Den gode alkoholiker
3.0
Langtrukken, men ikke helt uinteressant italiensk film af Ermanno Olmi
En lille fortælling om, ja, måske hvordan det gode avler det gode. Eller måske hvordan katolicismen redder sjæle. Eller måske bare en film om hvordan miraklernes tid langt fra er forbi. Stemning og fascination forbundet med mange uafklarede ender bliver tilskuerens næring i Ermanno Olmis billedrige og dialogfattige film.
Heldig vagabond
Polakken og indvandreren Andreas, spillet særdeles fremragende af en følsom Rutger Hauer, lever en vagabondtilværelse med adresse under en af broerne ved Seinen i Paris. En tilfældig herre låner ham en dag 200 franc og beder ham om at gøre en tjeneste. Andreas skal ikke betale pengene tilbage til den ældre herre, men derimod til helgeninden Therese i Saint Marie Batignolles-kirken. Fra det øjeblik ændres verden omkring Andreas. Han er rendyrket dranker og drikker hurtigt pengene op, men kommer ad uransagelige veje til flere penge og nye uforklarlige hændelser.
Omstændelig finale
Som den samvittighedsfulde mand Andreas er, skal de 200 franc gives til Therese, men hver gang han står foran kirken, kommer der noget i vejen. En tidligere elskerinde, med hvem det viser sig hemmeligheden om Andreas forsumpning ligger begravet, en gammel bekendt, der nu er bokser, en druk-ven med lumske planer osv. Det er, som om det ikke er meningen, at Andreas skal betale sin gæld. Det er filmens interessante eller måske snarere forunderlige pointe, at Andreas hverken bliver straffet for sit omsiggribende drikkeri eller sin manglende tilbagebetaling. Snarere tværtimod. Han bliver ved med at få penge som sendt fra himlen. Måske netop fordi han gavmildt hjælper andre, reddes han af Therese, personificeret i en lille pige. Slutscenen og moralen er således, trods Andreas' deroute, filmet som en blanding af trist skæbne og ren åbenbaring - den endelige renselse. Filmens svaghed er ikke det uhyggeligt langsomme tempo og de dvælende indstillinger, men derimod Olmis omstændelige gentagelse af temaet. Instruktørens iver for at få os alle til at forstå, at Andreas er i miraklernes varetægt er velment, men unødvendig. Budskabet, eller den uudgrundelige mystik om man vil, er sevet ind, klar til efterfølgende bearbejdning.
En lille fortælling om, ja, måske hvordan det gode avler det gode. Eller måske hvordan katolicismen redder sjæle. Eller måske bare en film om hvordan miraklernes tid langt fra er forbi. Stemning og fascination forbundet med mange uafklarede ender bliver tilskuerens næring i Ermanno Olmis billedrige og dialogfattige film.
Heldig vagabond
Polakken og indvandreren Andreas, spillet særdeles fremragende af en følsom Rutger Hauer, lever en vagabondtilværelse med adresse under en af broerne ved Seinen i Paris. En tilfældig herre låner ham en dag 200 franc og beder ham om at gøre en tjeneste. Andreas skal ikke betale pengene tilbage til den ældre herre, men derimod til helgeninden Therese i Saint Marie Batignolles-kirken. Fra det øjeblik ændres verden omkring Andreas. Han er rendyrket dranker og drikker hurtigt pengene op, men kommer ad uransagelige veje til flere penge og nye uforklarlige hændelser.
Omstændelig finale
Som den samvittighedsfulde mand Andreas er, skal de 200 franc gives til Therese, men hver gang han står foran kirken, kommer der noget i vejen. En tidligere elskerinde, med hvem det viser sig hemmeligheden om Andreas forsumpning ligger begravet, en gammel bekendt, der nu er bokser, en druk-ven med lumske planer osv. Det er, som om det ikke er meningen, at Andreas skal betale sin gæld. Det er filmens interessante eller måske snarere forunderlige pointe, at Andreas hverken bliver straffet for sit omsiggribende drikkeri eller sin manglende tilbagebetaling. Snarere tværtimod. Han bliver ved med at få penge som sendt fra himlen. Måske netop fordi han gavmildt hjælper andre, reddes han af Therese, personificeret i en lille pige. Slutscenen og moralen er således, trods Andreas' deroute, filmet som en blanding af trist skæbne og ren åbenbaring - den endelige renselse. Filmens svaghed er ikke det uhyggeligt langsomme tempo og de dvælende indstillinger, men derimod Olmis omstændelige gentagelse af temaet. Instruktørens iver for at få os alle til at forstå, at Andreas er i miraklernes varetægt er velment, men unødvendig. Budskabet, eller den uudgrundelige mystik om man vil, er sevet ind, klar til efterfølgende bearbejdning.
19/11-2018