Lykken er en underlig fisk
3.0
Todd Solondz' kontroversielle "Happiness" tager et lidet flatterende kig på en gruppe amerikaneres forhold til sex, kærlighed og lykke.
Filmens ironiske distance til den ellers så positive titel kommer allerede til udtryk i den første scene. Den tårekvalte Andy (Jon Lovitz) sidder på en restaurant, hvor han netop er blevet droppet af kæresten Joy (Jane Adams) og vil vide hvorfor. Det er en ganske rørende scene, hvor sympatien tydeligvis er placeret hos den forsmåede Andy, men symptomatisk for filmen bliver det Joy, vi følger. For Solondz er ikke ude i noget glorificerende ærinde - tværtimod. Han er derimod ude på at spidde det amerikanske privatliv gennem en række episodiske historier om både depriverede og ynkværdige eksistenser, hvor sympatien kan være om end meget vanskelig at få øje på.
Episodiske perversiteter
Foruden den nærmest ulideligt naive Joy følger vi hendes to søstre Trish (Cynthia Stevenson) og Helen (Lara Flynn Boyle). Trish er den glade husmor, der er lykkeligt gift med psykologen Bill (Dylan Baker), som viser sig at være en uhelbredelig pædofil. Hans forsøg på at bedøve en af sin søns venner, der overnatter, er på en og samme gang både ynkelig og frastødende. Imens forfølges den krukkede forfatter Helen af en stønner, der senere åbenbare sig som hendes overvægtige og ensomme genbo Allen (Phillip Seymour Hoffman). Efterhånden bliver Helen mere og mere fascineret af denne stønner og ønsker at møde ham, men heller ikke det ender lykkeligt. Disse historier er klart de mest interessante. Episoderne om Joys forsøg på at finde lykken med en eksilrusser Vlad (Jared Harris) og om søstrenes forældres (spillet af Louise Lasser og Ben Gazzara) utroskab, er begge noget intetsigende, men understreger dog filmens gennemgående tema.
Skarpe skud fra hoften - og i foden
Problemet ved episodefilm er som regel, at det kan være svært ikke at sætte de enkelte episoder op mod hinanden i stedet for at overskue helheden. Det skyldes ofte, at det er uhyre svært at få en glidende sammenhæng mellem de enkelte historier for til sidst at opnå en sammentømret film. I "Happiness" er det tydeligt, at Solondz skyder sig selv lidt i foden ved at gøre to af episoderne, den pædofile far og den ynkelige stønner, så outrerede og provokerende, at de tager al opmærksomheden og underminerer resten. De er tilgængæld så velskrevet og velspillet i deres udstilling af disse ynkelige eksistenser, at de er hele filmen værd.
Det er egentlig ikke fordi, de andre episoder er dårlige; de er alle ganske velspillede men taber betydning i helheden, fordi de bare understreger det samme som de to langt mere slagkraftige episoder.
Som helhed er filmen kun et halvt fuldendt forsøg på at komme ind under huden på den amerikanske fremmedgørelse. Og lad dig som sagt i lede af titlen - det kræver så afgjort en funtex eller to, før man kigger med i Solondz noget blakkede univers
Filmens ironiske distance til den ellers så positive titel kommer allerede til udtryk i den første scene. Den tårekvalte Andy (Jon Lovitz) sidder på en restaurant, hvor han netop er blevet droppet af kæresten Joy (Jane Adams) og vil vide hvorfor. Det er en ganske rørende scene, hvor sympatien tydeligvis er placeret hos den forsmåede Andy, men symptomatisk for filmen bliver det Joy, vi følger. For Solondz er ikke ude i noget glorificerende ærinde - tværtimod. Han er derimod ude på at spidde det amerikanske privatliv gennem en række episodiske historier om både depriverede og ynkværdige eksistenser, hvor sympatien kan være om end meget vanskelig at få øje på.
Episodiske perversiteter
Foruden den nærmest ulideligt naive Joy følger vi hendes to søstre Trish (Cynthia Stevenson) og Helen (Lara Flynn Boyle). Trish er den glade husmor, der er lykkeligt gift med psykologen Bill (Dylan Baker), som viser sig at være en uhelbredelig pædofil. Hans forsøg på at bedøve en af sin søns venner, der overnatter, er på en og samme gang både ynkelig og frastødende. Imens forfølges den krukkede forfatter Helen af en stønner, der senere åbenbare sig som hendes overvægtige og ensomme genbo Allen (Phillip Seymour Hoffman). Efterhånden bliver Helen mere og mere fascineret af denne stønner og ønsker at møde ham, men heller ikke det ender lykkeligt. Disse historier er klart de mest interessante. Episoderne om Joys forsøg på at finde lykken med en eksilrusser Vlad (Jared Harris) og om søstrenes forældres (spillet af Louise Lasser og Ben Gazzara) utroskab, er begge noget intetsigende, men understreger dog filmens gennemgående tema.
Skarpe skud fra hoften - og i foden
Problemet ved episodefilm er som regel, at det kan være svært ikke at sætte de enkelte episoder op mod hinanden i stedet for at overskue helheden. Det skyldes ofte, at det er uhyre svært at få en glidende sammenhæng mellem de enkelte historier for til sidst at opnå en sammentømret film. I "Happiness" er det tydeligt, at Solondz skyder sig selv lidt i foden ved at gøre to af episoderne, den pædofile far og den ynkelige stønner, så outrerede og provokerende, at de tager al opmærksomheden og underminerer resten. De er tilgængæld så velskrevet og velspillet i deres udstilling af disse ynkelige eksistenser, at de er hele filmen værd.
Det er egentlig ikke fordi, de andre episoder er dårlige; de er alle ganske velspillede men taber betydning i helheden, fordi de bare understreger det samme som de to langt mere slagkraftige episoder.
Som helhed er filmen kun et halvt fuldendt forsøg på at komme ind under huden på den amerikanske fremmedgørelse. Og lad dig som sagt i lede af titlen - det kræver så afgjort en funtex eller to, før man kigger med i Solondz noget blakkede univers
19/11-2018
