En effektiv tur i spøgelsestoget
3.0
William Castles gamle gyser er genskabt med fokus på det overnaturlige og det makabre
Der er en ånd af "Rosemary's Baby" ('68) over begge de gysere, som er premiereaktuelle her i julen, men på meget forskellig vis og uden at nogen af dem kommer bare i nærheden af mesterværket. Veteranen Roman Polanskis "The Ninth Gate" er instruktørens første okkulte gyser siden dengang, og den opfindsomme producer, instruktør og manuskriptforfatter William Castle (1914-'77), der producerede Polanskis klassiker, får sin støvede gyserfidus "House on Haunted Hill" genskabt som "Ondskabens Hus" af den relativt ukendte instruktør William Malone. Castle er nu nok mest kendt for sine påfund i forbindelse med sine film, end for filmene i sig selv. Blandt hans kreative spook-gimmicks var en forsikringspolice mod at dø af skræk, elektriske sæder og flyvende skeletter. Man kan spørge sig selv, om der er sket så meget siden.
Hang til gys
Malone stod i sin tid bag den ligegyldige Alien-klon "Creature" ('85) og lowbudget-debuten "Scared to Death" ('80), som han begge også skrev og producerede. Siden har han dog, på ingen måde uretfærdigt, været henvist til tv-film og -serier som "Freddy's Nightmares" og "Tales from the Crypt". Det var på sidstnævnte, at Malone mødte produceren og instruktøren Robert Zemeckis ("Tilbage til Fremtiden" og "Forrest Gump") og actionfilmens godfather Joel Silver ("Dødbringende Våben" og "Die Hard"), der sammen havde skabt den sorthumoristiske gyserserie for tv-selskabet HBO i 1989. Efter seriens store succes stiftede producerparret filmselskabet Dark Castle Productions, med netop det formål at genindspille William Castles film. De har endog fået Castles datter Terry med som co-producer.
Nye mord på gamle flasker
Man kan da heller ikke beskylde "Ondskabens Hus" for at have gjort meget ved den originale films spinkle plot. I "House on Haunted Hill" fra 1958 var den altid seværdige Vincent Price rigmanden, som tilbød fire fremmede $10,000 hver for at blive én nat i et hus med et meget dårligt rygte. Det blev en nat med mord og gys, en leg med hvem snyder hvem, og overnaturlige fænomener var der ikke nogen af.
Det er der derimod i den nye version, hvor den altid gode Geoffrey Rush har fået hovedrollen i Vincent Prices ånd, med smalt overskæg og navnet Steven Price. Han er en småsadistisk mangemillionær, som har tjent sine penge ved at skræmme livet af gæster i sine forlystelsesparker. Nu prøver han det med gæsterne ved konen Evelyns (Famke Janssen) fødselsdag, men bliver overhalet inden om af huset, som viser sig at være mere end almindeligt ondt i sig selv. Gæsterne er ikke dem, han tror, og konen, der nærer et gensidigt had til sin mand, har også sine planer for aftenen. Pengepræmien er gået op til $ 1,000,000 per hoved, som må være mere end inflationen, men nok et meget godt billede på prisforskellen mellem de to film. Den markante forskel er selvfølgelig i production value, design og special effects, og "Ondskabens Hus" er her blevet et tidligere sindssygehospital, hvor alle indsatte blev brændt levende tilbage i 30'erne.
I mørket er alle film sorte
Det er altså ikke den slags film, hvor man skal forvente sig meget af handling eller karakterer, men i stedet må vælge at hoppe på (spøgelses-)vognen eller at blive væk. Gider og tør man, leverer Malone faktisk varen, og man kan ikke helt frasige sig klamme håndflader og et par gedigne chok. Instruktøren viser også en forkærlighed for blodige og makabre billeder, og filmen er fyldt med dissekerede menneskekroppe og flere udgaver af rådnede lig, som ville gøre Christian Lemmerz misundelig. Så groteske billeder er vi ikke vant til at se i mainstreamfilm, og inspirationen er tydeligvis kommet fra horrorforfatteren og "Hellraiser"-instruktøren Clive Barkers univers. Men selvom Malone, effektholdet og ikke mindst komponisten Don Davis giver den på alle tangenter, så skal man ikke vente sig meget mere end det frie fald fra Tivolis Gyldne Tårn - det kilder (eller vender sig) i maven, så længe det står på, men er glemt igen med det samme.
