Undergrundens ustyrlige natur
4.0
Den palme-vindende "Underground" er en overvældende karruseltur gennem et grotesk univers
"Underground" åbnes med tyskernes bombardement af Beograd i 1941. De faldende bomber anfægter dog ikke i synderlig grad Sorte (Lazar Ristovski) og Marko (Miki Manijlovic), som har været ude at drikke natten forinden og nu er mest optaget af basale behov som mad og sex. De lader sig ikke gå på af småting, men elsker livet, kvinderne og fædrelandet - og filmen går ikke af vejen for en plathed eller noget slapstick i beskrivelsen af de to svirebrødre.
Ivan (Slavko Stimac), Markos bror, oplever derimod bombardementet fra den zoologiske have, hvor han er vagtmand. Her folder krigen sig ud i sin mest meningsløse gru - dyrene er sagesløse ofre for menneskenes destruktive vanvid. Sammen med chimpansen Soni flygter Ivan fra dette inferno, hvor afmagten og håbløsheden rummes i billedet af en såret tiger, der opgivende angriber en i forvejen døende svane.
Denne kontrast mellem grotesk komedie og bundløs tragedie er overhovedet karakteristisk for filmen. Den giver aktørerne de mest dystre betingelser at leve under, men viser samtidig at det rent faktisk lykkes dem at holde ryggen rank - ved at blæse situationens alvor et stykke.
Et samfund under jorden
"Underground" fortæller historien om Sorte og Marko fra tyskernes besættelse af Beograd op til deres død under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Skelettet i historien er, at en lille gruppe på flugt fra den tyske besættelse skaber sig et selvstændigt samfund i en kælder. Da de allierede befrier Beograd i '44, holder Marko kælderfolket fast i troen på, at besættelsen varer ved. Sådan fortsætter livet i kælderen indtil '61, hvor illusionen endelig brister, og folket i spredt orden popper op til overfladen.
Der springes så frem til '91, hvor Sorte og Marko er havnet i borgerkrigen på hver deres side. Da Sorte forstår, at han har forårsaget Markos og sin elskede Natalijas (Mirjana Jokovic) død, tager han sit eget liv for endelig at genforenes med de afdøde - venner som fjender.
Absurd, farverig og modsætningsfyldt
Filmen rummer et væld af sidehandlinger og forgreninger, som det vil være håbløst at forsøge at opregne her. I passager fortælles der med en energi, der kan synes aldeles overvældende, ligesom stilsammenstødene umiddelbart kan forvirre - men ingen tvivl om, at de tjener en funktion.
Som for eksempel i den torturscene, der følger Marko og Sortes kidnapning af skuespillerinden Natalija, som både har en affære med Sorte og den tyske officer Franz. Sorte tages til fange af nazisterne, og under deres tortur af ham spilles der simpelt hen så sprudlende morsomt, at man uundgåeligt kommer til at tænke på den uhyggelige virkelighed, der er baggrunden for scenen: Netop denne kompleksitet er en afgørende kvalitet ved "Underground".
Illusionen
Natalija er grunden til Markos bedrageri over for kælderfolket: Han er selv blevet forelsket i hende, og for at kunne leve et borgerligt liv med hende over jorden holder han Sorte og de andre fanget under jorden med løgnen om den fortsatte besættelse.
Da Sorte i '61 endelig kommer op til overfladen, virker verden ikke spor forandret. Han er nemlig havnet midt i en filmoptagelse af sin egen historie, hvilket afstedkommer en kostelig række af absurditeter - Kusturica får her mulighed for at kommentere hele filmoptagelsessituationen, og selvom en del pointer nok er interne, er der stadig rigeligt at fryde sig over for os udenforstående.
Borgerkrigen
30 år senere, i '91, møder vi nu Ivan, vagtmanden fra zoo, i det borgerkrigshærgede ex-Jugoslavien. Han møder sin nu invalide bror Marko og forsøger i vrede over bedrageriet at dræbe ham. Han tror det lykkes og begår derefter selvmord.
