På tur gennem verdenshistorien
2.0
Det måtte jo komme...ingen succesroman uden en filmatisering, og det har resulteret i Norges dyreste produktion hidtil: "Sofies verden" efter Jostein Gaarders roman af samme titel.
Sofie Amundsen (Silje Storstein) er 14 år og bor med sin mor (Andrine Sæther) i Oslo. Hun er begyndt at stille spørgsmål til tilværelsen og modtager en dag mystiske breve i postkassen, hvor nogle af livets store spørgsmål er skrevet ned: "Hvem er du?" og "Hvor kommer verden fra?"
Da Sofie modtager et videobånd, ser hun for første gang Alberto Knox, der transmitterer fra Antikkens Grækenland, og han taler direkte til Sofie. Hun bliver naturligvis forundret, og da hun modtager et postkort adresseret til Hilde Møller Knag, en pige, hun ikke kender, bliver hun først rigtig forvirret. Alberto prøver at hjælpe Sofie og tager hende med på en rejse gennem verdenshistorien, hvor de møder nogle af kunstens og filosofiens største personligheder.
Lidt for overfladisk
Det store spørgsmål med "Sofies verden" er, hvem den henvender sig til. Den umådelig populære roman bliver nu brugt i skolerne, og filmatiseringen ville sikkert også egne sig til undervisning, selvom den dog er meget overfladisk i sit tilbageblik over 2000 år i menneskehedens historie.
På sine rejser møder Sofie bl.a. Sokrates og Platon, Shakespeare og Leonardo da Vinci, men sidder man inde med bare de mest basale informationer om disse personligheder, er det ikke særlig interessant. Der bruges ca. 2 min. på mødet med Shakespeare, hvor han er midt i at øve en scene fra "Hamlet". Hans medhjælper holder kraniet op og siger de berømte ord "to be or not to be..." og spørger derefter Shakespeare, om sætningen skal stryges fra stykket eller ej. Dette er ikke morsomt og fuldstændig uinteressant, hvis man kender bare en smule til forfatteren, og lige præcis dén sætning er så gennemtæsket, at det bare er for kedeligt. Mødet med da Vinci er endnu kortere, og de eneste oplysninger, man får, er hans fødselsår, og så ser man hans mest berømte maleri. Det er klart, at tiden begrænser fordybelsen, men mødet med f.eks. da Vinci kan kun være interessant for den helt unge pige/dreng, der netop er begyndt at tage fat på verdenshistorien og begrebet almen viden.
Udmærket søndagshygge for den yngre seer
"Sofies verden" fungerer ellers udmærket. Den unge Storstein klarer fint sin debut, og der er flotte billeder fra Akropolis (on location), middelalderen og den franske revolution. Men det er en vanskelig størrelse, for selve historien om Sofie er for tynd til at kunne stå alene, og den didaktiske del er for overfladisk til at være en brugbar indføring i, hvad der er værd at vide om 2000 års historie, kunst og filosofi. Det er altid irriterende, når der skal vælges så kraftigt ud, fordi man ved, at man går glip af så meget andet.
Som søndagshygge for familier med børn og for teenagere er "Sofies verden" god underholdning, men det ville være synd kun at nøjes med den visuelle udgave og snyde sig selv for at læse bogen.
Sofie Amundsen (Silje Storstein) er 14 år og bor med sin mor (Andrine Sæther) i Oslo. Hun er begyndt at stille spørgsmål til tilværelsen og modtager en dag mystiske breve i postkassen, hvor nogle af livets store spørgsmål er skrevet ned: "Hvem er du?" og "Hvor kommer verden fra?"
Da Sofie modtager et videobånd, ser hun for første gang Alberto Knox, der transmitterer fra Antikkens Grækenland, og han taler direkte til Sofie. Hun bliver naturligvis forundret, og da hun modtager et postkort adresseret til Hilde Møller Knag, en pige, hun ikke kender, bliver hun først rigtig forvirret. Alberto prøver at hjælpe Sofie og tager hende med på en rejse gennem verdenshistorien, hvor de møder nogle af kunstens og filosofiens største personligheder.
Lidt for overfladisk
Det store spørgsmål med "Sofies verden" er, hvem den henvender sig til. Den umådelig populære roman bliver nu brugt i skolerne, og filmatiseringen ville sikkert også egne sig til undervisning, selvom den dog er meget overfladisk i sit tilbageblik over 2000 år i menneskehedens historie.
På sine rejser møder Sofie bl.a. Sokrates og Platon, Shakespeare og Leonardo da Vinci, men sidder man inde med bare de mest basale informationer om disse personligheder, er det ikke særlig interessant. Der bruges ca. 2 min. på mødet med Shakespeare, hvor han er midt i at øve en scene fra "Hamlet". Hans medhjælper holder kraniet op og siger de berømte ord "to be or not to be..." og spørger derefter Shakespeare, om sætningen skal stryges fra stykket eller ej. Dette er ikke morsomt og fuldstændig uinteressant, hvis man kender bare en smule til forfatteren, og lige præcis dén sætning er så gennemtæsket, at det bare er for kedeligt. Mødet med da Vinci er endnu kortere, og de eneste oplysninger, man får, er hans fødselsår, og så ser man hans mest berømte maleri. Det er klart, at tiden begrænser fordybelsen, men mødet med f.eks. da Vinci kan kun være interessant for den helt unge pige/dreng, der netop er begyndt at tage fat på verdenshistorien og begrebet almen viden.
Udmærket søndagshygge for den yngre seer
"Sofies verden" fungerer ellers udmærket. Den unge Storstein klarer fint sin debut, og der er flotte billeder fra Akropolis (on location), middelalderen og den franske revolution. Men det er en vanskelig størrelse, for selve historien om Sofie er for tynd til at kunne stå alene, og den didaktiske del er for overfladisk til at være en brugbar indføring i, hvad der er værd at vide om 2000 års historie, kunst og filosofi. Det er altid irriterende, når der skal vælges så kraftigt ud, fordi man ved, at man går glip af så meget andet.
Som søndagshygge for familier med børn og for teenagere er "Sofies verden" god underholdning, men det ville være synd kun at nøjes med den visuelle udgave og snyde sig selv for at læse bogen.
19/11-2018