Blod og mælk

4.0
Krige har gennem hele filmhistorien dannet baggrund for et utal af film af varierende kaliber - Golfkrigen er ingen undtagelse. Men ikke siden "Dommedag Nu" ('79) har vi set en film, der er så politisk og rammer så rent. "Three Kings" kommer man ikke uden om

1991. Golfkrigen er færdig, og vennerne Troy Barlow (Mark Wahlberg), Chief Elgin (Ice Cube) og Conrad Vig (Spike Jonze) har ikke set det, der ligner "action", som de selv kalder det. Under afvæbningen af irakiske krigsfanger finder de et hemmeligt håndtegnet kort, der angiver, hvor irakerne har gemt det guld, de har stjålet fra Kuwait. Den snu Special Force-officer Archie Gates (George Clooney) får nys om kortet, og pludselig er de fire lykkeriddere på vej ud på en selvbestaltet og meget egoistisk mission for at stjæle guldet. Efter en chokerende oplevelse, der indebærer en eksploderet ko, ankommer de til den lille landsby, hvor depoterne ligger. Her holder irakiske soldater den udsultede civilbefolkning i et jerngreb.

Vores fire helte finder guldet, fylder en lastvogn, og efter en sjælden intens skudepisode er de klar til at køre bort mod den tørre solnedgang. Men sekundet før Archie Gates træder på speederen, udvikler han noget, der kan tolkes som en samvittighed. Han ved, at irakerne vil meje befolkningen i den fattige landsby ned, så snart de er væk. Planerne ændres, og byens mest truede borgere tages med. Med en last af guld og liv begiver de fire venner sig tilbage mod den amerikanske base. Men irakerne vil have fangerne og guldet tilbage. En lille krig begynder, og nu får de fire uheldige helte mere action, end de nogensinde har drømt om - og kan overskue. Nu handler det ikke længere om at mele egen kage, men om at få 55 ellers døde flygtende irakere over grænsen til Iran.

Politisk film
Filmen er næsten banal. Overgangen fra eventyrsøgende lykkejægere til rene Mother Theresaer er næsten for klichefyldt. Men det er måden, det gøres på, der går så dybt. Lige fra den eksploderende ko, der begraver de fire i blod og kød til den senere episode, hvor irakiske soldater gør en kæmpeindsats for at smadre en mælketankvogns forsøg på at bringe føde til en udsultet befolkning. Filmens instruktør David O. Russell og hans fotograf Tom Sigel (bl.a. "The Usual Suspects", '95) pakker det hele flot ind i totalt udtørrede billeder og små anekdoter og betragtninger. Om det er medierne, der styrer militæret eller om det er omvendt, får en tur. Om USA kun gik i krig for at sikre den fossile brændstoflevering fra Kuwait og derudover var fløjtende ligeglade med konsekvenserne for civilbefolkningen, er man efter filmen ikke i tvivl om.

Filmens genistreg er den intense skudepisode i landsbyen. Tidligere i filmen fortæller Archie Gates om, hvad der præcis sker, når en kugle penetrerer en krop - set indefra. Dør man ikke på stedet, vil langsom udsivning af galde og betændelse langsomt gøre det af med offeret. Med det in mente skildrer instruktøren Russel med afsindigt overblik en låst situation, hvor alle har alle på kornet i landsbyen. Da det første skud lyder, udløses en kædereaktion af tilfældig kaos. I slowmotion-sekvenser følger man kuglernes rejse fra kolbe til krop - en nøjagtig skildring af, hvordan de implicerede psykologisk oplever situationen.

"Three Kings" har alt, hvad man kan ønske sig. Friske bemærkninger, flotte billeder, politiske betragtninger, sprængfarlig handling, og så er det hele pakket ind i mainstreamens papir.
Three Kings