Indre og ydre skønhed

3.0
"Skønhedssalon Venus" af Tonnie Marshall leverer fintfølende skuespil med megen snak i en meget fransk ramme

Angèle er én af pigerne på Skønhedssalon Venus. Her plejer hun kunderne, hovedsageligt kvinder - sørger for at deres ydre teint er i orden og lægger bandager på de indre sår og problemer, de alle kommer med. Hun er god og kan godt lide at hjælpe andre, men i processen glemmer hun sig selv.

Oh l'amour
Skulptøren Antoine forelsker sig på afstand vildt og inderligt i den ældre Angèle, på trods af, at han er forlovet og snart skal giftes. Han konfronterer hende med sin betingelsesløse kærlighed, men hun er ikke vant til denne pludselige interesse og ømhed, og hun har en fortid med en mand, som ikke elsker hende mere, så hun bakker ud og lukker af. Angèle fortsætter med de uforpligtende one-night stands, som i virkeligheden smerter hende så meget, men Antoine giver ikke op og bliver ved med at presse på.

Samtidig bakser de to andre piger i Skønhedssalon Venus, Marie og Samantha, med deres problemer. Den unge og naive Marie forføres af en gammel enkemand, som har fået transplateret hud fra sin afdøde kones baller, og Samantha boller sig igennem kvarterets mænd på jagt efter den eneste ene.

C'est la vie
Og sådan går livet i franske Tonie Marshalls "Skønhedssalon Venus", hvor kernen, som i så mange franske film, ligger i de komplicerede og fine relationer, kærlige såvel som venskabelige, der udspiller sig mellem hovedpersonerne. Der er megen snak og mange symboler - eksplicitte og implicitte. Mest iøjnefaldende er selve skønhedssalonen som symbol på det brændende, men urealistiske ønske, de fleste har om at bevare ungdommen og samtidig finde ro og aflad fra verdens ofte ikke helt lykkelige gang. Skønhedssalonen indkapsler ligeledes det farlige i at vie sit liv til at hjælpe andre på bekostning af sig selv.

Man kan synes, at det hele bliver unødigt konstrueret, ligesom pointerne hamres hjem med syvtommersøm. Det kræver tålmodighed, overskud og "franske fornemmelser" at sidde igennem "Skønhedssalon Venus", men så skal det retfærdigvis også siges, at man vil opleve fin instruktion fra Tonie Marshalls side. Hun får gode, nuancerede præstationer ud af mange af sine skuespillere.

Særligt Nathalie Baye som hovedpersonen Angèle rammer ofte rigtigt i sin beskrivelse af den kønne, forvirrede, midaldrende kvinde, og Audrey Tautou er ganske enkelt bedårende dejlig som den dukkesmukke Marie, med fantastiske kurver og dybe dådyrøjne.
Skønhedssalon Venus