Monstret er løs
3.0
Et ganske ubehageligt monster er løs i "Forbandelsen", der blander pseudo-videnskabeligt nonsens og religiøst "mumbo-jumbo" til en underholdende, men noget b-filmsagtig coctail
Da jeg var barn, blev jeg konstant slæbt med på Jagt og Skovbrugs Museet i min fødeby. Her var en masse udstoppede dyr, og det vildeste var en ræv, der havde foden i en rævefælde. Konservatoren havde sørget for, at man kunne se det åbne sår. Der stod vi så og kiggede på naturens forunderlige verden. Bagefter spiste vi is.
Da jeg forleden gik i biografen, så jeg "Forbandelsen". Den foregår på det Naturhistoriske Museum i Chicago. Her er en masse udstoppede dyr, og det vildeste er et gigantiske og uhyrligt monster, der tager sig den frihed at halshugge de mennekser, det kommer i nærheden af. Filminstruktøren har sørget for, at man kan se de åbne sår og afhuggede hoveder. Der sad jeg så og kiggede på naturens forunderlige verden. Bagefter spiste jeg is.
Mere mellem himmel og jord
Hele humlen i "Forbandelsen" er, som i tv-serien "Strengt fortroligt", at der er mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart går og tror. Dette "mere" er så i denne omgang et gigantisk, ulækkert, deformt, blodtørstende gensplejset monster, der bryder med vores realitetssans, men som selvfølgelig kan forklares gennem en god blanding pseudo-videnskabeligt nonsens og religiøst "mumbo-jumbo".
Men forklaringer kan være underordnet i denne sammenhæng. Monstret kunne være faldet ned fra månen gennem en intergalaktisk tidslomme bygget af sesamolie for den sags skyld. Monstrets funktion er at skabe skræk, panik, død og ødelæggelse, hverken mere eller mindre. Som dragen i de gamle eventyr er monstret en forhindring. Vor tids prins, politimanden Vincent D'Agosta (Tom Sizemore), skal opspore og overvinde - gerne med lidt hjælp fra den moderne prinsesse, biologen Margo Green (Penelope Ann Miller), der ikke længere bare sidder i sit elfenbenstårn og venter.
Minder om "Alien"
Peter Hyams, bl.a. "Mission Capricorn 1" (1978) og "The Presidio" (1988), har instrueret og fotograferet, og da han ikke er nogen novice, er "Forbandelsen" et godt stykke håndværk. Han formår at blande kitchede skrækfilms-klicheer med en elementær, adrenalinpumpende spændingsopbygning, der minder meget om "Alien" (uden dog nogensinde at nå dette mesterværk).
I starten ved hovedpersonerne ikke, hvad de har med at gøre. Og vi ser kun glimt af monstret, mens det vælter rundt i museets skumle korridorer og myrder på må og få. Men efterhånden som det bliver mere klart, hvad fanden det hele er for noget, ja så afsløres også mere og mere af monstret. Og i den store finale ser vi det, takket være "the wonders of computer-grafics", i fuld størrelse. Det virker overbevisende langt hen ad vejen, men til slut kammer filmen over, og det bliver meget tydeligt, at monstret er computeranimeret.
Skuespillerne, især Tom Sizemore og Linda Hunt, der portræterer lederen af museet, spiller deres papfigurer, så man tror på dem. Og som helhed er det "Forbandelsen"s styrke, at den selv tror på sin sindsvagt usandsynlige handling. "Forbandelsens" svaghed er dens b-filmsagtige præg af drive-in bio, midnatsforestilling, fedtet hud og en Everlast-trøje proppet ned i bukserne.
Da jeg var barn, blev jeg konstant slæbt med på Jagt og Skovbrugs Museet i min fødeby. Her var en masse udstoppede dyr, og det vildeste var en ræv, der havde foden i en rævefælde. Konservatoren havde sørget for, at man kunne se det åbne sår. Der stod vi så og kiggede på naturens forunderlige verden. Bagefter spiste vi is.
Da jeg forleden gik i biografen, så jeg "Forbandelsen". Den foregår på det Naturhistoriske Museum i Chicago. Her er en masse udstoppede dyr, og det vildeste er et gigantiske og uhyrligt monster, der tager sig den frihed at halshugge de mennekser, det kommer i nærheden af. Filminstruktøren har sørget for, at man kan se de åbne sår og afhuggede hoveder. Der sad jeg så og kiggede på naturens forunderlige verden. Bagefter spiste jeg is.
Mere mellem himmel og jord
Hele humlen i "Forbandelsen" er, som i tv-serien "Strengt fortroligt", at der er mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart går og tror. Dette "mere" er så i denne omgang et gigantisk, ulækkert, deformt, blodtørstende gensplejset monster, der bryder med vores realitetssans, men som selvfølgelig kan forklares gennem en god blanding pseudo-videnskabeligt nonsens og religiøst "mumbo-jumbo".
Men forklaringer kan være underordnet i denne sammenhæng. Monstret kunne være faldet ned fra månen gennem en intergalaktisk tidslomme bygget af sesamolie for den sags skyld. Monstrets funktion er at skabe skræk, panik, død og ødelæggelse, hverken mere eller mindre. Som dragen i de gamle eventyr er monstret en forhindring. Vor tids prins, politimanden Vincent D'Agosta (Tom Sizemore), skal opspore og overvinde - gerne med lidt hjælp fra den moderne prinsesse, biologen Margo Green (Penelope Ann Miller), der ikke længere bare sidder i sit elfenbenstårn og venter.
Minder om "Alien"
Peter Hyams, bl.a. "Mission Capricorn 1" (1978) og "The Presidio" (1988), har instrueret og fotograferet, og da han ikke er nogen novice, er "Forbandelsen" et godt stykke håndværk. Han formår at blande kitchede skrækfilms-klicheer med en elementær, adrenalinpumpende spændingsopbygning, der minder meget om "Alien" (uden dog nogensinde at nå dette mesterværk).
I starten ved hovedpersonerne ikke, hvad de har med at gøre. Og vi ser kun glimt af monstret, mens det vælter rundt i museets skumle korridorer og myrder på må og få. Men efterhånden som det bliver mere klart, hvad fanden det hele er for noget, ja så afsløres også mere og mere af monstret. Og i den store finale ser vi det, takket være "the wonders of computer-grafics", i fuld størrelse. Det virker overbevisende langt hen ad vejen, men til slut kammer filmen over, og det bliver meget tydeligt, at monstret er computeranimeret.
Skuespillerne, især Tom Sizemore og Linda Hunt, der portræterer lederen af museet, spiller deres papfigurer, så man tror på dem. Og som helhed er det "Forbandelsen"s styrke, at den selv tror på sin sindsvagt usandsynlige handling. "Forbandelsens" svaghed er dens b-filmsagtige præg af drive-in bio, midnatsforestilling, fedtet hud og en Everlast-trøje proppet ned i bukserne.
19/11-2018
