Camille og småkagerne
3.0
Robert Altmans nye film "Cookie's Fortune" er en stemningsfuld, velspillet og rørende film. Men desværre bliver den aldrig rigtig spændende.
Efter en lang række af film, hvoraf de bedste som "Mash"(70), "Nashville" (75) og "Shortcuts"(93) må regnes for mesterværker, er det som om Robert Altman for tiden har problemer med at nå fortidens kvalitative højder. Bevares, "Kansas City"(96) var da en udemærket jazzfilm, men der var ikke langt fra "Walther og Carlo"-filmene til modefadæsen "Pret-a- porter"(94), og sidste års retsalsdrama "The Gingerbread Man" (98) var en ret ordinær film. Nu kommer så "Cookie's Fortune", som er en slags Tennessee Williams-historie tilsat en smule kriminalgenre. Det er en film om selvmord, familiesplid og grådighed, der foregår i en lille soveby i de amerikanske sydstater. I sin tone og stemning kan filmen minde en del om Jon Avnets "Stegte grønne tomater"(91). Også her er der venskaber og sammenhold på tværs af generationer.
Fingrene i kagedåsen
Historien i "Cookie's Fortune" tager udgangspunkt i den aldrene dame Cookie. Hun er ved at blive rigtig gammel, og en snigende senilitet er begyndt at gøre sit indtog i hendes sind. Samtidig er hun ulykkelig, fordi hun savner sin afdøde mand Buck. Alt, hvad hun ønsker, er at komme med "den gyldne båd med de gyldne vinger" op i himlen til ham. Hendes våbenskab knirker og går hele tiden op, så hun får den ide at tage en af pistolerne og skyde sig selv med den. I nogle sentimentale scener ser vi hende så tage afsked med livet og begå selvmord.
Hendes lig bliver fundet af hendes niecer, byens krukkede og selvbestaltede teaterdronning Camille Nixon (Glenn Close) og hendes underkuede søster Cora Duvall (Julianne Moore). Camille vil ikke acceptere selvmordet, hun mener, at kun sindssyge begår selvmord, og at Cookies handling vil kaste skam over familien. Derfor følger hun en pludselig indskydelse og maskerer selvmordet som mord ved at smadre et vindue og slå våbenskabet i stykker. Den lokale Sherif er ikke den mest intelligente, og Camilles planer ser da også ud til at skulle lykkes, da politiet arresterer Cookies negersambo Willies for mordet. Camille er utålmodig og kan næsten ikke vente med at arve Cookies hus og ejendele, men hun bliver snart taget med sine grådige fingre i kagedåsen.
Kedsomhed og ærgerrig
Der er gode karakterer og godt skuespil hele vejen rundt i den velcastede film. Liv Taylor, Chris O'Donnell og Julianne Moore når således nye højder, men især Glenn Close som den intrigante og usympatiske Camille Nixon imponerer. Camille Nixon er en selvhævdende og verdensfjern person, hun har tilsyneladende svært ved skelne imellem fiktion og virkelighed. I hvert fald lader Camille teaterstykket "Salome" - som Camille og Cora er ved at lave en opsætning af i den lokale kirke - få en meget ugennemtænkt indflydelse på hendes og søsterens liv. Det er nemlig omdrejningspunktet i teaterforestillingen, "at det er en skam at begå selvmord", der er den direkte inspiration til forsøget på at ændre moderens selvmord til et mord. Så baggrunden for Camilles handlinger er måske snarere tankeløshed og kedsomhed end egentlig ondskab.
Sydstatsblues
Som mange af Robert Altmans film er "Cookie's Fortune" en slags kollektivfilm med mange gennemgående personer, der tilsammen beskriver livet i et amerikansk minisamfund (der udgør en symbolsk udgave af hele det amerikanske samfund). "Cookie's Fortune" foregår også i en lille og søvnig amerikansk by i syden, hvor alle kender alle, og den ene dag ligner den næste. Denne lidt dvaske sydstatsstemning formår filmen at ramme på glimrende vis. Dette er blandt andet gjort via soundtracket, der udelukkende består af bluesmusik skabt af David A. Stewart, den mandlige halvdel af duoen Eurythmics. Filmen er desuden fortalt i et sløvt tempo, der passer godt til stemningen i byen. Alligevel kunne "Cookie's Fortune" fint have været skåret ned en halv time. Især er scenerne til sidst, hvor de indviklede familie forhold bliver udredet, forvirrende og overflødige.
Forudsigelig og uspændende
"Cookie's Fortune" er på mange måder en lille film, men den er ret morsom sine steder, blandt andet på grund af de dumme politifolk - med Jason Brown (Chris O'Donnell) i spidsen - og deres overdrevne brug af afspærringstape. Filmens største problem er historiens forudsigelighed. Vi får ikke nogen overraskelser undervejs; fra start til slut ved vi hele tiden, hvad der skal ske. Men filmen har også andre problemer. Som skurke er Camille og hendes søster ikke rigtig farlige, de er lidt dumme og klodsede. Så vi er aldrig i tvivl om, hvorvidt Willis ender bag tremmer eller ej. Desuden er der ikke nogen mordgåde i filmen, vi ved hele tiden, at Cookie ikke er blevet myrdet. Som kriminalfilm fungerer "Cookie's Fortune" altså dårligt. Det er ikke for spændingens skyld, man bør se filmen. Man bør se den på grund af dens lune humor, sydstatsstemingen og så selvfølgelig de eminente skuespilpræstationer.
