Søskende
3.0
Skuespilleren Peter Mullan fra Ken Loachs "My Name is Joe" debuterer som instruktør med det kulsorte og noget patetiske familiedrama "Orphans"
Det er ikke svært at se, hvor Peter Mullan har hentet noget af inspirationen til instruktørdebuten "Orphans". Den overordnede socialrealistiske arbejderklassetone er ganske tydeligt et resultat af samarbejdet med Ken Loach, der vel om nogen kan ramme den britiske kulminestemning.
Følelsesmæssig dødsdrom
Filmen foregår da også i Glasgows arbejderkvarter og tager udgangspunkt i fire voksne børns afsked med deres afdøde mor. For at drukne sorgen tager de fire forældreløse på pub, hvor den ældste Thomas (Gary Lewis) pludselig føler trang til at udgyde sine følelser over karaoke-anlægget. Dette får en lokal bølle til at bryde ud i høj latter, men hans mangel på respekt giver broderen Michael (Douglas Henshall) en undskyldning for at kaste sig ud i et større slagsmål. Det resulterer dog i et alvorligt snitsår, og han forlader pubben med broderen John (Stephen McCole), der sværger hævn over bøllen. Den sidste i søskendeflokken er den spastisk lammede Sheila (Rosemarie Stevenson), der trofast bliver hos Thomas på pubben.
Disse fire skæbner kommer ud for lidt af hvert i løbet af natten, hvor de hver på deres måde tackler frustrationen og sorgen. Michael vandrer hvileløst, eftertænksomt og såret rundt i byen uden særlig målrettethed. John er derimod ganske målrettet i sin hadske søgen efter hævn, men da slaget skal slås, svigter modet ham, og Thomas, der i en sindstilstand af rendyrket fornægtelse sætter alt ind på at våge over moderens kiste i kirken. Det i en sådan grad, at han ikke ænser den rullestolskørende Sheila, der må finde hjem på egen hånd, men ender til en lille piges fødselsdagsfest. Begravelsesceremonien den efterfølgende dag udvikler sig til et tragikomisk optrin, da kirkens tag i nattens løb er revet af og Thomas, med sin korstogsagtige insisteren, alligevel vil gennemføre begravelsen. I en aldeles barok scene forsøger han ene mand at bære moderens kiste til graven, men synker til sidst sammen under dens vægt. Hvor de tre andre til sidst kommer overens med sorgen, kræver det en ekstra indsats af Thomas. Først da John, Michael og Sheila stiller ham et ultimatum ved moderens grav, begynder han at acceptere tingenes tilstand.
Kaloriebombeafslutning
Der er bestemt ikke sparet på det tragikomiske i dette kompromisløst sorte familiedrama, og det kan være svært at finde en grimasse, der kan passe til de barokke optrin, man stilles ansigt til ansigt med. For der er bestemt noget på en gang dragende og urkomisk ved de fire forældreløses gennemlevelse af det, der for hver især udvikler sig til et slagsmål med indre dæmoner. Historien kunne flere steder trænge til en opstrammer, og specielt historien om Sheila virker noget kødfattig og påklistret i forhold til de andre. Men Peter Mullan synes ellers at have et ganske godt tag i sit materiale, og han er bakket op af et hold ukendte, men meget velspillende skuespillere. Til sidst slipper han dog de fortællemæssige tøjler, og lader efterhånden filmen bevæge sig ud på et meget patetisk overdrev med tonstunge symbolladede scenerier. Denne noget kiksede slutning får desværre den samme skadelige effekt, som en overdimensioneret dessert har på en ellers velafbalanceret middag.
Det er ikke svært at se, hvor Peter Mullan har hentet noget af inspirationen til instruktørdebuten "Orphans". Den overordnede socialrealistiske arbejderklassetone er ganske tydeligt et resultat af samarbejdet med Ken Loach, der vel om nogen kan ramme den britiske kulminestemning.
Følelsesmæssig dødsdrom
Filmen foregår da også i Glasgows arbejderkvarter og tager udgangspunkt i fire voksne børns afsked med deres afdøde mor. For at drukne sorgen tager de fire forældreløse på pub, hvor den ældste Thomas (Gary Lewis) pludselig føler trang til at udgyde sine følelser over karaoke-anlægget. Dette får en lokal bølle til at bryde ud i høj latter, men hans mangel på respekt giver broderen Michael (Douglas Henshall) en undskyldning for at kaste sig ud i et større slagsmål. Det resulterer dog i et alvorligt snitsår, og han forlader pubben med broderen John (Stephen McCole), der sværger hævn over bøllen. Den sidste i søskendeflokken er den spastisk lammede Sheila (Rosemarie Stevenson), der trofast bliver hos Thomas på pubben.
Disse fire skæbner kommer ud for lidt af hvert i løbet af natten, hvor de hver på deres måde tackler frustrationen og sorgen. Michael vandrer hvileløst, eftertænksomt og såret rundt i byen uden særlig målrettethed. John er derimod ganske målrettet i sin hadske søgen efter hævn, men da slaget skal slås, svigter modet ham, og Thomas, der i en sindstilstand af rendyrket fornægtelse sætter alt ind på at våge over moderens kiste i kirken. Det i en sådan grad, at han ikke ænser den rullestolskørende Sheila, der må finde hjem på egen hånd, men ender til en lille piges fødselsdagsfest. Begravelsesceremonien den efterfølgende dag udvikler sig til et tragikomisk optrin, da kirkens tag i nattens løb er revet af og Thomas, med sin korstogsagtige insisteren, alligevel vil gennemføre begravelsen. I en aldeles barok scene forsøger han ene mand at bære moderens kiste til graven, men synker til sidst sammen under dens vægt. Hvor de tre andre til sidst kommer overens med sorgen, kræver det en ekstra indsats af Thomas. Først da John, Michael og Sheila stiller ham et ultimatum ved moderens grav, begynder han at acceptere tingenes tilstand.
Kaloriebombeafslutning
Der er bestemt ikke sparet på det tragikomiske i dette kompromisløst sorte familiedrama, og det kan være svært at finde en grimasse, der kan passe til de barokke optrin, man stilles ansigt til ansigt med. For der er bestemt noget på en gang dragende og urkomisk ved de fire forældreløses gennemlevelse af det, der for hver især udvikler sig til et slagsmål med indre dæmoner. Historien kunne flere steder trænge til en opstrammer, og specielt historien om Sheila virker noget kødfattig og påklistret i forhold til de andre. Men Peter Mullan synes ellers at have et ganske godt tag i sit materiale, og han er bakket op af et hold ukendte, men meget velspillende skuespillere. Til sidst slipper han dog de fortællemæssige tøjler, og lader efterhånden filmen bevæge sig ud på et meget patetisk overdrev med tonstunge symbolladede scenerier. Denne noget kiksede slutning får desværre den samme skadelige effekt, som en overdimensioneret dessert har på en ellers velafbalanceret middag.
19/11-2018