Kærlighedens valg ... og en masse andet
2.0
Erindringens sødme kan også være farlig og resultere i en erkendelse af, at man har valgt forkert. Vi er her tilbage i tyvernes England og følger en kvinde, der tænker tilbage på sit liv og sine mænd
Året er 1923, og Mrs. Dalloway (Vanessa Redgrave) skal holde et middagsselskab. Under dagens forberedelser går tankerne tilbage til hendes ungdom, veninden Sally og de to bejlere, og da hun samtidig får besøg af den, hun valgte fra, dukker minderne uundgåeligt op. Hun spekulerer på, om hun mon valgte den rette. Men hun tænker også på, om hendes liv monstro er forbi nu, om hun har oplevet alt, hun kunne og om hun har udspillet sin rolle - den eneste rolle, hun fik tildelt som mor og hustru.
Kærlighedsaspektet i denne historie kan mange sikkert relatere til, og det kunne være blevet til et interessant studie: Kvinden, der er splittet mellem to forskellige mænd. Den ene (Peter) vil give hende lidenskab og eventyr, den anden (Richard) tilbyder tryghed og et stabilt ægteskab. Valget er det evige dilemma, for når man vælger, så vælger man også fra, og når man nu ikke kan få det hele, hvorfor vælger man så, som man gør? Men dette aspekt forsvinder i alle de andre tråde, som bliver taget op, og fordi "Mrs. Dalloway" forløber over en enkelt dag, bliver der ikke tid til fordybelse.
Krigen og dens forfærdelige konsekvenser
Septimus (Rupert Graves) var med i krigen og lider nu af granatchok. Denne, for Mrs. Dalloway, ukendte soldats lidelser forløber som parallel handling og fylder ganske meget. Det er meningen, at tingene skal gå op i en højere enhed, og at hans selvmord til sidst skal føre den selvransagende Dalloway til et klimaks af forløsende selvforståelse og give hende ro i sindet, for hun har det jo meget godt. Men det fungerer bare ikke. De forskellige handlingstråde harmonerer overhovedet ikke, og derfor bliver Septimus' historie uvedkommende.
Hvad er det lige denne film vil opnå?
Når flashbacks er en vigtig del af handlingen, er det utroligt vigtigt, at disse flettes ordentligt sammen med den nutidige handling, men "Mrs. Dalloway" vil runde så mange personer som muligt, og da vi kun får dem serveret i korte glimt, når vi aldrig at lære dem at kende, og de forbliver uinteressante. Det, man troede var vigtigst, nemlig valget mellem de to forskellige mænd, når ikke at blive ordentligt bearbejdet.
Et glimt af Virginia Woolf
Det er denne store forfatters roman, der ligger til grund for "Mrs. Dalloway", men det lykkes altså ikke at visualisere romanens mange tanker og indre tilbageblik. Mange mener, at romanen var et billede på forfatteren selv: Mrs. Dalloway er den glade og sociale Woolf, og Septimus står for hendes nervesammenbrud - og Woolfs endeligt blev jo også selvmord. Men filmen, dens abrupte form og Dalloways tanker i form af voice-over gør sig desværre ikke til 97 min. på det store lærred.
Kvindefilm
Afslutningsvis må denne anmelder indrømme, at vi her har at gøre med det, som mænd ynder at kalde en "kvindefilm". Det er et romantisk drama - uden dramaet - og hvis det ikke var for Vanessa Redgraves præstation og den temmelig charmerende ældre udgave af Peter (Michael Kitchen), så var der ikke så meget at komme efter her ... ikke engang for kvinderne.
Året er 1923, og Mrs. Dalloway (Vanessa Redgrave) skal holde et middagsselskab. Under dagens forberedelser går tankerne tilbage til hendes ungdom, veninden Sally og de to bejlere, og da hun samtidig får besøg af den, hun valgte fra, dukker minderne uundgåeligt op. Hun spekulerer på, om hun mon valgte den rette. Men hun tænker også på, om hendes liv monstro er forbi nu, om hun har oplevet alt, hun kunne og om hun har udspillet sin rolle - den eneste rolle, hun fik tildelt som mor og hustru.
Kærlighedsaspektet i denne historie kan mange sikkert relatere til, og det kunne være blevet til et interessant studie: Kvinden, der er splittet mellem to forskellige mænd. Den ene (Peter) vil give hende lidenskab og eventyr, den anden (Richard) tilbyder tryghed og et stabilt ægteskab. Valget er det evige dilemma, for når man vælger, så vælger man også fra, og når man nu ikke kan få det hele, hvorfor vælger man så, som man gør? Men dette aspekt forsvinder i alle de andre tråde, som bliver taget op, og fordi "Mrs. Dalloway" forløber over en enkelt dag, bliver der ikke tid til fordybelse.
Krigen og dens forfærdelige konsekvenser
Septimus (Rupert Graves) var med i krigen og lider nu af granatchok. Denne, for Mrs. Dalloway, ukendte soldats lidelser forløber som parallel handling og fylder ganske meget. Det er meningen, at tingene skal gå op i en højere enhed, og at hans selvmord til sidst skal føre den selvransagende Dalloway til et klimaks af forløsende selvforståelse og give hende ro i sindet, for hun har det jo meget godt. Men det fungerer bare ikke. De forskellige handlingstråde harmonerer overhovedet ikke, og derfor bliver Septimus' historie uvedkommende.
Hvad er det lige denne film vil opnå?
Når flashbacks er en vigtig del af handlingen, er det utroligt vigtigt, at disse flettes ordentligt sammen med den nutidige handling, men "Mrs. Dalloway" vil runde så mange personer som muligt, og da vi kun får dem serveret i korte glimt, når vi aldrig at lære dem at kende, og de forbliver uinteressante. Det, man troede var vigtigst, nemlig valget mellem de to forskellige mænd, når ikke at blive ordentligt bearbejdet.
Et glimt af Virginia Woolf
Det er denne store forfatters roman, der ligger til grund for "Mrs. Dalloway", men det lykkes altså ikke at visualisere romanens mange tanker og indre tilbageblik. Mange mener, at romanen var et billede på forfatteren selv: Mrs. Dalloway er den glade og sociale Woolf, og Septimus står for hendes nervesammenbrud - og Woolfs endeligt blev jo også selvmord. Men filmen, dens abrupte form og Dalloways tanker i form af voice-over gør sig desværre ikke til 97 min. på det store lærred.
Kvindefilm
Afslutningsvis må denne anmelder indrømme, at vi her har at gøre med det, som mænd ynder at kalde en "kvindefilm". Det er et romantisk drama - uden dramaet - og hvis det ikke var for Vanessa Redgraves præstation og den temmelig charmerende ældre udgave af Peter (Michael Kitchen), så var der ikke så meget at komme efter her ... ikke engang for kvinderne.
19/11-2018