En militærenhed, som pr. radioforbindelse er under Sortes kommando, ankommer til landsbyen samtidig med Natalija, der netop har fundet sin sønderslåede mand i kørestolen. Sorte beordrer pr. fjernbetjening likvideringen af Natalija og Marko, hvis sidste ord er, at en krig ikke er en krig, før en bror myrder sin bror.
I denne del, som omhandler den nuværende konflikt i det forhenværende Jugoslavien, skifter filmens tone. Uden at give afkald på den groteske dimension lægges der mere vægt på den oprigtige fortvivlelse. Billedet, hvor Sorte læner sig mod Kristus, der falder fra krucifikset, altimens Marko og Natalija som en brændende fakkel cirkler rundt om ham i kørestolen, bærer en alvor, der får lov at stå uimodsagt.
Håb trods alt
Men om ikke andet så løser dog døden op for ulykken. Sorte drukner sig, og på et lille stykke land genforenes han med dem, der har betydet noget for ham gennem livet, ven som fjende. Her ser man stort på de små fortrædeligheder, man som levende har budt hinanden på, og cirklen er sluttet til begyndelsens ubekymrede og lystige univers.
"Underground" er en oplevelse ud over det sædvanlige. Man føler sig kastet rundt i manegen af de mange vanvittige indfald, og det gælder om at holde tungen lige i munden, når der hældes på med effekter, som ikke altid er vejet på en guldvægt. Det er en utrolig levende og underholdende film, også selv om der burde være klippet 2-3 kvarter af dens spilletid på 2 timer og 49 minutter!
Ud over at være underholdende, rummer "Underground" også en dyb sorg over vores manglende evne til at leve i fred med hinanden. Det, synes jeg, er filmens største kunst: At den formår at koble sine gakkede og overstyrede påfund sammen med en tung seriøsitet på en måde, så publikum ikke står af, men tværtimod oplever, at det ene sætter det andet i relief. Lad hermed filmen være varmt anbefalet.
"Underground" åbnes med tyskernes bombardement af Beograd i 1941. De faldende bomber anfægter dog ikke i synderlig grad Sorte (Lazar Ristovski) og Marko (Miki Manijlovic), som har været ude at drikke natten forinden og nu er mest optaget af basale behov som mad og sex. De lader sig ikke gå på af småting, men elsker livet, kvinderne og fædrelandet - og filmen går ikke af vejen for en plathed eller noget slapstick i beskrivelsen af de to svirebrødre.
Ivan (Slavko Stimac), Markos bror, oplever derimod bombardementet fra den zoologiske have, hvor han er vagtmand. Her folder krigen sig ud i sin mest meningsløse gru - dyrene er sagesløse ofre for menneskenes destruktive vanvid. Sammen med chimpansen Soni flygter Ivan fra dette inferno, hvor afmagten og håbløsheden rummes i billedet af en såret tiger, der opgivende angriber en i forvejen døende svane.
Denne kontrast mellem grotesk komedie og bundløs tragedie er overhovedet karakteristisk for filmen. Den giver aktørerne de mest dystre betingelser at leve under, men viser samtidig at det rent faktisk lykkes dem at holde ryggen rank - ved at blæse situationens alvor et stykke.
Et samfund under jorden
"Underground" fortæller historien om Sorte og Marko fra tyskernes besættelse af Beograd op til deres død under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Skelettet i historien er, at en lille gruppe på flugt fra den tyske besættelse skaber sig et selvstændigt samfund i en kælder. Da de allierede befrier Beograd i '44, holder Marko kælderfolket fast i troen på, at besættelsen varer ved. Sådan fortsætter livet i kælderen indtil '61, hvor illusionen endelig brister, og folket i spredt orden popper op til overfladen.
