden, men hver gang han har mødt en kvinde viser det sig, at det er Paco hun er interesseret i. Paco derimod savner, den kvinde han elsker, og flirter uinteresseret med tilfældige hunkønsvæsner. Det kan ikke undgå at skabe splid, men de to venner bliver også mere opmærksomme på hinandens måde at takle kærligheden på. Derfor iværksætter Paco en "find en kvinde til Nino"-aktion. Nino blomstrer op, mens Paco går i hundende. De nærmer sig hinanden for derefter at blive den anden - et regulært rolleskifte, hvor tøjstil og bevægelsesmønster også bytter ejermand. Det er raffineret og diskret lavet og psykologisk godt set. Western er de små virkemidlers film. Rolig og fattet på overfladen, men fyldig som en god årgangsvin. En charmerende utraditionel hyldest - både til kærligheden, venskabet og filmkunsten
19/11-2018