Der er en ånd af "Rosemary's Baby" ('68) over begge de gysere, som er premiereaktuelle her i julen, men på meget forskellig vis og uden at nogen af dem kommer bare i nærheden af mesterværket. Veteranen Roman Polanskis "The Ninth Gate" er instruktørens første okkulte gyser siden dengang, og den opfindsomme producer, instruktør og manuskriptforfatter William Castle (1914-'77), der producerede Polanskis klassiker, får sin støvede gyserfidus "House on Haunted Hill" genskabt som "Ondskabens Hus" af den relativt ukendte instruktør William Malone. Castle er nu nok mest kendt for sine påfund i forbindelse med sine film, end for filmene i sig selv. Blandt hans kreative spook-gimmicks var en forsikringspolice mod at dø af skræk, elektriske sæder og flyvende skeletter. Man kan spørge sig selv, om der er sket så meget siden.
Hang til gys
Malone stod i sin tid bag den ligegyldige Alien-klon "Creature" ('85) og lowbudget-debuten "Scared to Death" ('80), som han begge også skrev og producerede. Siden har han dog, på ingen måde uretfærdigt, været henvist til tv-film og -serier som "Freddy's Nightmares" og "Tales from the Crypt". Det var på sidstnævnte, at Malone mødte produceren og instruktøren Robert Zemeckis ("Tilbage til Fremtiden" og "Forrest Gump") og actionfilmens godfather Joel Silver ("Dødbringende Våben" og "Die Hard"), der sammen havde skabt den sorthumoristiske gyserserie for tv-selskabet HBO i 1989. Efter seriens store succes stiftede producerparret filmselskabet Dark Castle Productions, med netop det formål at genindspille William Castles film. De har endog fået Castles datter Terry med som co-producer.
Nye mord på gamle flasker
Man kan da heller ikke beskylde "Ondskabens Hus" for at have gjort meget ved den originale films spinkle plot. I "House on Haunted Hill" fra 1958 var den altid seværdige Vincent Price rigmanden, som tilbød fire fremmede $10,000 hver for at blive én nat i et hus med et meget dårligt rygte. Det blev en nat med mord og gys, en leg med hvem snyder hvem, og overnaturlige fænomener var der ikke nogen af.
Det er der derimod i den nye version, hvor den altid gode Geoffrey Rush har fået hovedrollen i Vincent Prices ånd, med smalt overskæg og navnet Steven Price. Han er en småsadistisk mangemillionær, som har tjent sine penge ved at skræmme livet af gæster i sine forlystelsesparker. Nu prøver han det med gæsterne ved konen Evelyns (Famke Janssen) fødselsdag, men bliver overhalet inden om af huset, som viser sig at være mere end almindeligt ondt i sig selv. Gæsterne er ikke dem, han tror, og konen, der nærer et gensidigt had til sin mand, har også sine planer for aftenen. Pengepræmien er gået op til $ 1,000,000 per hoved, som må være mere end inflationen, men nok et meget godt billede på prisforskellen mellem de to film. Den markante forskel er selvfølgelig i production value, design og special effects, og "Ondskabens Hus" er her blevet et tidligere sindssygehospital, hvor alle indsatte blev brændt levende tilbage i 30'erne.
I mørket er alle film sorte
Det er altså ikke den slags film, hvor man skal forvente sig meget af handling eller karakterer, men i stedet må vælge at hoppe på (spøgelses-)vognen eller at blive væk. Gider og tør man, leverer Malone faktisk varen, og man kan ikke helt frasige sig klamme håndflader og et par gedigne chok. Instruktøren viser også en forkærlighed for blodige og makabre billeder, og filmen er fyldt med dissekerede menneskekroppe og flere udgaver af rådnede lig, som ville gøre Christian Lemmerz misundelig. Så groteske billeder er vi ikke vant til at se i mainstreamfilm, og inspirationen er tydeligvis kommet fra horrorforfatteren og "Hellraiser"-instruktøren Clive Barkers univers. Men selvom Malone, effektholdet og ikke mindst komponisten Don Davis giver den på alle tangenter, så skal man ikke vente sig meget mere end det frie fald fra Tivolis Gyldne Tårn - det kilder (eller vender sig) i maven, så længe det står på, men er glemt igen med det samme.
19/11-2018
