One Two Three Four
4.0
"Still Crazy" er en fin, varm og sjov film om, hvor svært det er at være teenager på 30. år, når man nu ikke bliver særligt meget klogere, som tiden går.
Al musik er et produkt af sin tid, selvom noget musik modstår tidens tand bedre end andet. Men er det ligefrem rigtigt, som det siges i indledningen til "Still Crazy", at det var fordi, Gud fik nok af 70'erne, at han slukkede for stømmen til "Strange Fruit"s PA-anlæg? Under alle omstændigheder gik dette store band i opløsning på grund af rock'n'roll-relaterede følgesygdomme, og musikindustrien har levet lykkeligt foruden i de 20 følgende år. Nu i 90'erne skyller den ene bølge efter den anden af musikalsk nostalgi ind over os, og på en af disse bølger er der måske plads til rockdinosaurer som "Strange Fruit".
Keyboardspilleren Tony beslutter sig for at tage en dyb indånding og forsøger at samle det tidligere storband, da hans civile erhverv som kondomsælger bliver en kende for meningsløst. Med hjælp fra Karen, som i de gamle dage hang ud med bandet, overtaler han ét efter ét de gamle medlemmer af bandet til at sætte voksenlivet på standby og leve rock'n'roll-drømmen ud endnu en gang. Alle har de forskellige motiver til at søge at comeback: Forsangeren Ray vil give sin hårdt spændte privatøkonomi en saltvandsindsprøjtning, bassisten Les keder sig usigeligt som taglægger, og trommeslageren Beano hilser genforeningen velkommen som en flugtvej fra de skattemyndigheder, han frygter så stærkt.
Sex, drugs and rock'n'roll?
Alle lader sig besnakke, og med Karen som ny manager ser "Strange Fruit" meget optimistisk på mulighederne for en succesrig genoptagelse af karrieren. Selv deres gamle roadie har de fået tilbage. Den eneste, der mangler, er leadguitaristen Brian, som var bandets musikalske krumtap, og som de formoder er gået til af for meget sex, for mange drugs og alt for meget rock'n'roll. Suppleret med en ny guitarist af Peter Peter-skolen får "Strange Fruit" dog musikken til at hænge sammen, og således rustet tager de på en Europaturné i håbet om, at et pladeselskab vil give dem en ny kontrakt. Imidlertid viser der sig hurtigt at være mange problemer. Rockstjernelivet er ikke helt så charmerende, når man er i slutningen af 40'erne og hellere tager ginseng-præparater end syre. Desuden spiller de nok heller ikke helt så godt, som de selv husker det. Og endelig lurer en masse 20 år gamle konflikter under overfladen, der om noget kun er blevet værre i den mellemliggende periode. Specielt er Les ude med riven efter den umådeligt selvhøjtidelige Ray, som han aldrig helt har tilgivet for at have afløst den oprindelige, men overdosis-døde forsanger.
Der er ikke mange rockklicheer som lades ubrugte i "Still Crazy", og således lægger sig den sig smukt i rækken af film om fiktive bands. Men hvor fup-rockumentarer som "On the Rocks" (This is Spinal Tap, 84), "Bad News" (83/88) og "The Rutles" (78) har satiren som det overvejende formål, vil denne film noget mere. For skønt filmen også byder på komiske optrin, er grundtonen den realistiske og bittersøde, som troværdigt skildrer disse midaldrende mennesker, som vil være kunstnere - og midaldrende kunstnere, som vil være mennesker. Er det Deep Purple, AC/DC eller Oasis om 20 år, vi ser over skulderen her? Sikkert lidt af dem alle.
En loyal historie
Således udleverer og latterliggør "Still Crazy" ikke sine figurer, men forsøger loyalt at vise en historie, som kunne være forekommet. Man får indtryk af bandmedlemmerne som en flok musikere, der rent faktisk har - og især har haft - noget at byde på, selvom de i sagens natur er noget rustne i deres musikalske færdigheder til at begynde med. Håbløse er de ikke, det er bare deres selvopfattelse, der ikke er helt fintunet endnu. De spilles fremragende af et ensemble bestående af bl.a Timothy Spall som Beano, Stephen Rea som Tony og Jimmy Nail (som jo udover sin skuespillerkarriere faktisk har haft et MTV-hit med "Ain't No Doubt") som Les. Som en lille bonus for skandinaviske biografgængere ses Helena Bergström ("Englegård", 92) som Rays møgirriterende kone, Astrid.
Musikalsk er det ikke det helt store, man får med hjem, men det skal indrømmes, at man i få øjeblikke godt kan følge, at "Strange Fruit" kunne have været populære i start-70'erne med deres præ-heavyrock. Men soundtracket fungerer godt i filmen og er en medrivende lydside, som bedre end ord viser bandets stærke og svage sider, indbyrdes dynamik og følelsesliv. Det er et soundtrack, man sagtens ville kunne være bekendt at fyre op for hjemme, når man trækker i sin gamle cowboyjakke med afklippede ærmer og spiller luftguitar, som kun raske drenge kan gøre det.
