Overfladisk dybde
2.0
"Fjenden i dybet" er en både flot og dramatisk u-bådsfilm. Desværre er spændingen på det jævne.
Forestil dig, at en gal nationalist erobrer det østlige Rusland og truer med at benytte sit arsenal af atomvåben mod hele verden. Forestil dig, at USA sender en atombevæbnet u-båd over Stillehavet for at møde truslen, og at de to besætningsmedlemmer, der i tifælde af krig skal affyre våbnene, har mildest talt kolliderende temperamenter. Forestil dig, at det hele alligevel fuser ud og bliver til ingenting.
"Fjenden i dybet" tager ellers udgangspunkt i et både alvorligt og aktuelt problem: Atomvåbnenes skæbne efter den kolde krigs afslutning. Men da dette emne snarere hører hjemme i en dokumentarfilm eller en tidskriftsartikel, og derfor ikke er velegnet underholdningsstof, bruger Hollywood det vanlige kneb: At forskyde almene problemer til store personligheders indbyrdes uoverensstemmelser. Og store personligheder findes der da i "Fjenden i dybet": Denzel Washington og Gene Hackman viser begge tænder, men har ikke brug for storspillet, i hvad der for dem begge blot er en "in-betweener", en film man laver for pengenes skyld, mens man venter på de store roller.
Glasur på realismen
Instruktøren Tony Scott ("Top Gun", "True Romance") har fundet sin sædvanlige pompøse reklameæstetik frem, men selvom han gør meget ud af u-bådens karakteristiske rødt og blåt belyste interiør (sådan skal en u-båd se ud efter "Jagten på Røde oktober"), lykkes det dog aldrig for ham at skabe en egentligt klaustrofobisk stemning, hvilket ellers ville være oplagt. Selvom brugen af kameraets tiltning til at skildre bådens turbulens er meget vellykket, er iscenesættelsen alt for pæn og steril, meget langt fra realismen i en film som "Das Boot".
Steril er ikke bare filmens ydre fremtoning, men i endnu højere grad lider manuskriptet af en berøringsangst. Filmen har så travlt med at finde på nye måder Washington og Hackman kan råbe af hinanden på, at den helt glemmer at præsentere vedkommende konflikter, de kan råbe om. Filmen starter ganske vist suverænt medrivende, den får for fuld hammer med både patriotisme og patos, og vi får indtrykket af de to arketypiske militærpersoner: Den unge og humanistiske "nybagte officer" med de rigtige meninger og intellektuel dannelse (Washington) over for den "gamle garvede rotte", der skyder først og spørger bagefter (Hackman). Vi forventer store moralske konflikter omkring brugen af atomvåben og holdninger til ordrer i det hele taget, og kontroverserne antydes da også.
Under overfladen
Faktisk vil filmen gerne have os til at tro, at den handler om de store etiske spørgsmål omkring atomvåben, krig, og ordrer vs. det "at gøre det rigtige". Men ser man på, hvad aktørerne egentligt skændes om, er det temmeligt tamt: Man diskuterer kun, om det nu også er den korrekte ordre, man har fået fat i, eller om man skal vente på næste radio-signal. Man bliver som tilskuer aldrig nogensinde i tvivl om hvem der har ret - og uden 'Tvivlen', er der ærligt talt ikke meget ved en thriller.
Forestil dig, at en gal nationalist erobrer det østlige Rusland og truer med at benytte sit arsenal af atomvåben mod hele verden. Forestil dig, at USA sender en atombevæbnet u-båd over Stillehavet for at møde truslen, og at de to besætningsmedlemmer, der i tifælde af krig skal affyre våbnene, har mildest talt kolliderende temperamenter. Forestil dig, at det hele alligevel fuser ud og bliver til ingenting.
"Fjenden i dybet" tager ellers udgangspunkt i et både alvorligt og aktuelt problem: Atomvåbnenes skæbne efter den kolde krigs afslutning. Men da dette emne snarere hører hjemme i en dokumentarfilm eller en tidskriftsartikel, og derfor ikke er velegnet underholdningsstof, bruger Hollywood det vanlige kneb: At forskyde almene problemer til store personligheders indbyrdes uoverensstemmelser. Og store personligheder findes der da i "Fjenden i dybet": Denzel Washington og Gene Hackman viser begge tænder, men har ikke brug for storspillet, i hvad der for dem begge blot er en "in-betweener", en film man laver for pengenes skyld, mens man venter på de store roller.
Glasur på realismen
Instruktøren Tony Scott ("Top Gun", "True Romance") har fundet sin sædvanlige pompøse reklameæstetik frem, men selvom han gør meget ud af u-bådens karakteristiske rødt og blåt belyste interiør (sådan skal en u-båd se ud efter "Jagten på Røde oktober"), lykkes det dog aldrig for ham at skabe en egentligt klaustrofobisk stemning, hvilket ellers ville være oplagt. Selvom brugen af kameraets tiltning til at skildre bådens turbulens er meget vellykket, er iscenesættelsen alt for pæn og steril, meget langt fra realismen i en film som "Das Boot".
Steril er ikke bare filmens ydre fremtoning, men i endnu højere grad lider manuskriptet af en berøringsangst. Filmen har så travlt med at finde på nye måder Washington og Hackman kan råbe af hinanden på, at den helt glemmer at præsentere vedkommende konflikter, de kan råbe om. Filmen starter ganske vist suverænt medrivende, den får for fuld hammer med både patriotisme og patos, og vi får indtrykket af de to arketypiske militærpersoner: Den unge og humanistiske "nybagte officer" med de rigtige meninger og intellektuel dannelse (Washington) over for den "gamle garvede rotte", der skyder først og spørger bagefter (Hackman). Vi forventer store moralske konflikter omkring brugen af atomvåben og holdninger til ordrer i det hele taget, og kontroverserne antydes da også.
Under overfladen
Faktisk vil filmen gerne have os til at tro, at den handler om de store etiske spørgsmål omkring atomvåben, krig, og ordrer vs. det "at gøre det rigtige". Men ser man på, hvad aktørerne egentligt skændes om, er det temmeligt tamt: Man diskuterer kun, om det nu også er den korrekte ordre, man har fået fat i, eller om man skal vente på næste radio-signal. Man bliver som tilskuer aldrig nogensinde i tvivl om hvem der har ret - og uden 'Tvivlen', er der ærligt talt ikke meget ved en thriller.
19/11-2018
