UINTELLIGENT LIV FUNDET PÅ MARS.
3.0
Tim Burtons nyeste Science Fiction-film vender op og ned på truslen fra det ydre rum.
Ikke sjældent er en film, som på fremstillingstidpunktet blev regnet som ren fantasi, pludselig omkring premieren blevet trukket ind i virkelighedens verden af overraskende parallelle hændelser. Tremileøen-katastrofen gav stor opmærksom-hed til "Kinasyndromet", mens et udbrud af Ebola-virus i Afrika boostede interessen for "Outbreak". Der er dog ingen umiddelbar fare for, at den nylige opdagelse af det, som muligvis er et tegn på mikrobiologisk liv på Mars, vil betyde ekstra blæst om Tim Burtons nye film "Mars Attacks!". Man er nemlig ikke et øjeblik i tvivl om, at rumvæsenerne i denne film udelukkende kommer fra Burtons kringlede hjernekroge.
Pubertære rumvæsener
Handlingen er simpel. USA opdager, at en stor flåde af flyvende tallerkener er på vej mod jorden. Overbevist om, at der er tale om venligtsindede og superintelligente væsener, forbereder præsidenten (Jack Nicholson) en storslået modtagelse. Det viser sig dog hurtigt, at man har bedømt rumvæsenerne forkert. Ikke alene er de yderst fjendtlige, rumracen har også en personlighed, der trods den megen teknik ikke kan kaldes superintelligent, men snarere kronisk pubertær og ekstremt anarkistisk. De vil med andre ord ikke så meget erobre jorden, som de vil hærge den.
Ingen rumfilm uden stjerner
Filmen er befolket af et utal af stjerner. Ud over Jack Nicholson møder vi Glenn Close, Michael J. Fox, Annette Bening, Danny DeVito, Pierce Brosman, Tom Jones og utallige andre. Som altid, når så mange store stjerner er samlet, skygger de mere for hinanden, end de fremhæver hinanden. Det er svært for filmen at opbygge nogle egentlige handlingstråde, man kan tage seriøst, men på den anden side er det næppe heller meningen. Der er da heller ikke mange af de store Hollywoodstjerner, der slipper levende fra rumvæsenernes angreb.
Kitsch
I det hele taget er det filmens princip, at intet indfald skal kasseres, bare fordi det ikke hænger sammen med resten. Vi får computeranimerede tegneserie-rumvæsener med hjerner så store som badebolde. Vi får rumskibe, laservåben og eksplosioner i stor stil. Vi får utallige referencer til gamle B-science fiction-film, bl.a. i musikken, og indforståede parodier på mere seriøse film også. Vi får svage tilløb til satire over nutidens politik, militærliderlighed og tv-verden, uden at der på noget tidspunkt bliver rigtigt bid i kritikken. Vi får kitsch-indslag, især fra Tom Jones, som spiller sig selv. Og så får vi først og fremmest vanvittige påfund en masse.
Fed planet - den tager vi!
Filmens styrke ligger i den pubertære, anarkistiske humor, som udtrykt i filmens slaglinie: "Fed planet - den tager vi!". Det er sådan noget som rumvæsener, der opsuger en hel atombombe i et lille apparat og bagefter inhalerer den for at snakke med heliumstemmer. Eller en flok marsmænd, der stiller sig op og tager snapshots af sig selv foran de seværdigheder, de er ved at bombe i grus. Til gengæld kan man også hurtigt pege på en masse svagheder i filmen. De mange vilde indfald havde unægtelig været noget sjovere, hvis de havde haft en mere sammenhængende handling at spille op ad. Og af de utallige bolde som Burton kaster op i luften, er det meget få der falder ned et sted, hvor det giver nogen mening. Burton har simpelthen undgået genreparodiens forbandelse - at man bliver nødt til at opbygge en hel film minutiøst efter genren for bagefter at kunne pille den ned igen - ved at tage udgangspunkt i gamle B-film, som normalt ikke hang sammen overhovedet. Det er unægtelig at springe over, hvor gærdet er lavest. Man må respektere Tim Burtons vilje til at gå egne veje, og til at kaste sig ud i et så uprætensiøst og lystfyldt projekt som "Mars Attacks!". Alligevel må man ærgre sig over, at Burton ikke har nogen egentlig historie at fortælle, for det kunne have løftet denne film fra at være mildt underholdende og overraskende til det decideret forrygende.
