Skal vi lege spioner?
1.0
Selvom den kolde krig er forbi, kan man vel godt ernære sig som spion. Renny Harlins landsmand, instruktøren Ilkka Järvilaturi, forsøger at give den klassiske spiongenre en humoristisk indsprøjtning
Bill Pullman (som vi jo ellers godt kan lide) spiller CIA-agenten Harry, der er undercover i Helsinki. Han har daglig intimkontakt til Natasha (Irène Jacob), som egentlig spionerer mod Harry for russerne. Men de klarer at mikse business with pleasure, lige indtil en tidligere børsspekulant dukker op som kurér med en pornofilm i tasken. I hælene på ham kommer en ivrig CIA-agent, der sammen med Harry skal opklare mordet på de to pornoskuespillere. Men den russiske SVR chef (tidligere kendt som KGB) kommer også lige et smut til Helsinki og bla. bla. bla. Lyder det rodet? Jamen, det er det også.
Natasha er selvfølgelig sat til at fungere som mellemmand i pornosagen. Og Harry, der har været spion længe og i virkeligheden er lidt træt af det hele, prøver at redde Natasha. Det afstedkommer visse sammenstød og et par højlydte skænderier på åben gade...meget realistisk; spionbranchen er jo heller ikke kendt for dens hemmelighedskræmmeri.
Tynd omgang finsk "humor"
Lad os bare sige det med det samme - "S*P*I*O*N*E*R" er ikke særlig god. For det første er overtegnede ikke begejstret for blandingsgenrer - hver ting til sin tid. I denne spionkomedie, som det altså skulle være, bliver det hele bare en smule komisk. Ikke engang spiondelen, kan man tage alvorligt, og selv CIA er uduelige: To agenter skal overraske en mand på hans kontor - den ene tager elevatoren, den anden trapperne, og så kommer de ind i forhallen på samme tid med hver deres pistol pegende mod den andens tinding. Ih, hvor er det bare originalt og morsomt!!!
Det hele bliver altså til en stor gang "komik", som desværre ikke er andet end plat og meget lidt sjovt.
Så lav dog den pornofilm, hvis du gerne vil
Instruktøren Järvilaturi skrev og instruerede engang kortfilmen "Arsenik og gamle peniser" - så er niveauet ligesom lagt. Han vil også gerne lave noget med noget sex i "S*P*I*O*N*E*R", så omdrejningspunktet er denne hersens eftertragtede pornofilm, som CIA-agenten er nødt til at se om og om igen for at knække koden. (Der er jo en grund til, at russerne er ude efter den). Senere får han den geniale ide selv at indspille en falsk version for at narre russerne, og så bliver stuepigen og piccoloen lige hevet med ind på værelset. Det er forfærdelig plat, og hele plottet er uinteressant og ligegyldigt. For som de selv siger: den kolde krig er forbi.
Gudske tak og lov: det er ikke en helaftensfilm
Den første halve time sidder man og er lidt forvirret, fordi filmen springer frem og tilbage mellem alle de involverede. Senere kommer der dog lidt samling på tingene, men det hele er desværre temmelig kedsommeligt. Heldigvis har instruktøren ikke fulgt tidens tendens med at lave en to- til tretimers film, så man keder sig trods alt kun i ca. 95 min.
Bill Pullman (som vi jo ellers godt kan lide) spiller CIA-agenten Harry, der er undercover i Helsinki. Han har daglig intimkontakt til Natasha (Irène Jacob), som egentlig spionerer mod Harry for russerne. Men de klarer at mikse business with pleasure, lige indtil en tidligere børsspekulant dukker op som kurér med en pornofilm i tasken. I hælene på ham kommer en ivrig CIA-agent, der sammen med Harry skal opklare mordet på de to pornoskuespillere. Men den russiske SVR chef (tidligere kendt som KGB) kommer også lige et smut til Helsinki og bla. bla. bla. Lyder det rodet? Jamen, det er det også.
Natasha er selvfølgelig sat til at fungere som mellemmand i pornosagen. Og Harry, der har været spion længe og i virkeligheden er lidt træt af det hele, prøver at redde Natasha. Det afstedkommer visse sammenstød og et par højlydte skænderier på åben gade...meget realistisk; spionbranchen er jo heller ikke kendt for dens hemmelighedskræmmeri.
Tynd omgang finsk "humor"
Lad os bare sige det med det samme - "S*P*I*O*N*E*R" er ikke særlig god. For det første er overtegnede ikke begejstret for blandingsgenrer - hver ting til sin tid. I denne spionkomedie, som det altså skulle være, bliver det hele bare en smule komisk. Ikke engang spiondelen, kan man tage alvorligt, og selv CIA er uduelige: To agenter skal overraske en mand på hans kontor - den ene tager elevatoren, den anden trapperne, og så kommer de ind i forhallen på samme tid med hver deres pistol pegende mod den andens tinding. Ih, hvor er det bare originalt og morsomt!!!
Det hele bliver altså til en stor gang "komik", som desværre ikke er andet end plat og meget lidt sjovt.
Så lav dog den pornofilm, hvis du gerne vil
Instruktøren Järvilaturi skrev og instruerede engang kortfilmen "Arsenik og gamle peniser" - så er niveauet ligesom lagt. Han vil også gerne lave noget med noget sex i "S*P*I*O*N*E*R", så omdrejningspunktet er denne hersens eftertragtede pornofilm, som CIA-agenten er nødt til at se om og om igen for at knække koden. (Der er jo en grund til, at russerne er ude efter den). Senere får han den geniale ide selv at indspille en falsk version for at narre russerne, og så bliver stuepigen og piccoloen lige hevet med ind på værelset. Det er forfærdelig plat, og hele plottet er uinteressant og ligegyldigt. For som de selv siger: den kolde krig er forbi.
Gudske tak og lov: det er ikke en helaftensfilm
Den første halve time sidder man og er lidt forvirret, fordi filmen springer frem og tilbage mellem alle de involverede. Senere kommer der dog lidt samling på tingene, men det hele er desværre temmelig kedsommeligt. Heldigvis har instruktøren ikke fulgt tidens tendens med at lave en to- til tretimers film, så man keder sig trods alt kun i ca. 95 min.
19/11-2018