Tempofyldte orientalske actionløjer

3.0
Der er fuld knald på den actionmættede Hong Kong-film "Big Bullet" om en opfarende politimand, der forflyttes til en ny afdeling, fordi man ikke bryder sig om hans agressive metoder. Snart får politimanden dog nok at se til, da den internationale gangsterchef Professoren befries fra en bevogtet fangetransport og efterfølgende erklærer krig mod Interpol.

Under en befrielsesaktion af nogle tilfangetagne gidsler vildledes den temperamentsfulde betjent Bill Zhu (Ching Wan Lau) af sin chef politiinspektør Guan, og adskillige kolleger bliver såret. Polititoppen har hårdt brug for en syndebuk. Derfor overflytter den i al hast den koleriske Bill Zhu til den uniformerede udrykningsstyrke i håbet om, at han der kan overvinde sine antiautoritære tendenser.

Afhugget hånd som remedie

Samtidigt med disse begivenheder befries den internationale storgangster Professoren (Rongguang Yo) fra en bevogtet fangetransport. Han er tidligere blevet fanget af Interpol-agenter for narkotika- indsmugling, og man har beslaglagt ni millioner narkodollars, som ligger gemt i et supersikret pengeskab med håndfladescanner. Ved hjælp af Interpol-agenten Yangs (Francis Ng) afhuggede hånd vil Professoren og hans gangsterbande bryde ind i det sikrede pengeskab og stjæle de ni millioner dollars tilbage.

Sammen med et lille korps af idealistiske, uforfærdede og dedikerede politikolleger, tager Bill Zhu kampen op med de hærdede forbrydere. Han assisteres bl.a. af den erfarne betjent Dan, som kun et et par uger fra pensionen, den unge vakse politikvinde Apple (Teresa Lee) og paragrafrytteren Jeff (Jordan Chan). Snart fyldes luften af skrattende maskinpistoler, lammende håndkantslag, granatild, cirkelspark med fuld skrue og hidsige biljagter.

Big Bullit leverer varen

Filmen er iscensat af Benny Chan, som tillige er producent og medforfatter af manuskriptet. Det er produktionsselskabet Golden Harvest, som har distribueret "Big Bullet". Ved premieren i 1996 blev den nomineret i næsten alle kategorier til den eftertragtede Hong Kong Film Award.

Det er en meget vestligt orienteret politi-actionfilm, der heldigvis er fri for den platte falden-på-halen-komik, som indimellem skæmmer indtrykket af film fra Østen. Faktisk minder "Big Bullet" ikke så lidt om den amerikanske "Dødbringende våben"-serie, og der refereres da også til stjernen Mel Gibson og hans ni milimeter beretta undervejs.

Klimakset i en militærbase er en ren opvisning i martial arts og heftige skudkampe. Filmen er mere voldsom og blodig, end man er vant til fra Hong Kong, men det hele er lavet med et glimt i øjet, så det aldrig for alvor bliver udpenslende grafisk. For fotograferingen står Arthur Wong og underlæg-ningsmusikken, der er stærkt medvirkende til at sætte filmens tempo, er komponeret af Peter Kam. Dialogen er på cantonesisk, og filmkopien er med engelske undertekster.

De efterhånden mange danske fans af hyperæstetisk Hong Kong-action kan roligt gå i biografen: "Big Bullet" leverer varen.
Big Bullet