Slinger i valsen
5.0
Billy Elliot er en fabelagtig film om en dreng og hans drøm
Et sted i minearbejdernes England bor Billy Elliot sammen med sin far, storebror og mormor. Moderen er død for år tilbage, og det er der ikke rigtig nogen, der snakker om. "Tænker du på døden?", spørger Billy sin storebror, hvis eneste kommentar til ham, såvel som til resten af verden, er "skrid", "hold kæft" og lignende uimødekommende ytringer.
I den lille by strejker minearbejderne, og hver eneste dag er der kampe mellem de strejkende og skruebrækkerne. Billys far og bror er med helt fremme på barrikaderne, hvilket er typisk for stemningen i den lille familie, hvor mormor er for glemsom til at sætte blot det mindste kvindelige præg på hverdagen. Hun kan ikke engang huske, hvilken af gravstenene på den gudsforladte kirkegård, der er hendes datters.
Rigtige mænd
Mændene i dette univers er nogle satans karle, store og stærke og derfor er det så naturligt som amen i kirken, at Billy skal gå til boksning, så han også en dag kan blive en rigtig mand. Men Billy er interesseret i ballet og det er der sådan set ikke noget underligt i. Ikke fordi han er en tøsedreng eller på vej til at vælge side seksuelt, næh, han ser den mandlige balletdanser som cremen af veltrænede atleter. Men han må sande, at det ikke er sådan, den lokale verden ser på hans interesse, og da hans far finder ud af, at han i smug har deltaget i Mrs. Wilkinsons (Julie Walters) balletundervisning, vanker der.
Wilkinson har set Billys talent, og hun vil ikke lade det forbigå ubemærket. Hvem ved, måske har hun selv, ligesom Billys mormor, haft dansedrømme, der ikke blev indfriet, fordi tiden, pengene eller familien ikke tillod det. Her er selveste filmens kerne; at følge sine drømme og uden at afsløre for meget, viser det sig jo, at satsningen på Billys ballettalent ikke er helt forgæves.
Det forklares ikke, hvorfor Billy er fascineret af dansen, men det er heller ikke vigtigt. Andre instruktører ville måske have lagt vægt på, hvorfor Billy er, som han er, hans barndomstraumer og deslige, men det er faktisk en ren befrielse, at vi ikke skal igennem alenlange forklaringer og en evig insinuering af, at moderens tidlige død eller faderens autoritære fremtræden har formet en uskyldig lille dreng.
En film i særklasse
Billy Elliot er en film i særklasse. Nænsomt, men bestemt med bid, fortælles en slags coming of age-historie uden at handlingen træder vande i de typiske sentimentale klicheer. Filmen udnytter sit tilhørsforhold til den engelske realistiske genre til fulde. Der er en særlig sort humor og ganske barsk tone i filmen, men realismen forbliver intakt. Selvfølgelig er skellet mellem minearbejdernes England og Londons balletskoleverden - optagelsesprøven - skåret skarp op, men sådan er virkeligheden jo, og den scene fungerer yderligere som forløsende komik i den grå realisme.
Det er modigt at gå i kast med et emne som drenge og ballet, for det kunne let blive en enten nedladende eller helt forherligende omgang. Heldigvis mestrer instruktøren den hårfine grænse mellem troværdighed og dramatik, og filmen er gribende og vedkommende. Det handler jo ikke bare om en drengs balletdrømme, men om alle menneskers drømme. Billy Elliot er en af årets allerbedste film.
Et sted i minearbejdernes England bor Billy Elliot sammen med sin far, storebror og mormor. Moderen er død for år tilbage, og det er der ikke rigtig nogen, der snakker om. "Tænker du på døden?", spørger Billy sin storebror, hvis eneste kommentar til ham, såvel som til resten af verden, er "skrid", "hold kæft" og lignende uimødekommende ytringer.
I den lille by strejker minearbejderne, og hver eneste dag er der kampe mellem de strejkende og skruebrækkerne. Billys far og bror er med helt fremme på barrikaderne, hvilket er typisk for stemningen i den lille familie, hvor mormor er for glemsom til at sætte blot det mindste kvindelige præg på hverdagen. Hun kan ikke engang huske, hvilken af gravstenene på den gudsforladte kirkegård, der er hendes datters.
Rigtige mænd
Mændene i dette univers er nogle satans karle, store og stærke og derfor er det så naturligt som amen i kirken, at Billy skal gå til boksning, så han også en dag kan blive en rigtig mand. Men Billy er interesseret i ballet og det er der sådan set ikke noget underligt i. Ikke fordi han er en tøsedreng eller på vej til at vælge side seksuelt, næh, han ser den mandlige balletdanser som cremen af veltrænede atleter. Men han må sande, at det ikke er sådan, den lokale verden ser på hans interesse, og da hans far finder ud af, at han i smug har deltaget i Mrs. Wilkinsons (Julie Walters) balletundervisning, vanker der.
Wilkinson har set Billys talent, og hun vil ikke lade det forbigå ubemærket. Hvem ved, måske har hun selv, ligesom Billys mormor, haft dansedrømme, der ikke blev indfriet, fordi tiden, pengene eller familien ikke tillod det. Her er selveste filmens kerne; at følge sine drømme og uden at afsløre for meget, viser det sig jo, at satsningen på Billys ballettalent ikke er helt forgæves.
Det forklares ikke, hvorfor Billy er fascineret af dansen, men det er heller ikke vigtigt. Andre instruktører ville måske have lagt vægt på, hvorfor Billy er, som han er, hans barndomstraumer og deslige, men det er faktisk en ren befrielse, at vi ikke skal igennem alenlange forklaringer og en evig insinuering af, at moderens tidlige død eller faderens autoritære fremtræden har formet en uskyldig lille dreng.
En film i særklasse
Billy Elliot er en film i særklasse. Nænsomt, men bestemt med bid, fortælles en slags coming of age-historie uden at handlingen træder vande i de typiske sentimentale klicheer. Filmen udnytter sit tilhørsforhold til den engelske realistiske genre til fulde. Der er en særlig sort humor og ganske barsk tone i filmen, men realismen forbliver intakt. Selvfølgelig er skellet mellem minearbejdernes England og Londons balletskoleverden - optagelsesprøven - skåret skarp op, men sådan er virkeligheden jo, og den scene fungerer yderligere som forløsende komik i den grå realisme.
Det er modigt at gå i kast med et emne som drenge og ballet, for det kunne let blive en enten nedladende eller helt forherligende omgang. Heldigvis mestrer instruktøren den hårfine grænse mellem troværdighed og dramatik, og filmen er gribende og vedkommende. Det handler jo ikke bare om en drengs balletdrømme, men om alle menneskers drømme. Billy Elliot er en af årets allerbedste film.
19/11-2018
