Skibet skal sejle i nat
3.0
Den italienske instruktør Giuseppe Tornatore har skabt en stemningsfyldt film med masser af god musik. Desværre er historien ikke stramt nok fortalt til at bringe filmen sikkert i havn
Et passagerskib, der i størrelsen nærmer sig Titanic, er rammen om historien i "Legenden om pianisten på havet". Det enorme skib transporterer både den rige og dekadente overklasse og fattige emigranter på jagt efter lykken i Amerika. Dybt i skibets mørke bug knokler arbejderne med at skovle kul ind i de ovne, der holder dampmaskinerne i gang. En af arbejderne finder en dag et barn efterladt på første klasse. Han tager ham til sig og giver ham navnet 1900, efter det år, han blev fundet i. 1900 vokser op på skibet, og selv om skibet ofte er i havn, går han aldrig i land. Han viser sig at være et musikalsk vidunderbarn og spiller piano, som ingen har hørt det før.
Hurtigt videre
Det kan ofte få en film til at knække midt over, at historien pludseligt springer mange år frem i tiden, og at den karakter, man blev introduceret for som barn, nu er blevet voksen og spilles af en anden skuespiller. Tornatore klarer dog meget elegant at bringe Tim Roth, der spiller 1900 som voksen, ind i handlingen. Vi møder ham under en storm, hvor skibet gynger, så ingen kan stå fast.
1900 sætter sig upåvirket til klaveret og spiller den smukkeste musik, alt imens klaveret kører rundt i skibets festsal og lange gange. Ingen kan være i tvivl om, at 1900 er blevet ét med havet og skibet, og at han lever ånder med musikken.
De italienske mestre
Tornatore brød internationalt igennem med den Oscarbelønnede "Mine aftener i Paradis" (1989), hvor han for første gang samarbejdede med komponisten Ennio Morricone. Dette samarbejde har de fortsat lige siden, og musikken er da også en bærende del i "Legenden om pianisten på havet".
Morricone har skabt et rigtigt godt lydspor, der trækker på den traditionelle jazz og bigband-lyd med 1900s eminente piano som centrum. En central scene, hvor 1900 udfordres til musikalsk duel, er da også filmens allerbedste.
Tornatores film kan ikke sige sig fri for at stå i gæld til den italienske mesterinstruktør Federico Fellini, der med sin "Og skibet sejler" (1983) også lod en film udspille sig på et passagerskib. Ligesom Fellini bruger Tornatore også den skarpe klasseopdeling passagererne imellem, og det er meget sigende, at 1900 spiller med lige så stor glæde for emigranterne i bunden af skibet som for overklassen i skibets saloner. Filmen fungerer også bedst i de scener, hvor Tornatore bruger af det samme surrealistiske vanvid, som gennemstrømmede Fellinis film.
Der mangler noget
Desværre er filmen fortalt i en noget rodet flash back-struktur, der specielt hen imod slutningen bliver unødigt springende og lettere kompliceret. Det kan skyldes, at filmen er blevet forkortet og klippet om, inden vi har fået den at se. I Italien er den blevet vist i en udgave på 160 minutter, mens den øvrige verden kun får 125 minutter at se. Det er ærgerligt, da der er flere sidehistorier, som slet ikke uddybes, og netop den musik, som bærer filmen, glider i slutningen helt i baggrunden. Men det er en flot film, skibet er imponerende både som nyt og som udtjent vrag, og der er virkelig arbejdet med kulisser og design. Så selvom det ikke bliver til mere end tre øjne, er "Legenden om pianisten på havet" hermed anbefalet.
Et passagerskib, der i størrelsen nærmer sig Titanic, er rammen om historien i "Legenden om pianisten på havet". Det enorme skib transporterer både den rige og dekadente overklasse og fattige emigranter på jagt efter lykken i Amerika. Dybt i skibets mørke bug knokler arbejderne med at skovle kul ind i de ovne, der holder dampmaskinerne i gang. En af arbejderne finder en dag et barn efterladt på første klasse. Han tager ham til sig og giver ham navnet 1900, efter det år, han blev fundet i. 1900 vokser op på skibet, og selv om skibet ofte er i havn, går han aldrig i land. Han viser sig at være et musikalsk vidunderbarn og spiller piano, som ingen har hørt det før.
Hurtigt videre
Det kan ofte få en film til at knække midt over, at historien pludseligt springer mange år frem i tiden, og at den karakter, man blev introduceret for som barn, nu er blevet voksen og spilles af en anden skuespiller. Tornatore klarer dog meget elegant at bringe Tim Roth, der spiller 1900 som voksen, ind i handlingen. Vi møder ham under en storm, hvor skibet gynger, så ingen kan stå fast.
1900 sætter sig upåvirket til klaveret og spiller den smukkeste musik, alt imens klaveret kører rundt i skibets festsal og lange gange. Ingen kan være i tvivl om, at 1900 er blevet ét med havet og skibet, og at han lever ånder med musikken.
De italienske mestre
Tornatore brød internationalt igennem med den Oscarbelønnede "Mine aftener i Paradis" (1989), hvor han for første gang samarbejdede med komponisten Ennio Morricone. Dette samarbejde har de fortsat lige siden, og musikken er da også en bærende del i "Legenden om pianisten på havet".
Morricone har skabt et rigtigt godt lydspor, der trækker på den traditionelle jazz og bigband-lyd med 1900s eminente piano som centrum. En central scene, hvor 1900 udfordres til musikalsk duel, er da også filmens allerbedste.
Tornatores film kan ikke sige sig fri for at stå i gæld til den italienske mesterinstruktør Federico Fellini, der med sin "Og skibet sejler" (1983) også lod en film udspille sig på et passagerskib. Ligesom Fellini bruger Tornatore også den skarpe klasseopdeling passagererne imellem, og det er meget sigende, at 1900 spiller med lige så stor glæde for emigranterne i bunden af skibet som for overklassen i skibets saloner. Filmen fungerer også bedst i de scener, hvor Tornatore bruger af det samme surrealistiske vanvid, som gennemstrømmede Fellinis film.
Der mangler noget
Desværre er filmen fortalt i en noget rodet flash back-struktur, der specielt hen imod slutningen bliver unødigt springende og lettere kompliceret. Det kan skyldes, at filmen er blevet forkortet og klippet om, inden vi har fået den at se. I Italien er den blevet vist i en udgave på 160 minutter, mens den øvrige verden kun får 125 minutter at se. Det er ærgerligt, da der er flere sidehistorier, som slet ikke uddybes, og netop den musik, som bærer filmen, glider i slutningen helt i baggrunden. Men det er en flot film, skibet er imponerende både som nyt og som udtjent vrag, og der er virkelig arbejdet med kulisser og design. Så selvom det ikke bliver til mere end tre øjne, er "Legenden om pianisten på havet" hermed anbefalet.
19/11-2018