Al musik er et produkt af sin tid, selvom noget musik modstår tidens tand bedre end andet. Men er det ligefrem rigtigt, som det siges i indledningen til "Still Crazy", at det var fordi, Gud fik nok af 70'erne, at han slukkede for stømmen til "Strange Fruit"s PA-anlæg? Under alle omstændigheder gik dette store band i opløsning på grund af rock'n'roll-relaterede følgesygdomme, og musikindustrien har levet lykkeligt foruden i de 20 følgende år. Nu i 90'erne skyller den ene bølge efter den anden af musikalsk nostalgi ind over os, og på en af disse bølger er der måske plads til rockdinosaurer som "Strange Fruit".
Keyboardspilleren Tony beslutter sig for at tage en dyb indånding og forsøger at samle det tidligere storband, da hans civile erhverv som kondomsælger bliver en kende for meningsløst. Med hjælp fra Karen, som i de gamle dage hang ud med bandet, overtaler han ét efter ét de gamle medlemmer af bandet til at sætte voksenlivet på standby og leve rock'n'roll-drømmen ud endnu en gang. Alle har de forskellige motiver til at søge at comeback: Forsangeren Ray vil give sin hårdt spændte privatøkonomi en saltvandsindsprøjtning, bassisten Les keder sig usigeligt som taglægger, og trommeslageren Beano hilser genforeningen velkommen som en flugtvej fra de skattemyndigheder, han frygter så stærkt.
Sex, drugs and rock'n'roll?
Alle lader sig besnakke, og med Karen som ny manager ser "Strange Fruit" meget optimistisk på mulighederne for en succesrig genoptagelse af karrieren. Selv deres gamle roadie har de fået tilbage. Den eneste, der mangler, er leadguitaristen Brian, som var bandets musikalske krumtap, og som de formoder er gået til af for meget sex, for mange drugs og alt for meget rock'n'roll. Suppleret med en ny guitarist af Peter Peter-skolen får "Strange Fruit" dog musikken til at hænge sammen, og således rustet tager de på en Europaturné i håbet om, at et pladeselskab vil give dem en ny kontrakt. Imidlertid viser der sig hurtigt at være mange problemer. Rockstjernelivet er ikke helt så charmerende, når man er i slutningen af 40'erne og hellere tager ginseng-præparater end syre. Desuden spiller de nok heller ikke helt så godt, som de selv husker det. Og endelig lurer en masse 20 år gamle konflikter under overfladen, der om noget kun er blevet værre i den mellemliggende periode. Specielt er Les ude med riven efter den umådeligt selvhøjtidelige Ray, som han aldrig helt har tilgivet for at have afløst den oprindelige, men overdosis-døde forsanger.
Der er ikke mange rockklicheer som lades ubrugte i "Still Crazy", og således lægger sig den sig smukt i rækken af film om fiktive bands. Men hvor fup-rockumentarer som "On the Rocks" (This is Spinal Tap, 84), "Bad News" (83/88) og "The Rutles" (78) har satiren som det overvejende formål, vil denne film noget mere. For skønt filmen også byder på komiske optrin, er grundtonen den realistiske og bittersøde, som troværdigt skildrer disse midaldrende mennesker, som vil være kunstnere - og midaldrende kunstnere, som vil være mennesker. Er det Deep Purple, AC/DC eller Oasis om 20 år, vi ser over skulderen her? Sikkert lidt af dem alle.
En loyal historie
Således udleverer og latterliggør "Still Crazy" ikke sine figurer, men forsøger loyalt at vise en historie, som kunne være forekommet. Man får indtryk af bandmedlemmerne som en flok musikere, der rent faktisk har - og især har haft - noget at byde på, selvom de i sagens natur er noget rustne i deres musikalske færdigheder til at begynde med. Håbløse er de ikke, det er bare deres selvopfattelse, der ikke er helt fintunet endnu. De spilles fremragende af et ensemble bestående af bl.a Timothy Spall som Beano, Stephen Rea som Tony og Jimmy Nail (som jo udover sin skuespillerkarriere faktisk har haft et MTV-hit med "Ain't No Doubt") som Les. Som en lille bonus for skandinaviske biografgængere ses Helena Bergström ("Englegård", 92) som Rays møgirriterende kone, Astrid.
Musikalsk er det ikke det helt store, man får med hjem, men det skal indrømmes, at man i få øjeblikke godt kan følge, at "Strange Fruit" kunne have været populære i start-70'erne med deres præ-heavyrock. Men soundtracket fungerer godt i filmen og er en medrivende lydside, som bedre end ord viser bandets stærke og svage sider, indbyrdes dynamik og følelsesliv. Det er et soundtrack, man sagtens ville kunne være bekendt at fyre op for hjemme, når man trækker i sin gamle cowboyjakke med afklippede ærmer og spiller luftguitar, som kun raske drenge kan gøre det.
19/11-2018