Ikke sjældent er en film, som på fremstillingstidpunktet blev regnet som ren fantasi, pludselig omkring premieren blevet trukket ind i virkelighedens verden af overraskende parallelle hændelser. Tremileøen-katastrofen gav stor opmærksom-hed til "Kinasyndromet", mens et udbrud af Ebola-virus i Afrika boostede interessen for "Outbreak". Der er dog ingen umiddelbar fare for, at den nylige opdagelse af det, som muligvis er et tegn på mikrobiologisk liv på Mars, vil betyde ekstra blæst om Tim Burtons nye film "Mars Attacks!". Man er nemlig ikke et øjeblik i tvivl om, at rumvæsenerne i denne film udelukkende kommer fra Burtons kringlede hjernekroge.
Pubertære rumvæsener
Handlingen er simpel. USA opdager, at en stor flåde af flyvende tallerkener er på vej mod jorden. Overbevist om, at der er tale om venligtsindede og superintelligente væsener, forbereder præsidenten (Jack Nicholson) en storslået modtagelse. Det viser sig dog hurtigt, at man har bedømt rumvæsenerne forkert. Ikke alene er de yderst fjendtlige, rumracen har også en personlighed, der trods den megen teknik ikke kan kaldes superintelligent, men snarere kronisk pubertær og ekstremt anarkistisk. De vil med andre ord ikke så meget erobre jorden, som de vil hærge den.
Ingen rumfilm uden stjerner
Filmen er befolket af et utal af stjerner. Ud over Jack Nicholson møder vi Glenn Close, Michael J. Fox, Annette Bening, Danny DeVito, Pierce Brosman, Tom Jones og utallige andre. Som altid, når så mange store stjerner er samlet, skygger de mere for hinanden, end de fremhæver hinanden. Det er svært for filmen at opbygge nogle egentlige handlingstråde, man kan tage seriøst, men på den anden side er det næppe heller meningen. Der er da heller ikke mange af de store Hollywoodstjerner, der slipper levende fra rumvæsenernes angreb.
Kitsch
I det hele taget er det filmens princip, at intet indfald skal kasseres, bare fordi det ikke hænger sammen med resten. Vi får computeranimerede tegneserie-rumvæsener med hjerner så store som badebolde. Vi får rumskibe, laservåben og eksplosioner i stor stil. Vi får utallige referencer til gamle B-science fiction-film, bl.a. i musikken, og indforståede parodier på mere seriøse film også. Vi får svage tilløb til satire over nutidens politik, militærliderlighed og tv-verden, uden at der på noget tidspunkt bliver rigtigt bid i kritikken. Vi får kitsch-indslag, især fra Tom Jones, som spiller sig selv. Og så får vi først og fremmest vanvittige påfund en masse.
Fed planet - den tager vi!
Filmens styrke ligger i den pubertære, anarkistiske humor, som udtrykt i filmens slaglinie: "Fed planet - den tager vi!". Det er sådan noget som rumvæsener, der opsuger en hel atombombe i et lille apparat og bagefter inhalerer den for at snakke med heliumstemmer. Eller en flok marsmænd, der stiller sig op og tager snapshots af sig selv foran de seværdigheder, de er ved at bombe i grus. Til gengæld kan man også hurtigt pege på en masse svagheder i filmen. De mange vilde indfald havde unægtelig været noget sjovere, hvis de havde haft en mere sammenhængende handling at spille op ad. Og af de utallige bolde som Burton kaster op i luften, er det meget få der falder ned et sted, hvor det giver nogen mening. Burton har simpelthen undgået genreparodiens forbandelse - at man bliver nødt til at opbygge en hel film minutiøst efter genren for bagefter at kunne pille den ned igen - ved at tage udgangspunkt i gamle B-film, som normalt ikke hang sammen overhovedet. Det er unægtelig at springe over, hvor gærdet er lavest. Man må respektere Tim Burtons vilje til at gå egne veje, og til at kaste sig ud i et så uprætensiøst og lystfyldt projekt som "Mars Attacks!". Alligevel må man ærgre sig over, at Burton ikke har nogen egentlig historie at fortælle, for det kunne have løftet denne film fra at være mildt underholdende og overraskende til det decideret forrygende.
19/11-2018
