På kanten af sammenbruddet
4.0
Amos Kollek har i tæt samarbejde med skuespillerinden Anna Thomson begået en rystende troværdig film om en kvinde på randen af sammenbruddet. "Sue" er rå og upoleret i stil og skuespil og viser, at man ikke behøver at have et dogme-stempel for at lave gode film med få hjælpemidler
Man kan sige meget om Dogme 95-idéen. Det kan i høj grad diskuteres, om den altid fungerer. På en måde virker det lidt krukket og fortænkt alt sammen; især hvis skuespillet og manuskriptet er tyndt, for så gider man ikke følge med i handlingen og irriteres over det, som ikke ser pænt ud. Og det er det, som er trumfen ved hele projektet: At man tvinger filmfolkene til at lægge vægt på netop skuespillet og manuskriptet - de ting, som ikke koster så meget. Og det er derfor, at film som først og fremmest "Festen" er så overbevisende. Det er et eksempel på, at bare skuespillet er godt og manuskriptet vedkommende, så er det lige meget, om det er grimt at se på.
Amos Kolleks film "Sue"s force er langt hen ad vejen den samme som vores nationale filmiske stolthed. Den har nemlig en meget overbevisende skuespillerinde, Anna Thomson, i den altdominerende titelrolle, og et lille, enkelt manuskript. "Sue" er ikke en flot film, men den bliver ikke på noget tidspunkt ligegyldig. Inciterende og rå hele vejen igennem, og man får konstant smækket en stærk scene i hovedet.
Sue falder fra hinanden
Man følger Sue Kallenowski i nogle måneder. Hun er ca. 30 år gammel og ude af stand til at binde sig følelsesmæssigt til nogen. Hendes bekendtskaber er flygtige og for det meste med tilfældige mennesker. Nu fristes man til at tro, at "Sue" er endnu en af de der film om et fremmedgjort amerikansk samfund, hvor følelsesmæssige relationer er en by i Rusland. Og Sue har det da også svært, men det er ikke samfundets skyld. Der gives ingen fyldestgørende politiske eller psykologiske forklaringer på hendes følelsesmæssige og sociale deroute, og det er også lige meget. Sue har det dårligt, og det er det. Men en af grundene er også, at hun selv er bange for at indlade sig på noget, hvor der bare er en lille smule mere end sex i. Hun er så bange for at blive svigtet, at hun ikke tør give sine følelser frit løb, og det gør, at man på samme tid synes, hun er irriterende og bør tage sig sammen, men også at det er synd for hende. Rollens mange psykologiske facetter gør hende til en kompliceret figur, men dog såre menneskelig og ganske genkendelig.
Overbevisende skuespil
Anna Thomson spiller formidabelt på skismaet, for hun ved godt, at det ikke er holdbart kun at kende sin omgangskreds overfladisk. Hendes følelsesmæssige forkrampethed køres helt ud i den yderste konsekvens. Hun lever på kanten af sammenbruddet hele tiden og er konstant ved at falde fra hinanden, og med Anna Thomsons præstation bliver man overbevist om figurens troværdighed. Det opvejer til fulde den lidt sparsomme handling - manuskriptets force ligger i hendes rolle og i den præcise beskrivelse af det skrøbelige sind.
Filmen leverer varen råt for usødet, også på det rent æstetiske plan. Den er ikke spor pæn at kigge på, men har en enkel og upoleret stil, som giver hele miseren et doku-skær og dermed en understregning af det troværdige i Thomsons spil. Jo mere, hun går i opløsning, jo mere helstøbt og gennemført bliver filmen, og den ender utrolig tæt på fem øjne.
Man kan sige meget om Dogme 95-idéen. Det kan i høj grad diskuteres, om den altid fungerer. På en måde virker det lidt krukket og fortænkt alt sammen; især hvis skuespillet og manuskriptet er tyndt, for så gider man ikke følge med i handlingen og irriteres over det, som ikke ser pænt ud. Og det er det, som er trumfen ved hele projektet: At man tvinger filmfolkene til at lægge vægt på netop skuespillet og manuskriptet - de ting, som ikke koster så meget. Og det er derfor, at film som først og fremmest "Festen" er så overbevisende. Det er et eksempel på, at bare skuespillet er godt og manuskriptet vedkommende, så er det lige meget, om det er grimt at se på.
Amos Kolleks film "Sue"s force er langt hen ad vejen den samme som vores nationale filmiske stolthed. Den har nemlig en meget overbevisende skuespillerinde, Anna Thomson, i den altdominerende titelrolle, og et lille, enkelt manuskript. "Sue" er ikke en flot film, men den bliver ikke på noget tidspunkt ligegyldig. Inciterende og rå hele vejen igennem, og man får konstant smækket en stærk scene i hovedet.
Sue falder fra hinanden
Man følger Sue Kallenowski i nogle måneder. Hun er ca. 30 år gammel og ude af stand til at binde sig følelsesmæssigt til nogen. Hendes bekendtskaber er flygtige og for det meste med tilfældige mennesker. Nu fristes man til at tro, at "Sue" er endnu en af de der film om et fremmedgjort amerikansk samfund, hvor følelsesmæssige relationer er en by i Rusland. Og Sue har det da også svært, men det er ikke samfundets skyld. Der gives ingen fyldestgørende politiske eller psykologiske forklaringer på hendes følelsesmæssige og sociale deroute, og det er også lige meget. Sue har det dårligt, og det er det. Men en af grundene er også, at hun selv er bange for at indlade sig på noget, hvor der bare er en lille smule mere end sex i. Hun er så bange for at blive svigtet, at hun ikke tør give sine følelser frit løb, og det gør, at man på samme tid synes, hun er irriterende og bør tage sig sammen, men også at det er synd for hende. Rollens mange psykologiske facetter gør hende til en kompliceret figur, men dog såre menneskelig og ganske genkendelig.
Overbevisende skuespil
Anna Thomson spiller formidabelt på skismaet, for hun ved godt, at det ikke er holdbart kun at kende sin omgangskreds overfladisk. Hendes følelsesmæssige forkrampethed køres helt ud i den yderste konsekvens. Hun lever på kanten af sammenbruddet hele tiden og er konstant ved at falde fra hinanden, og med Anna Thomsons præstation bliver man overbevist om figurens troværdighed. Det opvejer til fulde den lidt sparsomme handling - manuskriptets force ligger i hendes rolle og i den præcise beskrivelse af det skrøbelige sind.
Filmen leverer varen råt for usødet, også på det rent æstetiske plan. Den er ikke spor pæn at kigge på, men har en enkel og upoleret stil, som giver hele miseren et doku-skær og dermed en understregning af det troværdige i Thomsons spil. Jo mere, hun går i opløsning, jo mere helstøbt og gennemført bliver filmen, og den ender utrolig tæt på fem øjne.
19/11-2018