Fodboldmunken
2.0
Midt under EM kommer der en buddhistisk film om fodbold. Det lyder eksotisk og underfundigt, og det er "Pokalen" da også. Desværre er den heller ikke mere
Det er sjældent, man ser film fra fjerne egne af verden. Og ofte bliver de ikke til andet end et eksotisk indslag i et strømlinet biografudbud. Faktisk er der så langt imellem de fremmedartede snapse, at det må betragtes som usandsynligt at opleve stor kunst fra "små filmlande" - lige så usandsynligt, som hvis Danmark skulle vinde EM i fodbold. Dog går det som regel, som præsten prædiker: Tyskerne vinder altid i fodbold, og de små filmlande laver ofte kun eksotiske ting, der sjældent har mere end antropologisk interesse. Sådan er det også med "Pokalen".
Poesien i hverdagen
Den unge munk Orgyen har et fanatisk forhold til fodbold og et stort ønske om at se VM-finalen 1998 mellem Brasilien og Frankrig. Det passer ikke ind i den buddhistiske afvisning af materielle goder, men den ældre munk Geko må - selv om han ikke bifalder det - erkende, at Orgyens ønske er så dybfølt, at man må se gennem fingre med reglerne af ren og skær medmenneskelighed. Og Orgyen sætter også sine egne ønsker til side og forlader den spændene tv-transmission af finalen, da en endnu yngre munk, Nyima, er ulykkelig over at have mistet sit ur.
Instruktøren Khyentse Norbu er bhutanskfødt tibetansk munk, men har sideløbende med sit religiøse kald studeret film i New York og arbejdet under Bertolucci på "Lille Buddha" (1993). I Norbus debut kan man også se træk fra Ozu, Satyajit Ray og iraneren Abbas Kiarostami. Realismen, den stille poesi og fornemmelsen for de uudtalte reglers hæmmende effekt på alment menneskelige forhold, som var og er at finde hos de fire koryfæer, er der også lagt op til i "Pokalen", uden at den når op på inspirationskildernes højder. For hvor der hos de ovenfor nævnte er en dobbelthed i hverdagsbeskrivelserne, således at der både er en kærlighed og en kritik af de små samfund, er "Pokalen" en 100 % lovprisning af det buddhistiske klosterliv. Norbu sætter sig ikke ud over sin egen baggrund; han tror fuldt og fast på det gode i munketilværelsen, og det gør, at man som biografgænger ikke bliver rystet over uretfærdighederne og dermed heller ikke rigtigt grebet af begivenhederne i "Pokalen". De unge munke lever godt nok i et ret fastlåst hierarki, men som udenforstående vesterlænding bliver man aldrig i tvivl om, at der hele tiden er plads til reel menneskelig varme og fornemmelse for, at de hårde regler kan bøjes, og at man må bringe et par ofre og gå på kompromis, hvis nogen lider nød.
Kun feel good-fornemmelse
Selve historien i "Pokalen" er lige så enkel som i Ozus og Kiarostamis film, men personernes ofre er ikke så store og har ej heller de vidtrækkende konsekvenser, der gjorde fx Kiarostamis "Hvor er min vens hus?" (1986) så gribende på trods af den minimale handling. Norbus film bliver aldrig gribende - den er rar og hyggelig, den afmystificerer klosterlivet, og så har den instruktørdebutantens og amatørskuespillernes lidt ubehjælpsomme charme som sit største aktiv. Men nogen stor film er det ikke.
Det er sjældent, man ser film fra fjerne egne af verden. Og ofte bliver de ikke til andet end et eksotisk indslag i et strømlinet biografudbud. Faktisk er der så langt imellem de fremmedartede snapse, at det må betragtes som usandsynligt at opleve stor kunst fra "små filmlande" - lige så usandsynligt, som hvis Danmark skulle vinde EM i fodbold. Dog går det som regel, som præsten prædiker: Tyskerne vinder altid i fodbold, og de små filmlande laver ofte kun eksotiske ting, der sjældent har mere end antropologisk interesse. Sådan er det også med "Pokalen".
Poesien i hverdagen
Den unge munk Orgyen har et fanatisk forhold til fodbold og et stort ønske om at se VM-finalen 1998 mellem Brasilien og Frankrig. Det passer ikke ind i den buddhistiske afvisning af materielle goder, men den ældre munk Geko må - selv om han ikke bifalder det - erkende, at Orgyens ønske er så dybfølt, at man må se gennem fingre med reglerne af ren og skær medmenneskelighed. Og Orgyen sætter også sine egne ønsker til side og forlader den spændene tv-transmission af finalen, da en endnu yngre munk, Nyima, er ulykkelig over at have mistet sit ur.
Instruktøren Khyentse Norbu er bhutanskfødt tibetansk munk, men har sideløbende med sit religiøse kald studeret film i New York og arbejdet under Bertolucci på "Lille Buddha" (1993). I Norbus debut kan man også se træk fra Ozu, Satyajit Ray og iraneren Abbas Kiarostami. Realismen, den stille poesi og fornemmelsen for de uudtalte reglers hæmmende effekt på alment menneskelige forhold, som var og er at finde hos de fire koryfæer, er der også lagt op til i "Pokalen", uden at den når op på inspirationskildernes højder. For hvor der hos de ovenfor nævnte er en dobbelthed i hverdagsbeskrivelserne, således at der både er en kærlighed og en kritik af de små samfund, er "Pokalen" en 100 % lovprisning af det buddhistiske klosterliv. Norbu sætter sig ikke ud over sin egen baggrund; han tror fuldt og fast på det gode i munketilværelsen, og det gør, at man som biografgænger ikke bliver rystet over uretfærdighederne og dermed heller ikke rigtigt grebet af begivenhederne i "Pokalen". De unge munke lever godt nok i et ret fastlåst hierarki, men som udenforstående vesterlænding bliver man aldrig i tvivl om, at der hele tiden er plads til reel menneskelig varme og fornemmelse for, at de hårde regler kan bøjes, og at man må bringe et par ofre og gå på kompromis, hvis nogen lider nød.
Kun feel good-fornemmelse
Selve historien i "Pokalen" er lige så enkel som i Ozus og Kiarostamis film, men personernes ofre er ikke så store og har ej heller de vidtrækkende konsekvenser, der gjorde fx Kiarostamis "Hvor er min vens hus?" (1986) så gribende på trods af den minimale handling. Norbus film bliver aldrig gribende - den er rar og hyggelig, den afmystificerer klosterlivet, og så har den instruktørdebutantens og amatørskuespillernes lidt ubehjælpsomme charme som sit største aktiv. Men nogen stor film er det ikke.
19/11-2018