Efter en lang række af film, hvoraf de bedste som "Mash"(70), "Nashville" (75) og "Shortcuts"(93) må regnes for mesterværker, er det som om Robert Altman for tiden har problemer med at nå fortidens kvalitative højder. Bevares, "Kansas City"(96) var da en udemærket jazzfilm, men der var ikke langt fra "Walther og Carlo"-filmene til modefadæsen "Pret-a- porter"(94), og sidste års retsalsdrama "The Gingerbread Man" (98) var en ret ordinær film. Nu kommer så "Cookie's Fortune", som er en slags Tennessee Williams-historie tilsat en smule kriminalgenre. Det er en film om selvmord, familiesplid og grådighed, der foregår i en lille soveby i de amerikanske sydstater. I sin tone og stemning kan filmen minde en del om Jon Avnets "Stegte grønne tomater"(91). Også her er der venskaber og sammenhold på tværs af generationer.
Fingrene i kagedåsen
Historien i "Cookie's Fortune" tager udgangspunkt i den aldrene dame Cookie. Hun er ved at blive rigtig gammel, og en snigende senilitet er begyndt at gøre sit indtog i hendes sind. Samtidig er hun ulykkelig, fordi hun savner sin afdøde mand Buck. Alt, hvad hun ønsker, er at komme med "den gyldne båd med de gyldne vinger" op i himlen til ham. Hendes våbenskab knirker og går hele tiden op, så hun får den ide at tage en af pistolerne og skyde sig selv med den. I nogle sentimentale scener ser vi hende så tage afsked med livet og begå selvmord.
Hendes lig bliver fundet af hendes niecer, byens krukkede og selvbestaltede teaterdronning Camille Nixon (Glenn Close) og hendes underkuede søster Cora Duvall (Julianne Moore). Camille vil ikke acceptere selvmordet, hun mener, at kun sindssyge begår selvmord, og at Cookies handling vil kaste skam over familien. Derfor følger hun en pludselig indskydelse og maskerer selvmordet som mord ved at smadre et vindue og slå våbenskabet i stykker. Den lokale Sherif er ikke den mest intelligente, og Camilles planer ser da også ud til at skulle lykkes, da politiet arresterer Cookies negersambo Willies for mordet. Camille er utålmodig og kan næsten ikke vente med at arve Cookies hus og ejendele, men hun bliver snart taget med sine grådige fingre i kagedåsen.
Kedsomhed og ærgerrig
Der er gode karakterer og godt skuespil hele vejen rundt i den velcastede film. Liv Taylor, Chris O'Donnell og Julianne Moore når således nye højder, men især Glenn Close som den intrigante og usympatiske Camille Nixon imponerer. Camille Nixon er en selvhævdende og verdensfjern person, hun har tilsyneladende svært ved skelne imellem fiktion og virkelighed. I hvert fald lader Camille teaterstykket "Salome" - som Camille og Cora er ved at lave en opsætning af i den lokale kirke - få en meget ugennemtænkt indflydelse på hendes og søsterens liv. Det er nemlig omdrejningspunktet i teaterforestillingen, "at det er en skam at begå selvmord", der er den direkte inspiration til forsøget på at ændre moderens selvmord til et mord. Så baggrunden for Camilles handlinger er måske snarere tankeløshed og kedsomhed end egentlig ondskab.
Sydstatsblues
Som mange af Robert Altmans film er "Cookie's Fortune" en slags kollektivfilm med mange gennemgående personer, der tilsammen beskriver livet i et amerikansk minisamfund (der udgør en symbolsk udgave af hele det amerikanske samfund). "Cookie's Fortune" foregår også i en lille og søvnig amerikansk by i syden, hvor alle kender alle, og den ene dag ligner den næste. Denne lidt dvaske sydstatsstemning formår filmen at ramme på glimrende vis. Dette er blandt andet gjort via soundtracket, der udelukkende består af bluesmusik skabt af David A. Stewart, den mandlige halvdel af duoen Eurythmics. Filmen er desuden fortalt i et sløvt tempo, der passer godt til stemningen i byen. Alligevel kunne "Cookie's Fortune" fint have været skåret ned en halv time. Især er scenerne til sidst, hvor de indviklede familie forhold bliver udredet, forvirrende og overflødige.
Forudsigelig og uspændende
"Cookie's Fortune" er på mange måder en lille film, men den er ret morsom sine steder, blandt andet på grund af de dumme politifolk - med Jason Brown (Chris O'Donnell) i spidsen - og deres overdrevne brug af afspærringstape. Filmens største problem er historiens forudsigelighed. Vi får ikke nogen overraskelser undervejs; fra start til slut ved vi hele tiden, hvad der skal ske. Men filmen har også andre problemer. Som skurke er Camille og hendes søster ikke rigtig farlige, de er lidt dumme og klodsede. Så vi er aldrig i tvivl om, hvorvidt Willis ender bag tremmer eller ej. Desuden er der ikke nogen mordgåde i filmen, vi ved hele tiden, at Cookie ikke er blevet myrdet. Som kriminalfilm fungerer "Cookie's Fortune" altså dårligt. Det er ikke for spændingens skyld, man bør se filmen. Man bør se den på grund af dens lune humor, sydstatsstemingen og så selvfølgelig de eminente skuespilpræstationer.
19/11-2018
