Alt andet end sjov og spas
4.0
"Og det lo de meget af..." er et smerteligt portræt af to sicilianske brødre, hvor misforstået kærlighed og forblændede fremtidsdrømme vildleder dem ind i et nådesløst livtag med storbyen
Året er 1958. Italien gennemgår radikale ændringer i overgangen mellem landbrugssamfundet og den moderne storbykultur. De to sicilianske immigrantbrødre, Giovanni og Pietro, er draget til Torino for at prøve lykken. Giovanni har et ambitiøst projekt. Selv er han analfabet, men ønsker brændende, at hans lillebror Pietro skal fortsætte sin læreruddannelse. Ønsket udspringer ikke i drømmen om at spinde guld på det, men for at i det mindste én af dem skal beriges af de 'kulturskatte', som gemmer sig i bøgernes verden.
Grænseløs broderkærlighed
Giovanni kaster alt over bord og ofrer sig totalt for projektet. Han påtager sig ydmygt de usleste jobs. Men projektet viser sig at være større, end hans evner rækker, især med den modgang som Torinos evige arbejdsløshed og menneskelige forråelse byder ham. Storbyens moralske forfald æder sig ind på Giovanni, og han mister fornemmelsen for godt og ondt. Ret og uret. Forholdene undergraver Giovanni og Pietros grænseløse broderkærlighed, som nu synes mere ødelæggende end opbyggelig. Enten forstiller de sig eller taler kun med hinanden i monologer fulde af løgn og (selv)bedrag. Intimiteten er kvælende for forholdet, og brødrenes nærvær bliver mere og mere anstrengt.
Smertelig oplevelse
Pietro distancerer sig fra sin formynderiske storebror. Pjækker fra skolen og glider langsomt ind i en tilstand af apati. Resultatet er foruroligende, og det er en smertelig oplevelse at se deres fremtidsdrømme og nære forhold lide. Drømmene er brast, og brødrene indser aldrig, hvorvidt de har vundet eller tabt. Instruktøren hedder Gianni Amelio. Og som hans tidligere film, "Børnetyven" ('92) og "Lamerica" ('94), er det nyeste epos en fortælling om, hvordan et samfund nådesløst suger menneskene til sig og samtidig udstøder dem, drænede for al deres livsnæring og -lykke.
Formfuldendt iscenesættelse
Det er muligt, at der ikke er megen sjov og spas i historien om Giovanni og Pietro. Tonen er melankolsk, stemningen dyster og omdrejningspunktet en stærk samfundskritik. Derimod er filmen en opløftende fryd for øjne og øren. Torinos dobbelthed som både et vitalt, industrialiseret kraftcenter og en moderne storby i moralsk forfald er indfanget med imponerende følsomhed. Stilen er realistisk og periodeskildringen autentisk, men filmen har alligevel et forførende poetisk skær i sine udsøgte billedkompositioner. Lyssætningen og den rige farvemodulering formår både at understøtte hovedpersonernes psykologi og samtidig det historiske tidsbillede. Endog uden at virke påtrængende eller entydigt manipulerende for vores fortolkninger. På samme måde spiller det ledsagende lydspor, minimalt orkestreret og diskret kommenterende, men alligevel fuldt af flere betydningslag.
"Og det lo de meget af..." er Gianni Amelios mest rendyrkede kulturpessimistiske vision til dato, men realiseringen af den er forbilledlig formfuldendt og ganske enkelt en seværdig oplevelse af de sjældne.
Året er 1958. Italien gennemgår radikale ændringer i overgangen mellem landbrugssamfundet og den moderne storbykultur. De to sicilianske immigrantbrødre, Giovanni og Pietro, er draget til Torino for at prøve lykken. Giovanni har et ambitiøst projekt. Selv er han analfabet, men ønsker brændende, at hans lillebror Pietro skal fortsætte sin læreruddannelse. Ønsket udspringer ikke i drømmen om at spinde guld på det, men for at i det mindste én af dem skal beriges af de 'kulturskatte', som gemmer sig i bøgernes verden.
Grænseløs broderkærlighed
Giovanni kaster alt over bord og ofrer sig totalt for projektet. Han påtager sig ydmygt de usleste jobs. Men projektet viser sig at være større, end hans evner rækker, især med den modgang som Torinos evige arbejdsløshed og menneskelige forråelse byder ham. Storbyens moralske forfald æder sig ind på Giovanni, og han mister fornemmelsen for godt og ondt. Ret og uret. Forholdene undergraver Giovanni og Pietros grænseløse broderkærlighed, som nu synes mere ødelæggende end opbyggelig. Enten forstiller de sig eller taler kun med hinanden i monologer fulde af løgn og (selv)bedrag. Intimiteten er kvælende for forholdet, og brødrenes nærvær bliver mere og mere anstrengt.
Smertelig oplevelse
Pietro distancerer sig fra sin formynderiske storebror. Pjækker fra skolen og glider langsomt ind i en tilstand af apati. Resultatet er foruroligende, og det er en smertelig oplevelse at se deres fremtidsdrømme og nære forhold lide. Drømmene er brast, og brødrene indser aldrig, hvorvidt de har vundet eller tabt. Instruktøren hedder Gianni Amelio. Og som hans tidligere film, "Børnetyven" ('92) og "Lamerica" ('94), er det nyeste epos en fortælling om, hvordan et samfund nådesløst suger menneskene til sig og samtidig udstøder dem, drænede for al deres livsnæring og -lykke.
Formfuldendt iscenesættelse
Det er muligt, at der ikke er megen sjov og spas i historien om Giovanni og Pietro. Tonen er melankolsk, stemningen dyster og omdrejningspunktet en stærk samfundskritik. Derimod er filmen en opløftende fryd for øjne og øren. Torinos dobbelthed som både et vitalt, industrialiseret kraftcenter og en moderne storby i moralsk forfald er indfanget med imponerende følsomhed. Stilen er realistisk og periodeskildringen autentisk, men filmen har alligevel et forførende poetisk skær i sine udsøgte billedkompositioner. Lyssætningen og den rige farvemodulering formår både at understøtte hovedpersonernes psykologi og samtidig det historiske tidsbillede. Endog uden at virke påtrængende eller entydigt manipulerende for vores fortolkninger. På samme måde spiller det ledsagende lydspor, minimalt orkestreret og diskret kommenterende, men alligevel fuldt af flere betydningslag.
"Og det lo de meget af..." er Gianni Amelios mest rendyrkede kulturpessimistiske vision til dato, men realiseringen af den er forbilledlig formfuldendt og ganske enkelt en seværdig oplevelse af de sjældne.
19/11-2018