Der springes så frem til '91, hvor Sorte og Marko er havnet i borgerkrigen på hver deres side. Da Sorte forstår, at han har forårsaget Markos og sin elskede Natalijas (Mirjana Jokovic) død, tager han sit eget liv for endelig at genforenes med de afdøde - venner som fjender.
Absurd, farverig og modsætningsfyldt
Filmen rummer et væld af sidehandlinger og forgreninger, som det vil være håbløst at forsøge at opregne her. I passager fortælles der med en energi, der kan synes aldeles overvældende, ligesom stilsammenstødene umiddelbart kan forvirre - men ingen tvivl om, at de tjener en funktion.
Som for eksempel i den torturscene, der følger Marko og Sortes kidnapning af skuespillerinden Natalija, som både har en affære med Sorte og den tyske officer Franz. Sorte tages til fange af nazisterne, og under deres tortur af ham spilles der simpelt hen så sprudlende morsomt, at man uundgåeligt kommer til at tænke på den uhyggelige virkelighed, der er baggrunden for scenen: Netop denne kompleksitet er en afgørende kvalitet ved "Underground".
Illusionen
Natalija er grunden til Markos bedrageri over for kælderfolket: Han er selv blevet forelsket i hende, og for at kunne leve et borgerligt liv med hende over jorden holder han Sorte og de andre fanget under jorden med løgnen om den fortsatte besættelse.
Da Sorte i '61 endelig kommer op til overfladen, virker verden ikke spor forandret. Han er nemlig havnet midt i en filmoptagelse af sin egen historie, hvilket afstedkommer en kostelig række af absurditeter - Kusturica får her mulighed for at kommentere hele filmoptagelsessituationen, og selvom en del pointer nok er interne, er der stadig rigeligt at fryde sig over for os udenforstående.
Borgerkrigen
30 år senere, i '91, møder vi nu Ivan, vagtmanden fra zoo, i det borgerkrigshærgede ex-Jugoslavien. Han møder sin nu invalide bror Marko og forsøger i vrede over bedrageriet at dræbe ham. Han tror det lykkes og begår derefter selvmord.
En militærenhed, som pr. radioforbindelse er under Sortes kommando, ankommer til landsbyen samtidig med Natalija, der netop har fundet sin sønderslåede mand i kørestolen. Sorte beordrer pr. fjernbetjening likvideringen af Natalija og Marko, hvis sidste ord er, at en krig ikke er en krig, før en bror myrder sin bror.
I denne del, som omhandler den nuværende konflikt i det forhenværende Jugoslavien, skifter filmens tone. Uden at give afkald på den groteske dimension lægges der mere vægt på den oprigtige fortvivlelse. Billedet, hvor Sorte læner sig mod Kristus, der falder fra krucifikset, altimens Marko og Natalija som en brændende fakkel cirkler rundt om ham i kørestolen, bærer en alvor, der får lov at stå uimodsagt.
Håb trods alt
Men om ikke andet så løser dog døden op for ulykken. Sorte drukner sig, og på et lille stykke land genforenes han med dem, der har betydet noget for ham gennem livet, ven som fjende. Her ser man stort på de små fortrædeligheder, man som levende har budt hinanden på, og cirklen er sluttet til begyndelsens ubekymrede og lystige univers.
"Underground" er en oplevelse ud over det sædvanlige. Man føler sig kastet rundt i manegen af de mange vanvittige indfald, og det gælder om at holde tungen lige i munden, når der hældes på med effekter, som ikke altid er vejet på en guldvægt. Det er en utrolig levende og underholdende film, også selv om der burde være klippet 2-3 kvarter af dens spilletid på 2 timer og 49 minutter!
Ud over at være underholdende, rummer "Underground" også en dyb sorg over vores manglende evne til at leve i fred med hinanden. Det, synes jeg, er filmens største kunst: At den formår at koble sine gakkede og overstyrede påfund sammen med en tung seriøsitet på en måde, så publikum ikke står af, men tværtimod oplever, at det ene sætter det andet i relief. Lad hermed filmen være varmt anbefalet.
19/11-2018
