Tarzan og Robinson - fredag til fredag

4.0
6 dage, 7 nætter er en munter Crusoe-komedie med et hav af referancer til filmiske godbidder

To meget forskellige mennesker - et af hvert køn - på en næsten øde ø. Har man hørt det før eller selv drømt om det? Quinn (Harrison Ford) er en grånende Indiana Jones, der har valgt civilisationen fra, og har bosat sig på en turisttropeø i Stillehavet. Han lever af at flyve turister til og fra øen, og er derudover glad for sprut og bare damer. Hans diametrale modsætning kommer til turistparadiset. Hun hedder Robin (Anne Heche), er new yorker med stort N, og arbejder på et modemagasin. Robin er på kærlighedsrejse med kæresten Frank (David Schwimmer), men allerede efter få dage på øen bliver hun kaldt tilbage til New York for at arbejde på en vigtig artikel. Quinn skal flyve hende til fastlandet i sin lille propelmaskine, og her opstår hele miseren. Det bliver selvfølgelig uvejr, flyet styrter ned, Quinn og Robin kan ikke udstå hinanden og pludselig er de helt alene på en øde ø. Det lyder bekendt og banalt - og det er det for så vidt også. Robin hedder jo ikke Robin for ingenting, og selvom hun bestemt ikke tilhører udendørs-typen, bliver hun jo nød til at lægge sine natur-fobier fra sig. Hun udvikler sig fra storby-rappenskralde til tropeøens sødmefulde GI Jane. Quinn, der fra starten har været en Tarzan, bliver, som strabadserne hober sig op, imponeret over hendes mod. Der går ikke mange sekunder før de ligger omslyngede i den brusende brænding, fuldstændig som Burt Lancaster og Deborah Kerr gjorde det i "Herfra til Evigheden".

Historisk hyldest

Referancer til filmklassikere er der mange af, og det er netop denne lystige omgang med filmhistorien, der gør "6 dage, 7 nætter" til en let og charmerende komedie. Historien er tynd og forudsigelig, men det gør ikke spor, for Harrison Ford og Anne Heche er et perfekt filmpar. Deres spil er en hyldest til berømte stjernekonstellationer som Bogart/Bergman og Tracy/Hepburn og deres tone er præcis så rap, skarp og alligevel kærlig som i 30'erne og 40'ernes amerikanske lystspil. 6 dage, 7 nætter er frisk som havvand og så sød som tropeøens frugter.